Kunstformidling: et spørgsmål om demokratisk dannelse

”Hvis man påstår, at vi i Danmark skal leve af vores innovationskraft, som man jo hører så tit, og man samtidig skruer så meget ned for de kreative fag i skolen, så må kunstinstitutionernes rolle i højere grad bestå i at udvikle børnenes evne til at tænke mod de gældende strukturer og lære dem at arbejde med langsomhed og fordybelse.” Sådan lyder budskabet fra Marianne Grymer Bargeman, som til daglig leder Børn og Unge Enheden på Statens Museum for Kunst.

I denne anden artikel i fokusserien Kunst og børn, er turen kommet til kunstinstitutionen. Hvilken rolle udfylder museerne og kunsthallerne, når det kommer til børnenes indførelse i kunsten og samfundet?

”For mig at se, er det vigtigt, at vi er med til at skabe nogle rammer, som kan hjælpe børnene til at tænke mod strømmen; gå baglæns, fornemme, mærke, sanse og få dem til at tro på deres egen intuition. Især i disse tider, hvor der er skruet så meget ned for kunsten,” forklarer Bargeman.

Kunst til folket
Kunstinstitutionernes arbejde med børn og unge er ifølge institutionerne selv enormt vigtigt, da man ved at præsentere eleverne for kunstinstitutionerne allerede i folkeskolen sikrer, at alle børn får erfaring med kunsten og kunstscenen.

”Set ud fra et demokratisk synspunkt er kunstinstitutionernes arbejde med folkeskolerne utroligt vigtigt, da man kun i folkeskolen har samlet et bredt udsnit af befolkningen,” forklarer Hilde Østergaard, leder af Undervisning og Skoletjeneste i Nikolaj Kunsthal.

”I det øjeblik eleverne når til ungdomsuddannelserne, finder der en segregering sted, som ret dramatisk opdeler de unge i sociale klasser. Det betyder, at vi må se på de unge menneskers dannelse i et livslangt perspektiv og også interessere os for, hvad det er, der kommer før og efter det, de oplever hér,” fortæller Østergaard.

Ifølge Østergaard udfylder kunstinstitutionerne således en væsentlig rolle i samfundet, som et formidlende bindeled mellem mennesker og samfundsklasser. Spørgsmålet er så bare, om man virkelig kan styrke børnenes demokratiske dannelse ved at introducere dem for kunsten og kunstinstitutionen? Svaret dukker måske op senere. Under alle omstændigheder er det, som Marianne Grymer Bargeman argumenterer for, dog vigtigt, at vi giver alle børn lige gode chancer for at føle sig hjemme på et museum.

”Hele tredive procent af den danske befolkning går ikke på museum, så der er jo i virkeligheden ret mange mennesker, som ikke tænker, at det vi har, er noget for dem. Derfor er det vigtigt, når vi så har børnene, at vi giver dem noget, som de føler er meningsfyldt,” forklarer Bargeman.

Børnene tager ejerskab
Når kunstinstitutionerne udvikler såkaldte børneudstillinger og undervisningstilbud til skoleklasser, handler kunstformidlingen i høj grad om at inddrage eleverne, og gøre deres blikke og refleksioner gældende i såvel kreative som kuratoriske processer.

På Statens Museum for Kunst lader man for eksempel børnene indgå i den kuratoriske udvælgelse af værker, mens børneudstillingerne i Nikolajkunsthal bliver skabt i en udveksling mellem kunstnere, kuratorer, undervisere og elever. For kunstinstitutionerne er målet således at inddrage børn og unge på allerhøjeste plan og lade dem forstå at deres holdninger også bliver taget alvorligt.

”Hvis man skal ridse op, hvad det er for nogle traditioner, vi prøver at gøre op med, så er det at åbne op for en måde at gå på museum på, som er mere interagerende og inddragende,” forklarer Tine Seligmann, Undervisnings- og Formidlingsansvarlig for Museet for Samtidskunst. ”Det vigtigste er, at de unge oplever, at de har en stemme.”

Ifølge Hilde Østergaard beskylder man ofte urimeligt kunstformidlingen for at forsimple og begrænse kunstværker i kunstinstitutioner. ”Der hersker en udbredt fordom om, at man kompromitterer kunsten med for meget formidling. Man kan selvfølgelig gribe ind i et kunstnerisk udsagn på en rigtig uheldig måde, hvilket man skal afstå fra. Men jeg synes ikke, man kan vide for meget eller skabe for meget debat,” erklærer Østergaard.

Utrygge oplevelser i trygge rammer
Ifølge Østergaard handler kunstformidlingen dog ikke kun om at skabe debat. Forud for debatten kommer trygheden. Det er nemlig trygheden, der skal få både børn, unge og voksne brugere i tale.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at man ikke kan få mennesker til at udfolde sig reflekteret og kreativt i utrygge rammer,” fortæller Østergaard og forklarer, hvordan museer og kunsthaller kan være med til at skabe et trygt miljø, som børn og unge har lyst til at udtrykke i. Men dette er ikke ensbetydende med, at kunsthallen forsøger at gøre hele den kunstneriske oplevelse tryg.

”Det  handler om at skabe nogle rammer og muligheder så også utrygge oplevelser kan finde sted,” forklarer Østergaard og citerer den canadiske museolog Elaine Gurian: ”Museums should be safe spaces for unsafe ideas. Hvilket jeg synes vi bør stræbe efter at være. Måske i særdeleshed over for de brugere, som ikke har et forhold til os på forhånd.”

Også ifølge Tine Seligmann er det vigtigt, at alle føler, de kan være med. ”Når man kommer på museum, må man ikke føle sig dum. Man skal kunne tage al den viden og alle de kompetencer, man har, og bruge dem,” fortæller Seligmann og tilføjer, ”og så skal der være plads til, at man kan fejle, og at man tør fejle.”

Vidtrækkende projekter
I forbindelse med et længerevarende outreachprojekt i Valby, forklarer Hilde Østergaard, hvordan Nikolaj Kunsthal i samarbejde med blandt andre kunstneren Tina Enghoff, har arbejdet for at  integrere det sociale arbejde i boligområderne med kunstens skabende processer.

”I de sidste tre år har vi haft fokus på tre boligsociale områder i Valby, hvor vi har fået unge beboere til at lave film om deres perspektiver på livet i disse boligområder. Det er der kommet fire film ud af, som vi har vist både lokalt og hér i kunsthallen som en del af vores årlige videokunstfestival FOKUS. På den måde håber vi, at nogle alternative fortællinger også får plads i kunsthallens arbejde og på kunstscenen generelt,” forklarer Østergaard.

At være i det uvisse
I en hektisk tid, hvor meget af snakken ofte går ud på at lægge planer, holde sig opdateret og kommunikere på kryds og tværs af sociale medier, kan det selv for børn og unge være en udfordring at lære at tænke selvstændigt og udfordre de faste rammer, som samfundet stiller op for os.

Som Marianne Grymer Bargeman understreger, er det således et af kunstinstitutionernes store ansvarsområde at hjælpe nutidens børn med at agere i en tid med mange krav. “Mødet med kunst kan styrke børn og unges evne til at møde nye udfordringer og give dem lysten til at eksperimentere og reflektere i fællesskab,” siger Bargeman.

”På Statens Museum for Kunst har vi tretten akademiuddannede kunstnere ansat, og noget af det, de kan, er at lære børnene at være i det uvisse, hvilket der jo ikke er meget af i skolen i dag, hvor det i høj grad handler om at nå en masse mål, planlægge og hele tiden være på vej videre,” forklarer Bargeman.

”Jeg synes derfor, kunstinstitutionerne har et enormt ansvar for at styrke børnenes evne til at agere i denne verden og give dem lyst til at eksperimentere og gå ud af nye veje, uden de helt ved, hvad det betyder,” afrunder Bargeman eftertænksomt.