Kunstnerisk fællesspisning 

Siden 2020 har kunstinstitutionen Art Hub Copenhagen lagt lokaler til den populære programrække Free Lunch Series, der inviterer til uformelle samtaler om kunst over et måltid. Her har kunstnere fra det yngre vækstlag mulighed for at præsentere deres praksis i dialog med inviterede gæster. Simone Cecilie Pedersen spiste med, da kunstner Regitze Engelsborg Karlsen var på programmet og reflekterer i denne reportage over, hvordan formatet kan styrke den offentlige samtale om kunst.

Hvilke muligheder har offentligheden for fysisk at møde en kunstner og få bedre kendskab til dennes praksis? Trivielt spørgsmål måske, men der er alligevel tale om forholdsvis standardiserede formater, som gentages på mange kunstinstitutioner. Ét af dem er den klassiske artist talk: Kunstneren placeres på en scene i samtale med (oftest) en kurator, og publikum organiseres i en biografopstilling. Voilà.

Alligevel føles artist talk-formatet altid som en halvlunken invitation. Publikum og samtalepartnerne er for det første distanceret fra hinanden, både fysisk og relationelt. For det andet fordrer formatet ganske lidt engagement og interaktion med sit publikum. Hvis man tør, kan man træde ind i det autoritative samtalerum, man i første omgang ikke er en del af, med et spørgsmål. Dét på trods af, at sådan et rum har potentialet til at kultivere en offentlig samtale om kunsten, dens udtryk og potentiale som samfundsskabende. Så hvordan samler man sig om en kunstners praksis på en måde, der er fællesskabsdannende og engagerende?

Måske man blot skal starte med et måltid? Det er i hvert fald den strategi, kunstinstitutionen Art Hub Copenhagen, der blandt andet arbejder på at styrke kunstneres netværk, har brugt i deres programrække Free Lunch Series siden 2020. Her inviteres unge, professionelle kunstnere til at præsentere deres praksis sammen med inviterede gæster over et måltid. Programrækken ligger fint i forlængelse af Art Hubs overordnede vision om at “udvide og kvalificere den offentlige samtale om kunstnerisk praksis”.

Jeg cykler derfor til Halmtorvet 27 i Kødbyen på en solrig tirsdag for at deltage i Art Hubs Free Lunch Series med kunstneren Regitze Engelsborg Karlsen i samtale med lektor Mikkel Krause Frantzen og post.doc Nina Toudal Jessen om landskaber i forandring.

Kunstnerisk praksis, frisk grønt og couscous

De tidligere slagtehallers kølige interiører med hvide klinker og store glaspartier kontrasterer det nærvær, der straks skabes omkring lokalets mørke langbord, hvor de øvrige deltagere så småt begynder at samles. Imødekommende smil udveksles, og mit blik følger de lange rækker af forhåndsanrettede couscoussalater, der ledsager hver enkel siddeplads. Spredt på bordpladen ligger udprintede billeder af Engelsborg Karlsens værk Der bor et bjerg i mig. Værket, som i skrivende stund vises på Koloristernes udstilling på Den Frie Udstillingsbygning, består af fire skulpturer placeret på europaller. Hvad der ligner fragmenter af skulpturerne eller fra en grusgrav skyder op mellem vandflasker og spritdispensere.

En ældre herre banker pludselig på fordøren til lokalet og spørger, om alle pladser til frokosten er optaget. Og det er de. Gratis arrangementer som Free Lunch Series indebærer altid en risiko for, at de tilmeldte simpelthen ikke føler sig motiveret til at komme. Men her sidder vi fuldtallige. Engelsborg Karlsen har sat sig i midten ved bordets venstre langside og hendes samtalepartnere har sat sig mere spredt ved bordets højre side. Snart starter vi en hilserunde. Kunstnere, kunstinteresserede, kunsthistorikere, kuratorer, designere, venner og en pludrende baby er dagens gæster.

På min venstre side sidder en kvinde fra Møn, der passioneret deler ud om sin praksis og arbejde med vævning og uld, og på min højre sidder en kvinde, der viser sig at dele fagligt netværk med mig. Hvorfor er du her? Kendte du Regitzes praksis i forvejen? Det summer i lokalet – og opstår der en pinlig tavshed, kan vi jo altid tale lidt om salaten. Jeg spekulerer på, om vores smalltalk nu planter et mod hos nogle af os til at tage ordet senere.

“Under min hud kryber landskabet”

Alt imens vi spiser de sidste mundfulde, fortæller Engelsborg Karlsen om sin praksis og undersøgelse af landskaber, der forandrer sig. Her er spørgsmålet om menneskets forbindelse til og indlejring i landskaberne helt centrale. For hvordan lærer vi at genkende os selv i de landskaber, vi forandrer?

I Engelsborg Karlsens praksis er denne opmærksomhed og undersøgelse særligt rettet mod materialer og deres forbindelser til forandrende landskaber som grusgrave.

Med udgangspunkt i de materialer, hun har brugt til sit værk på Koloristernes udstilling, får vi et indblik i Engelsborg Karlsens kortlægning og undersøgende metode, hvor hun som en geolog graver i konkrete såvel som kulturelle jordlag.

På bordet ligger adskillige plastikposer med materialer, og i små håndfulde sendes den ene bunke efter den anden rundt. Fra lyserøde småsten, hun har fundet i en genbrugsbutik, til sand, en lille model af europaller, der fungerer som skulpturernes sokkel, og et lille stykke flyttetæppe, der udgør skulpturernes formmæssige skaller. Hvert materiale overføres nænsomt fra den ene håndvugge til den næste.

Berøringen af de materialer, Engelsborg Karlsen undersøger og bruger, virker næsten som en udvidelse af hendes praksis. Hver gang de små materialebunker skifter hånd, forsvinder der lidt. Sandkornene bliver tilbage på hudens overflade og mellem fingrene. Som det grus, vi slæber med os under vores sko, når vi går i landskabet.

Vi er landskabet

Samtalen fortsætter i dialog med Toudal Jessen og Krause Frantzen, der kort introducerer deres forskningsfelter i relation til temaet om de forandrende landskaber. Toudal Jessen taler om sin ph.d.-afhandling, der undersøgte landskabsforandringer og -bevaring i det 20. århundrede, herunder konkrete steder ved Kalundborg på Vestsjælland, der har forandret sig fra bakkedrag til grusgrav til losseplads.

Krause Frantzen talte om sin udgivelse Klodens fald, der handler om, hvordan menneskehedens indlejring i naturhistorien for alvor er blevet tydeliggjort af det affald, der siver ud i alle dele af vores tilværelse.

Begge forskere understøtter Engelsborg Karlsens praksis, der på forskellige måder viser, hvordan vi som mennesker kan genkende os selv i landskabet. Fra vores affald, der ophober sig, til materialer, der ikke er komposterbare. Fra mikroplast i vores blod til landskabets politik, værdi og forvaltning.

Et konsensusrum?

Art Hubs Free Lunch Series er et format, der på mange måder spejler kunstneriske strategier, som man kender det fra 90’ernes ‘relationelle æstetik’, der beskæftiger sig med mellemmenneskelige relationer og undersøger sociale kontekster gennem kunst. Også beskuerens rolle forskyder sig fra passiv til en aktiv deltager – her er idéen, at værket først opstår i kraft af publikums deltagelse.

I dag har kunstnere udvidet disse relationer til at inkludere det ikke-menneskelige, som denne frokost på sin vis formidler. Sammenviklingerne mellem maden i munden, materialerne i hænderne, samtaler med fremmede og kunstnerens refleksioner om menneskets relation til landskabet skaber en sanselig, følelsesmæssig og samhørig oplevelse.

Samtidig engagerer de øvrige deltagere sig i dialogen. En af deltagerne efterspørger et mere værknært og kropsligt perspektiv. For hvordan forandrer det indre landskab sig egentlig i sådanne kriser som klimakrisen? En anden deltager spørger polemisk, om det ikke har nytte for den enkelte borger, at landskabet anvendes fremfor at lade det stå uberørt og uforandret.

Samtalen udvikler sig altså ikke til et lukket konsensusrum. I stedet er der plads til at forstå disse menneske/landskab-relationer mere dybdegående gennem den åbne samtale.

Udvidelse af formatet

Det er tanken, at Art Hubs kunstnerfrokoster skal udvikle sig i fremtiden, fortæller projektleder Marie Braad Larsen efter frokosten:

”Vi har snakket om at afprøve formatet udenfor København, da vi samarbejder bredt og med institutioner rundt omkring i landet. Det er interessant for os, at samtalen om kunsten kan komme bredere ud, og at vi i den forbindelse kan prøve nogle formater af, som øger muligheden for at nå ud til et andet publikum. Der er mange, som føler, at der er svært at spørge ind til et kunstværk eller en kunstpraksis, fordi man ikke vil virke dum eller ignorant, og det kan et samtaleformat som vores Free Lunch series måske være med til at bryde med, fordi det netop er mere uformelt, og fordi dét at stille spørgsmål er en del af selve samtalen og formatet.”

Man kan sagtens forestille sig, at formatet kan afspejle og tiltrække et større publikum, hvis det kommer bredere ud. Måske også et større værtskab fra Art Hubs side, der kan rumme flere relationelle forhandlinger og åbne op for en mere uhomogen gruppe af gæster.

Og så håber jeg, at de vedbliver med at tilbyde programrækken gratis. Det åbner et mulighedsrum for alle borgere for at deltage i kulturelle diskussioner, der vedrører dem – uanset kapital. For den offentlige samtale om kunsten bliver selvfølgelig mere kvalificeret, desto mere forskelligartet denne offentlighed er.