Kys til Middelhavets sol

Med udstillinger i Kassel og Athen repræsenterer documenta 14 – Learning from Athens en erkendelse af, at moderniteten på visse punkter har fejlet. I Athen præsenteres en række stemmer, der er vant til at blive eksotiseret, og disse stemmers kamp for at få lov til at organisere sig anderledes end den herskende norm.

Efter 2. Verdenskrig hungrede Vesttyskland efter at blive forbundet med verden igen, og documenta blev til som en fejring af modernitetsfortællingen. Verden kom til Kassel. Documenta udviklede sig til en af de mest prestigefyldte kunstudstillinger senest med 900.000 besøgende. Nu kommer Kassel til Athen under titlen Learning from Athens.

documenta har for første gang i festivalens historie ekspanderet, og den 14. documenta åbnede således i Athen 8. april og åbner derefter 10. juni i Kassel. Det er en provokerende gestus at placere en kunstbegivenhed med et budget på 37 millioner euros i et kriseramt land, og Tyskland og Grækenlands lange konfliktfyldte historie har ikke gjort kulturmødet mindre gnidningsfrit. I hjemlandet er stemningen blandet, blandt andet fordi halvdelen af budgettet kommer fra tyske skatteborgere. Kunstscenen i Athen føler, at documenta eksotiserer og lukrerer på græsk krise, mens den almene borger i Athen ikke ved, hvad Documenta er.

Artists Against Evictions
Få dage efter åbningen af documenta fik besøgende og medarbejdere en løftet pegefinger på ”e-flux Conversations” fra ”Artists Against Evictions” for at støtte en institution, der samarbejder med Athens borgmester, som sætter flygtninge og kunstnere på gaden ved at rydde besatte huse. De kræver i dette åbne brev, at borgmesteren lukker asylcentre, ikke besatte huse. Der blev ikke givet nogle ideer til, om man kunne besøge documenta i Athen mere ansvarligt, og kommentarsporet bærer derfor præg af håndsrækninger og spørgsmål til løsninger fra besøgende. Men der er stilhed på linjen, for det er ikke den udsattes pligt at give den privilegerede svar.

documenta har med en række af deres projekter støttet lokale aktører – også besættere. Blandt andet Rick Lowes bidrag Victoria Square Project (2017-2018), der tager besøgende til Victoria Square, hvor mange flygtninge, hjemløse og sexarbejdere holder til. Med et gammelt butikslokale som ramme, arbejder Lowe for at skabe forbindelser mellem lokale på tværs af etnicitet i området og at få folk til at organisere sig. På længere sigt er målet også at få politisk indflydelse.

Det gør ikke nødvendigvis smagen i munden som documenta-publikum bedre, og det er meget sundt for det privilegerede kunstpublikum at blive sat i etiske dilemmaer. Hvis man gerne vil være etisk documenta-turist i Athen kan man give en tiltrængt donation til en lokal, humanitær organisation. Man kan også skippe et par documenta-venues til fordel for lokale projektrum og gallerier og tage en snak med dem om deres situation og ikke mindst forhold til documenta.

Gode udstillingssteder, der arbejder med lokale problematikker, inkluderer Neon, State of Concept, Daily Lazy Projects, Qbox Gallery, CAN og Vamiali’s.

E for Eskimo
Med 160 kunstnere på 40 forskellige udstillingssteder i Athen berøres kritiske punkter i udviklingen af det moderne samfund: Migrationspolitik, ejendomsret, epistemisk vold, fascisme, statslig racisme og kønspolitik. documenta 14 præsenterer også en række traditionelle samfund, der repræsenterer andre måder at organisere sig på end den, vi kender fra moderniteten.

På et af documentas centrale udstillingssteder, Athens konservatorium opført i 1976 – dog aldrig færdigbygget, har Joar Nanga indtaget den åbne gårdhave af træer og rødt jord på stueetagen under 1. sal. Nangos European Everything (2017) tager afsæt i sami-arkitekturens mobilitet og involverer et samarbejde med forskellige kunstnere og kunsthåndværkere i Europa. Her er højtalere pakket ind i sælskind, der afspiller fuglelyde, rensdyrskind, man kan sidde på, genbrugsbyggematerialer som fx en bildør, en stor guldpresenning, neonrør og åbne teltkonstruktioner. Der er åbent til denne del af bygningens areal døgnet rundt, og man kan ikke undgå at se værket som en åben invitation til byens hjemløse. Dog bliver dele af værket taget ned hver aften, hvilket er ærgerligt.

I midten på jorden ligger der et stort sort E formet i jern. E’et er fra det græske køkkenfirma ”Eskimo”, der fusionerede med konkurrenten og gik konkurs i den nye firmakonstellation. E’et kunne også være E for Europa, for når man kigger sig rundt i de græske gader, skriger fusionen af nationalstaterne i den europæiske union fallit. Eskimo er en nedsættende betegnelse for sami- og inuitkulturen, og Nango ønsker med installationen at reformulere ordet.

Havguder og stigende vandstand
Over døren i udstillingsrummet på underetagen af The National Museum of Contemporary Art (EMST), der er genåbnet i anledning af documenta, hænger Tsonoqua. Eller repræsentationen af hende. Et 160 x 120 cm sort, vredt ansigt i træ med uglet hår og buskede øjenbryn af hestehår, der når ned til kinderne, røde øjne og en rød, åben mund. Tsonoqua er i Kwakwaka’wakw-kulturen forbundet med rigdom, men også frygt, da hun stjæler børn og spiser dem. Ligesom inuitbefolkningen lever Kwakwaka’wakw-befolkningen med traumerne fra tvangsflytning af børn, hvor det modernistiske projekt at uddanne og oplyse alle befolkningsgrupper blev vægtet højere end respekten for disse befolkningsgruppers menneskerettigheder.

Værket er en del af Beau Dicks bidrag til documenta 14, der er Kwakwaka’wakw-arvehøvding i Alert Bay på øen Cormorant Island nord for Vancouver. Udover Tsonoqua og to kobberværker, består Dicks bidrag af 50 farverige træmasker fra serien Atlakim (1990-2012) og Undersea Kingdom (2016-2017) placeret symmetrisk i to cirkler blandt værker af Sammy Baloji, John Livingston, Vlassis Caniaris, Dan Peterman, Stephen Antonakos, Christopher D’Arcangelo, Bia Davou og Contemporary Music Research Center.

Cirklerne med de farverige masker tager udgangspunkt i fortællingen om riget under vandet og den mytiske figur Komokwa, som passer på havet og leder tankerne hen på den græske mytologis havgud Poseidon, myten om Atlantis og stigende vandstande. I åbningsdagene var det meningen, at maskerne skulle indgå i en dans, og de er således alle udstyret med snore, mekaniske systemer og lavet til at blive taget på ved særlige lejligheder, hvor danseritualerne indgår. Men Beau Dick døde få dage inden åbningen efter ugers sygdom, og af respekt for ham kan hans folk ikke danse et år efter hans død.

Ikke-bæredygtigt begær
Dick ønskede dog, at fire Kwakwaka’wakw kunstnerkollegaer tog afsted og formidlede myten om Komokwa til de besøgende. Og med denne gestus fletter Dick museumsinstitutionens insisteren på arkivering og præsentation af originaler fra alle verdens kulturer sammen med traditionen for mundtlig overlevering.

Komokwa betyder ”Den rige”, da han kan lave kobber – et materiale, der går igen i Dicks praksis såvel som i Dan Petermans og Sammy Balojis, der også udstiller værker om kobberproduktion i udstillingsgalleriet. Dick præsenterer en vitrine med en kobberbar ved siden af en tilladelse fra Canadas finansministerium til at omsmelte kasserede Canadiske pennyer, men han har også kurateret et værk af kunstneren John Livingstone – en brynje af kasserede canadiske pennyer.

Hvor kobberet hos Kwakwaka’wakw bliver mere værd som valuta jo flere hænder, det har rørt, bliver pennyen udfaset fra 2012 i Canada, da produktionsomkostninger overstiger pennyens værdi. Centralt for Dicks bidrag er kapitalismens ikke-bæredygtige begær, som diskret udstilles med Kwakwaka’wakw-kulturens mytologi, medmenneskelige værdier og respekt for naturen.

Nye medier og offentligheder
documenta 14 har været optaget af at udvide det offentlige program og har således forsøgt at åbne diskursen op med talks, performance, tv og radio siden 2015 samt gennem samarbejdet med magasinet ”South as a State of Mind”, hvis artikler også ligger på nettet til fri læsning. Det seneste nummer kigger på økologi og forbindelsen mellem ecocide og genocide, blandt andet i artiklen ”Writing the Ecocide-Genocide Knot: Indigenous Knowledge and Critical Theory in the Endgame” af Gene Ray. Ray citerer digter Linda Hogan på første side: ”What happens to people and what happens to land is the same thing.”

Kapitalismen har lært os at erobre steder – ikke at være forbundet eller tilknyttet til et sted. Særligt efter 2. Verdenskrig bliver det i Europa tabubelagt at vise omsorg for et sted. Gene Ray søger viden hos oprindelige befolkningsgrupper, der bekymrer sig for deres sted, fortsat dyrker deres ophav og kæmper for økologien omkring dem. Han beskriver kunstneren som en brobygger af disse praksisser.

Publikum sender kys til solen
På en klippestrand en times kørsel syd for Athen lige før solnedgang beder Cecilia Vicuña fremmødte publikummer om hjælp til at sprede en gigantiske rulle uld ud. Fire mennesker instrueres i at ligge sig på maven på ulden og rulle resten ud ved at mave sig frem. En rød rulle uld spredes ud ved siden af den hvide på samme måde.

De resterende publikummer bliver i mellemtiden viklet sammen i baner fra det røde uld til det hele er fordelt, og kun det hvide ligger spredt som en seng på klippen ved vandkanten. Da rullen med det hvide uld dumper i vandet bliver publikum bedt om at røre uldet i vandet, der ”føles som at være inde i en livmoder”. Hele den hvide uldrulle bliver ført ud i vandet, mens publikum instrueres i at røre ved uldet og vandet, der symboliserer ”sæd til Middelhavet, der er ved at dø”. Det røde uld, menstruationsblodet, må gerne røre vandet, men ikke blive i vandet, og publikum får stykker af det røde med hjem.

Vicuñas A Ritual Performance by the Sea er et renselsesritual for Middelhavet, der er i økologisk krise, men det er også en anerkendelse af de mange menneskeliv, der er gået tabt i Middelhavet de seneste år, og deres offer. Denne smertefulde energi aktiveres i Vicuñas forsøg på at hele Middelhavet. Udover ritualet ved stranden udstiller Vicuña også Quipu Womb (The Story of the Red Thread, Athens, 2017) på EMST – en otte meter høj uro af snore med knuder i det røde uld.

Vicuña, der er fra Chile, er inspireret af Quechua-kulturen og deres forfædre inkaerne, og ”Quipu” er en form for tidlig skriftsprog, hvor fortællinger memoreres ved at binde knuder på snor. Også ritualet ved havet, der slutter lige da fuldmånen bliver synlig på himlen, trækker paralleller til inkaerne. Vicuña fortæller publikum, der nu er samlet i en tætsiddende klynge på klippen og blandt andet har siddet i rundkreds, duftet til ulden, hylet som ulve, at inkaerne plejede at sende kys til solen, når den gik ned, så den ville komme igen dagen efter. Publikum sender kys solen. Og tanken om kunstneren som brobygger for glemte traditioner og medie for omsorgsfulde ritualer giver en lille smule håb i en tid præget af splittelse og økologisk- og humanitærkrise.