Kunstneriske søforklaringer i Sorø

Går man en tur ved Sorø Sø i disse dage, vil man ikke kunne undgå at træde direkte ind i samtidskunsten. Vestsjællands Kunstmuseum har nemlig bredt sig ud langs søbredden med værker af 14 kunstnere, som hver især kredser om søen som motiv, scene eller materiale, og det er der kommet en glimrende udstilling ud af.

En af udstillingens styrker er netop, at værkerne på museet kombineres med de mere eller mindre spektakulære indslag ved søen. Samtidig balancerer udstillingens værker mellem afbildninger af søen som et konkret fænomen i landskabet og værker, der spiller på de mere symbolske betydninger, vi tillægger søen.

Hånd i hånd rundt om søen
Et af de motiver, der ligger lige til højrebenet, er den billedskønne sø som scene for et romantisk møde. Det behandler flere af værkerne uden at forfalde til brølende kronhjorte og inderlige kys.

Den brasilianske kunstner Laura Belem har i værket Enamorados (De forelskede) taget mennesket ud af det klassiske scenarium og lader istedet to robåde i Sorø Sø gennemspille en blinkende flirt.

Værket antyder velkendte elementer af forsigtige tilnærmelser og spillen kostbar, når bådene skiftevis driver nærmere og fjernere fra hinanden i et bogstaveligt talt stormombrust forhold. Netop fraværet af mennesker åbner op for, at beskueren kan lade tankerne løbe om egne robåds-romancer og klassiske kærlighedsscener.

En hilsen til Hollywood
Publikum bliver selv en konkret aktør i Jeppe Heins værk, der tilfører søen en snert af Hollywood. En gåtur ved søbredden får et ektra pift, hvis man sætter sig på Heins bænk, for det udløser et springvand for øjnene af en. Det er et klassisk motiv i filmhistorien som et erotisk ladet vink med en vognstang om, hvad der sker, efter at helten og heltinden har kysset på bænken i parken.

Helt naturlig kunst
Kunstens relation til naturen er i fokus i Ulrik Wecks værk. Han har opstillet en hvid galleri-væg ved søbredden, med et guldindrammet hul, der helt bogstaveligt får publikum til at betragte søen indenfor kunstens rammer.

Det er et simpelt greb, der på bedste vis sætter spørgsmålstegn ved måden, hvorpå kunsten repræsenterer naturen. Kunsten kan være et instrument til en tilnærmelse af naturen; vi kan forholde os til naturen i maleriets overskueligt fokuserede format. Samtidig medfører det en vis afstand og fremmedgørelse, for blikket på naturen bliver nødvendigvis kunstigt og begrænset.

En sø, en robåd, et skud
Udstillingen får også plads til søens mere dystre og dramatiske aspekter. Johanna Domke har taget udgangspunkt i det nærliggende Sorø Akademi, hvorfra hun lader en tidligere elev gennemgå et lokalt ritual i en stærk og medrivende film.

Her bliver søen symbol på grænsen mellem akademiets gennemkontrollerede verden på den ene søbred, og skoven på den anden bred, hvor eleverne slår sig løs i et primitivt ritual. Uniformer, dukker forestillende akademiets lærere og et væld af indestængte aggresioner bliver smidt på bålet i den aldrende ‘soraners’ genoplevelse af en tilsyneladende langt fra lys skoletid.

I Peter Lands film The Lake udspilles et tragi-komisk selvmordsdrama, der trækker på alle klichéer om friluftsmenneskets symbiose med naturen. Lydsporet består af fuglefløjt og en Beethoven symfoni, scenariet er ren idyl, men kombineret med Lands selvironi og et besynderligt plot ender idyllen i et absurd morsomt scenarie.

At skrive med søvand
Også den tyske kunstner Julius Popp har fundet vej til Sorø med værket Bit Fall. Det er installeret i et nedlagt supermarked et par hundrede meter fra museet, og fra gaden kan publikum følge med i, hvordan vand fra søen bliver pumpet gennem værket, og skudt ud i minutiøst præcise intervaller, der i et split sekund danner et ord af dråber hængende i luften. Ordene bliver automatisk valgt blandt de hyppigst forekommende ord på internettets søgemaskiner.

Værket bruger søvandet som materiale i en fortælling om tidens konstante informationsstrøm, og er et eksempel på, hvordan der i Sorø er blevet associeret bredt. I en udstilling som SØEN, hvor udgangspunktet er så konkret som det er, er det befriende at se, at søen ikke er blevet en spændetrøje med søgte tolkninger som resultat.