Kunsttur Aarhus: Den levende og udvekslende organisme

Małgorzata Żurada fører dig ind i et system, hvor din hud, dine organer og kosmos er forbundne kæder. Ida Nissen søger en fortegnelse af de historiske spor i sindet. Sophia Ioannou Gjerding taster ind i en kropsbevidsthed iblandet maskiner og ikke menneskelige aktører, farvet af internettets allestedsværende fylde. Tag med på tre udstillinger i Aarhus, der letter på låget!

Man mødes af video- og lydværker, langhårede tæppe-øer, stiplede linier på gulvet og hvide kæder hæftet på de brune mursten, når man træder indenfor i udstillingsstedet Spanien 19C, hvor Polske Małgorzata Żurada præsenterer sin installation Linear chains of the body-mind.

En række grafiske ‘plancher’ hænger på væggene og fremviser eksempelvis et skulpturfragment af et ansigt overskrevet med sirlige geometriske figurer, linier, grids, tal og bogstaver. Et foto åbenbarer et gulv i et udefinerbart rum, hvorpå der er markeret et rektangulært mønster med abstrakte tegn – en hinkestensbane eller en landingsplads for ufoer? Et af de ‘postkort’, der ligger i stakke på gulvet, viser en hånd, hvorpå der er anført linier og tal og forklarende tekst med henvisninger til organer og følelsestilstande. En systematik blotlægges, men hvad er det tegnene peger tilbage på?

Małgorzata Żurada arbejder i forlængelse af den stribe af samtidskunstnere, der i efterhånden flere år har udøvet en intens og spekulativ interesse for esoteriske verdensanskuelser. Herhjemme kunne man nævne kunstnere som Joachim Koester eller Lea Porsager, der eksempelvis har beskæftiget sig med mystikere som Crowley og Gurdjieff.

Żurada forholder sig i Linear chains of the body-mind til den italienske neurolog Giuseppe Calligaris (1876-1944) altomfattende teorier om, at menneskets hud er spundet ind i et netværk af linjer, som dels er forbundet indadtil med de indre organer og det ubevidste sind og dels udadtil til det store kosmos.

Hele denne krydsforbundne kortlægning er underlagt streng geometri og tallogik. Mennesket er som Leonardo Da Vincis Den Vitruvianske Mand skrevet ind i en større plan med sin egen logiske orden, og Żurada forfølger systemet og det visuelle sprog, der er som koder til en hemmelig viden.

Vi kan ovenikøbet afprøve Calligaris kædeteori, tage høretelefoner på og lade os guide gennem forskellige øvelser. Et tryk på et defineret punkt på underarmen vil eksempelvis ifølge neurologens logik give helt specifikke kropslige reaktioner og fremkalde indre visioner af månen.

Det visuelle sprog er som en abstrakt skrift med sin egen aura og æstetik, som Żurada med sikker hånd forløser og sætter rumligt i scene – endda med en detaljesans, der gør, at man går på opdagelse i det rustikke rum efter flere hvidmalede kæder, stiblede linjer på gulvet, eller en mursten opdelt i felter, der spejler murstensforbantet i mikrokosmisk størrelse.

Alligevel må man spørge: hvorfor interesserer kunstneren sig for et sådant langt-ude-tankesystem. Er der en hemmelig viden her, som kan give os ‘moderne og oplyste’ mennesker noget?

Måske er der bare et behov for at tænke ud af boksen. I hvert fald kan der være en berettiget trang til at udfordre normative og begrænsende rationaler, som ikke alene forekommer lidt kedelige, men som også mangler det nødvendige og holistiske svæv, der sætter mennesket ind i en større sammenhæng. Måske kunsten netop er et sådant sted, hvor der kan tænkes spekulativt, eksperimenterende og uden trælse forbehold i margenen – en træningsbane for tænkning om en endnu dunkel og uudfoldet viden?

Małgorzata Żurada, Linear chains of the body-mind, Spanien 19C, til 15 dec.

Spor fra orkideer og Hanfloden

Fra Spanien 19C kan man med en vis logik fortsætte til udstillingen Compile Your Inventory på Galleri Image, hvor Ida Nissen ligeledes er i gang med en form for kortlægning. Her af de spor som fortiden aflejrer i sindet.

På udstillingen viser hun en række helt nye collageværker. Kunstneren har belyst forskellige typer fotopapir gennem forskellige stoffer og på den måde skabt farvefotogrammer, der fremstår som taktile netværk. Siden er billederne klippet op og sat sammen til abstrakte kompositioner med motiver, tegn og symboler – blandt andet orkideer og Han-flodens løb – der er relateret til traditionel sydkoreansk kultur. Det hænger sammen med, at kunstneren, der er opvokset i Danmark, er adoptivbarn fra Korea.

Udstillingen er – kan man læse – inspireret af endnu en italiensk forfatter, Antonio Gramsci (1891-1937). “Arvelighed, individuel og kollektiv erfaring, traditioner og relationer former tilsammen en historie, og at udarbejde en fortegnelse over den, er ifølge Gramsci den vigtigste opgave i at fortolke og give den form og betydning”, hedder det således i udstillingens infomateriale.

Nissens “fortegnelse” forekommer dog noget introvert, og det bliver vanskeligt at udtrække den “fortolkning” eller “betydningsdannelse”, Gramsci taler om. Derfor bliver henvisningen til den kommunistiske forfatter lidt vel påklistret. Andre kunstnere, især Jane Jin Kaisen og Jette Hye Jin Mortensen, har arbejdet langt mere specifikt, researchbaseret og kritisk med adoptionsspørgsmålet. Hos Nissen bliver det mere en anledning til stoflige og æstetiske undersøgelser.

Og udstillingen har absolut sine kvaliteter netop i det terræn, og er samtidig stramt og rigtig fint orkestreret i de lavtloftede rum. Et hjørneophængt værk, Siblings, hvor billedfragmenterne spejler sig i hinanden, har en særlig poesi. De syntetiske blå fletninger, der gennemtrænger støttebjælkerne i kældergalleriet, er diskrete men syrede indgreb, mens et stort violet dobbeltværk, hvor formerne flyder, bare er super flot.

Ida Nissen, Compile Your Inventory, Galleri Image til 20 dec.

Den bedøvede hund

Til sidst skal vi en tur på Aros, allerdybest nede og helt inde bag trappen. Her gemmer sig Sophia Ioannou Gjerdings 12 minutter lange videofilm Homage to Airway. Gjerding vandt Art Aarhus prisen i 2018, da hun tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi, og en del af prisen var en præsentation på Aros. Lidt lunkent har museet så valgt at gemme Gjerding bort i en afkrog, så man er helt sikker på, at publikum ikke lige falder over hendes værk. Det er faktisk synd (men så kan man til gengæld nyde filmen i fred og ro).

Værket benytter sig af forskellige animationsteknikker, fra ultrasimple tegnefilmsteknikker til computergeneret haptisk billedskabelse ved hjælp af CGI-teknologi i en produktion, der befinder sig i levende opbrud med skramlede skabelonfigurer, digital glathed, akvarel-baggrunde, kunstig natur og morfende karakterer. Samt ikke mindst med en gennemført lydside og en lang kreditliste, der tæller mange samarbejdspartnere indenfor animation, billedkunst og musik.

Homage to Airway henviser på forskellige måder til anæstesihistorien, ikke mindst til situationer, hvor dyr er brugt som forsøgsdyr (aner man en dyre-etisk protest?). Vi veksler mellem en bedøvet hund sænket i et vandkar med en slange i munden og en sovende bjørn på et operationsbord, idet to af værkets referencepunkter er tyske anæstesiforsøg i 1800 tallet med en blind bjørn og hunden med det gode navn Airway, der i 1920’erne var forsøgsdyr hos to amerikanske anæstesiologer.

I et af kunstnerens tidligere værker, Alva II (2019), er hovedfiguren en stemme, der er løsrevet fra kroppen, og i nærværende værk er den centrale fortæller en hybridfigur, på en gang menneske, skulptur, dyr og computerspilskarakter. Med en bi på læben og kun det ene øje åbent!

Sophia Ioannou Gjerding er en af de unge kunstnere, der i sin kunst taster sig ind i en ny form for kropsbevidsthed, kan man vel nærmest kalde det. En fragmenteret bevidsthed der befinder sig mellem drøm og vågen, er blandet op med maskiner og ikke menneskelige aktører og farvet af – og sensitiv i forhold til – internettets allestedsværende fylde. Internettet forstået som en egen magt, der påvirker vores måde at være tilstede på i verden.
Det handler ikke alene om virtuelle kontakter og identiteter, men også om at forestillingen om mennesket i centrum eroderer, og at en homogen og sluttet kropsoplevelse funderet i et fysisk nu og her ikke står alene.

Al den stund at netop bedøvelsen af kroppen er værkets tematik, kan man fremskrive en kritik af denne nye kropslighed. På den anden side er selve åndedrættet et konstant omdrejningspunkt i værket – og en ret markant markør for en levende og udvekslende organisme.

Man kan godt holde øje med en kunstner som Sophia Ioannou Gjerding, der formår æstetisk og indholdsmæssigt at favne en ny tids vilkår på nye og komplekse måder.

Sophia Ioannou Gjerding, Homage to Airway, Aros til 2 feb 2020