Læserbrev af Elle-Mie Ejdrup Hansen: Hein Heinsen – nu må du holde inde

Elle-Mie Ejdrup Hansen svarer på Hein Heinsens læserbrev, som kan læses her.
Debatten vedrører Ejdrup Hansens 25 år gamle mindesmærke Linien, Lyset – Fredsskulptur 1995, der bestod af en lyslinie langs den vestjyske kyst i anledning af 50 året for befrielsen. En debat der er reaktualiseret af Ejdrup Hansens udstilling STILL (for) PEACE på Viborg Kunsthal.

Læs artiklen Fredsskulpturen der skabte danmarkshistoriens største kunstskandale
Læs artiklen Nye bevidsthedshorisonter i baglyset fra Elle-Mie Ejdrup Hansens Fredsskulptur.

Du kan nævne Kierkegaard, Løgstrup, Bomholt, Gud, ja, hvem som helst i dit indlæg i Kunsten.nu om udstillingen STILL (for) PEACE på Viborg Kunsthal. Men grundpræmissen for din kritik af Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995 er forkert nu i 2020, som din kritik var i 1995!

Du skriver, at Linien – Lyset består af vertikale laserlinier, men det er ikke korrekt. Linien – Lyset var en 532 km lang horisontal laserlinie med 17 lodrette lyslinier, der kunne ses på afstand, som en lysende totempæl, der markerede, hvor folk gik ned og samledes, der hvor Palle Mikkelborgs musik var.

Modstandsmændene Flemming Juncker og Ole Lippmann, ønskede at sammenligne Linien – Lyset med Albert Speers lyskatedral i Nürnberg med 159 søjler, der stod tæt og dannede en lysvæg på en meget lille plads, der på ingen måde tåler sammenligning med 17 himmelstræbende lyslinier over en strækning på 532 kilometer langs vestkysten. Linien – Lyset var en horisontal laserlinie fra Skagen til Sild. Albert Speer har aldrig arbejdet med en horisontal lyslinie og laserlys var ikke opfundet dengang.

At tænke sig, at du i dag hævder det samme som i 1995, at du end ikke benytter lejligheden til at genoverveje en så alvorlig beskyldning og sammenligning er sjældent tankeløst. Albert Speer var ideolog og arkitekten bag koncentrationslejre og dermed holocaust, tvangsflytning af jøder, Atlantvolden fra Nordkap til den fransk-spanske grænse, en af Hitlers allernærmeste rådgivere.

Da jeg lagde lyslinien hen over bunkerne var de forvitrede og havde fået skulpturelle former af hav, vejr og tidens tand. Alle bunkerne var 50 år senere, synlige tegn på nazisternes og Speers fald! Og samtidig rummer de fortsat historien om 70.000 danske arbejdere, der byggede dem fra efteråret 1943 – 1944, altså efter samarbejdspolitikken ophørte – og det faktum at den danske stat betalte.

D. 24. februar 1995 – altså godt 2 måneder før mit værk Linien-Lyset, Fredsskulptur 1995 blev realiseret d. 4. maj 1995 og efter 5 års intenst arbejde med at skabe værket, kunne jeg læse dit læserbrev Lys over land og laser i Politikken. Jeg forstod, at jeg var marginaliseret – ’den man ikke måtte lege med’ – i dansk kunstliv, når jeg havde afsluttet mit arbejde på Vestkysten.

Dit hovedbudskab var, at mit sindelag var tvivlsomt (læs: nazistisk), at jeg plagierede Albert Speers lyskatedral, at jeg ikke var kunstner, at jeg ikke vidste, hvad jeg selv tænkte eller sagde (Ja, alt det Flemming Juncker havde fremført tidligere, var blevet dit). Dertil fremførte du også Gud: at jeg trodsede billedforbuddet. Citat fra Hein Heinsens læserbrev i Politiken fra 1995: ’Kunst holdes i ave af billedforbuddet, som siger, at der er noget, der er så helligt, at det ikke må afbildes’.

Jeg fortolker dit læserbrev som en sønderlemmende og foragtende magtdemonstration. Jeg kunne ikke være værre beskrevet menneskeligt og fagligt. Den magtudøvelse, du brugte dengang, havde ikke bare konsekvenser for mig, men var også et kraftfuldt signal til andre kunstnere om, hvad der kan ske, når man stikker næsen frem – offentlig udskamning fra magtfulde mænd i kunstverdens top. Det er min påstand, at det ikke blot skadede mit arbejdsliv og min person, men også den måde, der blev talt om kunst på, hvem der udtalte sig om kunst, men også om kunstens rolle som en betydende stemme i samfundet. Kunstens betydning blev minimeret til stor skade for os alle.

Da modstandsmanden Flemming Juncker havde igangsat en kampagne, der sammenlignede Linien – Lyset med Albert Speers lyskatedral i Nürnberg og dermed nedgjorde mig, var der vægtige modstandsmænd og kvinder: dr. med. Gunnar Auken, Biskop Vincent Lind, Chefredaktør Bent A. Koch, Politiker Ebba Strange med flere, der sagde fra. Men det skete desværre ikke i kunstverdenen. Din magtfuldkommenhed blev ikke modsagt, men jeg aner forandringer, noget pulserende – et nybrud.

Selvfølgelig opstod frygten for eksklusion. Jeg kendte godt kunstverdenens struktur, og din og Akademiets magtposition var utvetydig i midten af 90’erne. Ja, vi har to meget forskellige syn på, hvad kunst var dengang. Nu igen i 2020 gentager du, at jeg var uerfaren, og at jeg ikke indgik i kunstverdenen, det er ikke rigtigt. Men jeg vedgår, at jeg ikke har den erfaring at have været din elev – og måske godt det samme.

På trods af, at jeg som de fleste er vokset op med en patriarkalsk opdragelse, så har jeg dog billedligt talt lært at geare ned i tredje gear for at overhale, også mænd om nødvendigt. Den evne, den ambition tog jeg med mig ind i arbejdet med at skabe kunst. Og den kolliderede med den altdominerende tanke om, at kun manden kan være det kunstneriske geni.
Den tid er forbi!

Når jeg i dag tænker tilbage, har jeg haft de bedste lærere med Inge Bjørn og Gitte Kath, for blot at nævne to. Men gennem tiden har jeg haft svært ved at agte min tekstile baggrund, fordi den generelle ’talen’ det tekstile og det kvindelige ud af kunsten har sat sig på mine skuldre. Men det er væk i dag. Min faglige baggrund er præcis, som den skal være.

Hvis du havde taget turen til vestkysten d. 4. maj 1995, ville du have oplevet denne taktile tråd-lysende linie, liggende der i mellem hav og land. Ja, den laserlinie var sanselig, forgængelig, flygtig og fyldt med stedet – hav og sand. Den var skrøbelig, det var ikke nogen magtdemonstration som Nürnberg. Dens form havde ingen lighed med Albert Speers lys. OG der var fyldt med mennesker på stranden.

Ja, jeg arbejdede helt bevidst på at få Fredsskulptur 1995 til at blive en del af den officielle markering som en del af værkets iboende kritik af vores nationale historieskrivning om 2. Verdenskrig og dens ceremonielle begivenheder. Det, at koordineringsudvalget med Poul Nyrup Rasmussen (S), Mogens Lykketoft (S), Marianne Jelved (R) og Mimi Jakobsen (CD) bevilligede 15 mio. til 5. maj markeringen var hovedsagelig til arrangementer for og med modstandsfolkene og befrielsen. Dertil øremærkede udvalget 1 mio. til Fredsskulptur 1995, der handlede om fred og pegede fremad modsat de fleste andre arrangementer. Den horisontale lyslinie var en hilsen om fred og forsoning.

Lige netop den bevilling betød, at Poul Nyrup Rasmussen blev truet som statsminister, og det er netop et af mine spørgsmål og en bevæggrund for at dykke ned i arkiverne, og en af grundene til at jeg har søgt aktindsigt i Rigsarkivet, Statsministeriet og hos Politiets Efterretningstjeneste PET.

I Statsministeriet finder jeg så bl.a. din (og kunstprofessorernes) henvendelse om at få et møde med departementschefen om Fredsskulptur 1995 – det får du ikke, men bliver ringet op af en sekretær i statsministeriet, og der bliver taget et referat d. 14. februar kl. 15.38:

Emne: professor Hein Heinsen.
Samtale med kunstprofessor om Fredsskulptur 1995.
Citat: ”Jeg har efter aftale med (….) talt med professor i skulptur Hein Heinsen som ønskede at vide, hvem der havde det politiske ansvar for fredsskulptur 1995. (…) Han borede i, at Statsministeriet jo så måtte have haft en begrundelse for at støtte projektet med 1 mio.kr., det kunne give statsministeren problemer. Det gled jeg af på. (…) Han oplyste, at der bag projektet ikke stod en eneste anerkendt dansk kunstner, og at Elle-Mie Ejdrup Hansen selv var kunsthåndværker. Det var fra en kunstnerisk vinkel hel misforstået (…) det var der skrevet tykke bøger om. (…) Han refererede til den artikel, Information havde bragt i sidste uge, hvor en arkitekt vurderede projektet kunstnerisk – med referencerne til Speers lysstråle I Nürnberg. Det var tæt på, hvordan ’vi’ vurderede projektet. ’Vi’ var alle landets kunstprofessorer. (…) Den konkrete grund til, at han ringede – forklarede han – var, at han selv havde lavet en skulptur, en skæv søjle, og at der i aften ville være et tv-program om denne søjle – lige efter eller lige før et program om Fredsskulptur 1995 (…)’

Det er svært at forstå, hvor dit drive mod dette projekt kommer fra? Men jeg viser dig gerne rundt i udstillingen STILL (for) PEACE, for at vise, hvorfor og hvordan jeg har skabt udstillingen.
Om det overhovedet interesserer dig? Du vil kunne se alle de andre værker, der blev skabt langs vestkysten – Jorg Immendorff, Antony Gormley, Micha Ullmann, Joachim Bandau, Bente Stokke, Dmitri Prigov m.fl. samt høre folketingsdebatten D. 8. marts 1995 mv.

Dit læserbrev i Politikken 24.02.1995 ligger i stakken med alle de mange tusinde andre, men referatet af dit (kunstprofessores) henvendelse til Statsministeriet, det indgår i værket Statsministeriet, bestående af to foto: 1) Trappen til Statsministeriet; 2) 57 arkiv kasser og jeg i Statsministeriet; 11 dokumenter: Notitser til Statsministeren; Et seks sider langt referat af Linien-Lyset, Fredsskulptur 1995 status i Statsministeriet fra 1994 – 1995 – et referat der søgte at beskytte Statsminister Poul Nyrup Rasmussen; Et dokument der varsler, at arkitekter underbygger ligheden mellem Linien – Lyset og Albert Speers lyskatedral; Statsministeriet aktindsigt tilladelse; Samt et afslag fra PET på aktindsigt.

Mit ønske har været, at skabe en udstilling, der taler ind i det ’nu’, vi er en del af i 2020, hvor det historiske er et naturligt kunstnerisk materiale, hvor det kvindelige – det feminine værk – er et lige så gyldigt kunstnerisk udsagn som det patriarkalske, hvor det horisontale monument om at huske konceptuelt og minimalt ses og forstås i sin helhed. Med brugen af bunkerne, et dekonstrueret krigsmonument som grundlag for en hilsen om fred, at historien om bunkerne er et kritisk historisk udsagn om at vores historie ikke blot er glorværdig, hverken personlig eller kollektiv, national eller international.

Jeg har genbesøgt og hentet den unge kvinde, der i sin tid så bunkerne som ar fra fascisme, analogt med arene på hendes egen krop efter cancer. Den unge kunstner, der tænkte og skabte et florlet og poetisk, et tungt og historisk værk. Den kunstner, der siger med klar stemme og blik at: ‘PEACE is not at national matter, but a global need’. Den, der kæmpede for, at Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995 blev en officiel markering. Den unge kunstner, der lovede sig selv at blive stående og gennemføre det med åbne øjne, og nu i 2020 forstår, hvor meget det krævede at stå alene bagefter.

Her i 2020, har jeg, som moden kunstner, læst og skrevet navnene på de mange tusinde afsendere af artikler og læserbreve, der er blevet til værket 34 meter. Tegnet en 20 meter lang klittegning uden bunkere. Læst dokumenterne i Statsministeriets arkivkasser. Skabt Arkivet, der er en 5,32 meter lang skulptur med korrespondance og organisationen bag værket. Jeg har genset videoer og siddet og lyttet til Folketingsdebatten, tænkt på Kulturminister Jytte Hilden, der bakkede det op fra start til slut og alle de ‘tæv’, det gav hende politisk og menneskeligt – men uden hende var det ikke blevet! Stået i Marie Højlunds Shitstorm nr. 1 og forstået, at det er min og vores historie; at sådan er vi vævet sammen af tid og erindring, der rummer mulighed for den enkelte gæst, der som beskuere kan reflektere over, hvor kompleks en historie vi er dannet af.

Mit ønske var at skabe nye værker og igen at arbejde med historien som materiale. Det er kernen i min produktion sammen med ønsket om at forstå og forsone sig med livet. Jeg tror, det er et almengyldigt ønske og behov.

At skabe en udstilling, der rummer muligheden for at reflektere over magt, erindring og historie, ved at åbne og transformere arkiverne til nye værker og udsagnet ART IS POWER.
Altså at reaktivere æstetik, ånd og en aktivisme af erindring og historien om en fascistisk tid, der er fortid. For at det forbliver fortid, så kræver det en vedholdende tro på fremtiden.