Kvinder uden mænd – nu også på film

Magtforhold og magisk feminisme
Iranskfødte Shirin Neshat brød igennem på den internationale kunstscene i 1990’erne med den fotografiske serie Women of Allah, der behandlede iranske kvinders rolle under revolutionen i halvtredserne.

Kunstneren har nu barslet med en spillefilm, Kvinder uden Mænd, som er baseret på en roman af Shahrnush Parsipur. Romanen beskæftiger sig også med de mulige roller kvinder havde i denne politisk tumulte periode af iransk histore. Shirin Neshat arbejder på den måde videre med et livslangt fokus på kønsproblematikker i sin debutfilm.

Fire kvinders historier
Vi lærer fire forskellige kvinder at kende: den politisk bevidste Munis, der føler sig fanget i et net af den strenge broders forventninger til hende; hendes veninde Feazeh, hvis højeste ønske er at vinde denne broders hjerte; den anorektiske prostituerede Zarin, der flygter til en offentlig badeanstalt for at skrubbe sig ren; og den velhavende, men ulykkelige Fakhri, der drømmer om at komme langt væk fra sin mand, og som genoplives ved mødet med en gammel flamme.

Hinsides kønspolitik
Selvom filmen handler om kvinder og ganske rigtigt har et kønspolistisk fokus, ligger filmens styrke i, at Shirin Neshat formår at bevæge sig hinsides de individuelle portrætter og faktisk også udover det kønspolitiske.

Gang på gang flyder lærredet over med virkningsfulde tilstandsbilleder, der behandler almenmenneskelige erfaringer som sorg, lidenskab, engagement, afmagt og død.

Shirin Neshat lader på denne måde den indtryksfulde billedside åbne op for et symbolsk lag i filmen, der går ud over den enkelte karakters historie, og som kobler de fire kvinders historie sammen i et generelt portræt af den iranske kvinde. At vi bliver ført hinsides det kønspolitiske skyldes ikke mindst filmens historiske rammesætning.

Som kulisse for filmen sætter Shirin Neshat nemlig det amerikansk/britisk ledede statskup, der blev skelsættende for iransk historie i 1953. Det betyder, at det bliver et helt folk og dets afmagt, der portrætteres. Den personlige historie viger dermed pladsen for skildringen af en fælleserfaring, der er mindre eksplicit, men ligeså virkningsfuld.

En videokunstner på det store lærred
Jeg medgiver, at Kvinder uden Mænd er præget af en temmelig dyster stemning, der alt efter smag kan synes en tand for depressiv i længden. Alligevel er filmen gennemgående en smuk oplevelse.

Til grund for filmen ligger fem videoinstallationer, som i øvrigt kunne opleves på Aros sidste sommer, og det billedkunstneriske udgangspunkt ligger tydeligvis til grund for filmens særlige visuelt bårne fortællerstil.

Den kalejdoskopiske fortælling er hyldet ind i den magiske realismes præmisser, der muliggør de dødes genopstandelse og paradisets tilstedeværelse på jorden. Det magiske lag i fortællingen sætter fokus på indre tilstande og viser os et rigere billede af de fire kvinders livsoplevelse.

Alt er ikke åbenlyst, og det indre liv har mange facetter. Denne vekslen mellem indre og ydre oplevelser, udtrykt gennem sublimt smukke billeder, gør Kvinder uden mænd værd at se og diskutere både indenfor og udenfor det iranske samfunds grænser.