Landskabsmaleriet revisited – på den gode måde

Naturens tid
I Malbeks landskabsbilleder ser vi ikke på naturen, vi er i den. Løvhanget flimrer i ens næsebor, luften er intens, og træer, hav, blade, mennesker og detaljer af huse filtrer sammen i en kalejdoskopisk fornemmelse af erindret tid.

Èt af Malbeks billeder kan give lidt samme fornemmelse som at lade tommelfingeren glide gennem en flipbog, hvor mange billeder lejres ind over hinanden til ét motiv, som det samtidig er svært for blikket at fastholde. Udstillingstitlen – Still Waiting – antyder også følelsen af tid, der passerer og bevidstheden om tiden, der er gået.

Man kunne måske fristes til at sammenligne Christina Malbeks billeder med impressionismens skildringer af flimrende solnedgange og intense havestudier – som fx Claude Monets åkandebilleder fra haven i Giverny.

Og selvom der er en slags forbindelse, er der også noget ganske andet på spil hos Malbek. Hos hende er der ikke tale om øjebliksskildringer; det er ikke billeder af et sanset nu, men af noget der har lagret sig.

Landskabsmaleri med indbygget mixed media
De i alt elleve værker på Charlotte Fogh Gallery er alle lavet med airbrushmaling og pensel på lærred. Den tynde maling er altså ikke som tidligere hos Malbek sprøjtet på, men påført ved håndkraft. Det får malerierne til at ligne monumentale akvareller – en uendelig lethed og transparens parret med stort format og lærredets tyngde.

 Igen peger det på en samtidighed af tidsligheder – det hurtige og det langsommelige, nuets øjeblik og erindringen om det der var. Og denne materielle tidslige skizofreni går igen i værkernes motiver.

De har snapshot-karakter uden at være øjebliksbilleder. Man fornemmer således, at der meget vel kunne være fotografiske forlæg for motiverne – navnlig menneskeskikkelserne. Men hvor snapshottet – i hvert fald teknisk set – gengiver verden i konkret tid og rum, er Malbeks malerier billeder af sammentrukken tid.

Den dag Skagensmalerne ikke valgte
I de fem nyeste malerier har Malbek zoomet ud i panoramiske vuer af vesterhavbrede strande, hvor små menneskeskikkelsers vandring langs kystlinjen udgør en diskret rumlig inddeling af landskabet i for-, mellem- og baggrund. Disse lærreder er indfarvet i en svag blålilla nuance, der er med til at give serien et køligt og let distanceret udtryk.

Scenen med mennesker, der vandrer langs en strand, kender vi, men Skagensmalerne valgte aldrig den dag med havgus. Malbek holder her traditionen ud i strakt arm ved at sløre vores udsyn – bl.a. ved lidt ironisk at påføre lærredet pletter, så det minder om filmruller, som tidens tand har angrebet.  

Havebillederne fremstår mere komplekse og drager med deres detaljerige montager. Her er man ikke sikret et landskabeligt udsyn, men bliver jævnligt indfanget i organiske nærbilleder, der næsten har mikroskopbilleders karakteristika.

Malbeks malerier fortjener mere plads end galleriets trange rum kan tilbyde – og samtidig lidt mere intimitet. Men galleriudstillinger er jo også sat i verden for, at man skal forelske sig og tage kunsten med hjem, hvor man kan skærme den fra det hårde kommercielle lys og give billederne en hjemlighed at folde deres hemmeligheder ud i.

Malbek er ikke alene på samtidskunstscenen med sit arbejde med tidslige og mediale overlap (se fx Kasper Bonnén der er aktuel på ARoS), men hun gør det super overbevisende.

Det er sin sag at genfortolke landskabsmaleriet og traditionen for at spejle menneskesindet i naturen, men Malbek skaber insisterende billeder, der kender melankoliens virkemidler, men aldrig er banale eller sentimentale. Og det er godt gået.

SE FLERE BILLEDER HER