Kunstmekka!

I denne weekend strømmer alverdens kunstpilgrimme til København med det formål at besøge kunstmesserne Code og Chart, som viser værker fra henholdsvis fire kontinenter og fra vore egne breddegrader. Men det store opbud af vidt forskellig kunst gør det yderst vanskeligt at få en koncentreret kunstoplevelse. Men der er masser at komme efter. Også for de knap så indviede.

På et kunstmuseum er værkerne tygget mere eller mindre igennem af de kunstfaglige medarbejdere, inden de indlemmes i museets samling til evig tid. Helt anderledes med de kommercielle gallerier, der eksponerer og formidler ofte overraskende, ny samtidskunst med henblik på hurtigst muligt at skille sig af med den.

Ordet messe er oprindelig betegnelsen for en katolsk gudstjeneste, men fordi der før i tiden ofte blev holdt markeder i forbindelse med denne kirkelige ceremoni, fik ordet denne ekstra, merkantile betydning.

København er i forvejen kendt for især sine gourmetrestauranter, men efterhånden tiltrækker kunsten også et større internationalt publikum, bl.a. pga. Copenhagen Contemporary, som genåbnede før sommerferien i større lokaler på Refshaleøen. Men messerne følger godt trop:

Man har nu med seks år på bagen for Charts vedkommende og tre for Codes med stigende dygtighed fået tag i de seriøse, internationale og nationale samlere, der i anledning af messerne inviteres på en (s)VIP-tur til København, så de kan mingle med ligestillede og hente inspiration og udfordringer til hjernevindingerne på standene. Gallerierne investerer i, at disse velsituerede, private kunstsamlere – men også vigtige kunstinstitutioner – skal investere i kunsten. Mange værker vil blive ført ud af landet, når messen slutter søndag aften. Direkte adspurgt melder flere gallerier allerede fredag eftermiddag, at de er tilfredse med salget.

Code edition # 3

Lad os indlede med Code edition # 3 i Bella Center – dette ikke just kønne, 80.000 kvm store udstillings”palads”, der ikke desto mindre byder på behagelige temperaturer og masser af plads inden døre.

I den centrale atriumsal har omkring 75 gallerier repræsenterende 300 kunstnere installeret sig i de hvidmalede stande. Gallerierne er her udvalgt efter deres profil, mens de på Chart har ansøgt med specifikke projekter, så man har kunnet ”parre” dem med de rette gallerier i de overvejende delte stande på Charlottenborgs færre kvadratmeter.

Ved indgangen til Code møder man bl.a. den italiensk/tyrkiske billedkunstner Guido Casarettos (f. 1981) tre store ”marmorblokke”, som synes hugget ud af et brud. I virkeligheden er de oliepasteller på paneler, sat sammen, så de danner tre dimensioner. Med dette værk anslås kunstens transformative og illusionsskabende potentialer.

Mini-skulpturer i øjenhøjde

Da antallet af værker er enormt, vil jeg i denne anmeldelse kun slå ned på enkelte særligt interessante værker/stande, og mit ”blik” er kunstfagligt, ikke møntet på investering:

Hos Aarhusgalleriet MøllerWitt viser eksempelvis Jytte Høy (f. 1951) nogle små både æstetisk og konceptuelt finurlige, sortpatinerede bronzeskulpturer med titlen Master & Model. Værkerne hidrører fra nogle kollage-agtigt sammensatte skulpturer i træ- og MDF.

De er blevet støbt som uægte form, hvilket indebærer, at det oprindelige objekt går tabt under støbningen, så bronzerne kun findes i ét eksemplar. Til gengæld hænger forlæggene nu spøgelsesagtigt på standens væg som fotografisk dokumentation, der ”vinker” til bronzerne. De små værker er løftet op i øjenhøjde vha. rå metalrør, hentet i byggeindustrien. Disse ”sokler” er blevet en del af det skulpturelle udtryk.

Et andet værk, der stadig her dagen efter rumler i baghovedet, er den afghansk-danske kunstner Ahmed Siyar Quasimis (f. 1986) maleri Med ryggen mod sydsol i Tom Christoffersens stand.

Malerisk indoptager han ikonografiske træk fra så forskellige kunstnere som Pierre Bonnard (1867-1947), den schweizisk-franske post-impressionist Felix Vallotton (1965-1925) og Peter Doig (f. 1959). Hans pastost malede, nærmest dirrende billede har motiv af et brandslukningsfly, som pumper vand tilsat jernoxid ud over en brændende skov i bjergene. Det røde vand ligner blod, og billeder fra krigen i Afghanistan melder sig prompte hos tilskueren.

Babylon i Bella Center

Code er et Babylon, hvor der tales alverdens sprog. Her er en del danske kunstnere repræsenteret af udenlandske gallerier, som Elmgreen & Dragset, hvis berømte skulptur Han fra Helsingør nu kan erhverves som nipsgenstand i hvid marmor hos koreanske Kukje Gallery. London-galleriet Hans & Fritz har en væsentlig solo-udstilling af performative værker af Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970), mens Wienergalleriet Krinzinger viser værker af en del danskere – herunder Julie Nord (f. 1970), Andreas Schulenburg (f. 1975), Kasper Sonne (f. 1974) og John Kørner (f. 1967).

Den pt. galleriløse konceptkunstner Mikkel Carl (f. 1976) optræder diskret med nye materialeafprøvende, delvis kemisk baserede ”malerier” af overraskende skønhed på den udvendige væg i Aarhusgalleriet Jacob Bjørns stand. Fremhæves skal også Galleri Kants stramt disponerede stand med konkrete, materialeafsøgende værker fra 1960’erne og frem til i dag af ingen ringere end Thomas Bang (f. 1938), Ellen Hyllemose (f. 1968), Torgny Wilcke (f. 1963), britiske Simon Callery (f. 1960) og amerikansk-svenske Clay Ketter (f. 1961).

Hos LA-galleriet Wilding Cran kan man opleve den tyske billedkunstner Martin Werthmanns (f. 1982) taktile træsnit, som umiskendeligt ligner malerier. Her er dystre sager på spil. Det største værk fremstiller en række brændende biler, som stadig ulmer i baggrunden af et skønt landskab.

Alle disse værker er mere eller mindre kostbare. Men ønsker man at erhverve kunst til ”menneskepenge”, byder Format Artspace på interessante værker til overkommelig pris.

Folkene bag Code er vokset med opgaven. Der er desuden et ambitiøst program med performances, filmvisninger, talks m.m. på Code. Tjek www.codeartfair.dk for flere detaljer.

På de bonede gulve

På Chart optræder 44 nordiske gallerier i Charlottenborgs klassiske sale. Men at messen også i år råder over Kuppelsalen til flere artist talks vækker bekymring: Med disse menneskemængder, hvad kan der så ikke ske med originalværkerne af eksempelvis Nicolai Abildgaard, C.W. Eckersberg, Jørgen Sonne m.fl.? Måske burde Kunstakademiet sætte grænser for gæstfriheden?

I festsalen og sidefløjen af det gamle slot kan man opleve værker af ’Emerging ’ kunstnere. Det drejer sig her især om meget store og pladskrævende maleri-installationer begået af unge kunstnere som danske L.M. Salling (f. 1989) og svenske Helene Lund Ek (f. 1988) m.fl. I gården kan man forsyne sig med mad og drikke i de opfindsomme og spektakulære pavillonstrukturer, skabt af genbrugsmaterialer. Pavillonerne er resultatet af en konkurrence, som en række unge arkitekter og studerende har budt ind på.

I selve udstillingsbygningen hæfter jeg mig især ved et af de største grafiske værker, jeg nogensinde har set: Britiske Tacita Deans (f. 1965) foruroligende, orangeglødende fotogravure med titlen Quarantania. Billedet måler 247 x 757 cm og er det til dato mest ambitiøse grafiske værk, som har forladt kobbertrykkeren Niels Borchs værksted, hvilket ikke siger så lidt.

Motivet er det bibelske Fristelsens Bjerg i det østlige Jordan, hvor Jesus i følge Det nye Testamente tilbragte 40 dage for at modstå Satans fristelser. Et mere symbolmættet og metafysisk motiv kan næppe opdrives på en messe, der i langt højere grad dyrker Mammon end Gud.

Krydsbefrugtninger

På kunstmesser viser galleribranchen deres ultimative varer frem i form af unikke kunstværker, og Chart byder på en kongerække af spændende kunstoplevelser af værker primært fra Skandinavien.

Men på Chart indgår også designværker, der foreligger som multiples. Her eksperimenteres der ofte med nogle uforudsigelige formverdener, nye materialer og modige koncepter i krydsfeltet, hvor kunst, design og arkitektur mødes. Det kan man opleve på Chart Design og Chart Curio i Den Frie Udstillingsbygning, hvor jeg især noterer mig danske FOS, der viser sine innovative og originale sociale møbler og lamper i Etage Projects stand.

Men gå ikke glip af kunstnerduoen Benandsebastians surreelle og gennemførte totalinstallation i underetagen Department of Voids – et virkeligt bonustrack, der passer som fod i hose til Charts designdel, selv om udstillingen ret beset henhører under Den Frie Udstillingsbygnings program.

Mange sammenligner de to kunstmesser og foretrækker den ene frem for den anden, men faktisk synes jeg, at de supplerer hinanden på bedste vis.