Landskabsmeditationer

Man blæses lidt bagover på Jesper Christiansens Forårsudstilling på Galerie MøllerWitt. Det skyldes blandt andet, at rumdannelserne er svimle, at detaljerne står med ekstrem klarhed, at billederne vokser ud af mørket. Men fremfor alt skyldes det, at malerierne er virkelig, virkelig gode.

Ret beset er der ikke noget nyt under solen. Udstillingen består af ti billeder (hvoraf et par stykker er meget store), og hvad vi møder på Galerie MøllerWitt er traditionelle malerier med helt igennem traditionelle motiver: Landskaber og interiører. Kunsthistorien er lastet til bristepunktet med sådanne genrerstykker.

Og fremstår disse landskaber oven i købet ikke som en romantisk skueplads under Christiansens pensler? Et tilbagetrukket sted, hvor moderniteten fortoner sig, og ‘evigheden’ breder sig ud? Her er ikke en væltet traktor (som hos Allan Otte), eller en jager på himlen (som hos Morten Barker). Man er snarere på tur med van Gogh i markerne omkring Arles i 1889.

Og forbinder Christiansen sig måske ikke åbenlyst med de store ånder i kunsten al den stund, at billederne rummer et væld af referencer til fordums mestre, som det dannede kulturmenneske forudsættes at have et familiært forhold til?:
En lille tegning af Lundby er foldet ud som maleri, en mønstret fresco fra Giotto dukker op som tapetet i en udestue, en trappe er føjet til ud fra en beskrivelse i Dantes Guddommelige Komedie. Og så videre: der refereres til T.S. Eliot, William Morris og Donald Judd, og under hele maleri-serien ligger Bach som baggrundsmusik, idet nodepartituret til en af komponistens symfonier dukker op som sprækker ind til den underlæggende sorte grundmaling.

Christiansen taler om, at man som beskuer kan ‘hoppe på’ disse referencer, og i galleriets baglokale har han i montrer og noter anskueliggjort nogle af de mange associationsrækker i billederne. Christiansen spiller bold med de tunge traditioner. I den forstand er der intet nyt under solen. Og så alligevel.

For selvom mediet, genren og referencerammerne er gennemtyggede, går det rent ind, at der stadig er rum for et nyt blik, en ny sansning og en ny fordybelse, som gør billedet helt levende i 2016. Det er en forfriskende erfaring.

Landskabet under et højspændt blik
Der er fire landskabsbilleder med motiver fra Sydengland og referencer til TS Eliots Fire Kvartetter. De resterende er Paradismalerier fra Odsherred med behørigt nik til Dantes Guddommelige Komedie.
I de sidste anskues landskabet indendørs fra – gennem vinduer eller noget, der kunne ligne en udestue. Vi får hermed en kombination af interiør- og landskabsmaleri, men med bevidst diffuse grænser mellem inde og ude. Det mønstrede tapet i Paradismaleri #XXIII er eksempelvis i symbiotisk forhold til de forårseksploderende buske og træer udenfor.

Rumdannelserne er svimle. Synsvinklen er ‘unaturligt’ hævet, som var maleren leviteret til en position oppe under loftet. Bordet i forgrunden ses ovenfra, horizontlinjen er høj. De arkitektoniske elementer i billedernes forgrund er kulisseagtige og ikke helt ‘korrekte’ i forhold til hinanden, som vi kender det fra den tidlige renæssance før udviklingen af det samlende centralperspektiv.

Det giver den højspændte fornemmelse, at hele scenariet er ustabilt, at stearinlysene kan tilte, frugterne trille af fadet, og en vinduesramme svæve som et abstrakt legeme midt i billedet. Det giver anledning til en mindre neutral iagtagelse og en mere ‘naiv’, kropslig og stoflig indtræden i billeduniverset.

Christiansen har grundet sine lærreder sorte, og det er på den baggrund, at farven træder frem, hvilket er med til at forstyrre billederne og give de tindrende skønne og meget dekorative scenarier en kant af uro. Så jo, vi betragter romantiske og traditionstunge billeder, men med sprækker, som trækker dem ind i en kontemporær ramme.

Paradiset er ikke et sted
Paradismalerier kalder Christiansen sine billeder, men paradiset er ikke et sted, selvom landskabet i Odsherred eller Sydengland kan tage sig nok så vidunderligt ud på en forårsdag – og bestemt gør det i Christiansens billeder.
Paradiset er derimod en indstilling, en måde at se på eller måske nærmere en form for et ekstremt nærvær, der forekommer at være det helt centrale ved disse billeder.

Der er ultratilstedeværelse i hvert enkelt græsstrå, hvert blad, hvert mønster i disse billeder, og Christiansen har malet hvert og et pedantisk og tidskrævende. Det giver det her look, der er mere hypersanset end egentlig supernaturalistisk og som på en måde er næsten umuligt at fastholde. Mere end et sted er det et nu, disse billeder søger at gribe.

Derfor ligger T.S. Eliots Burnt Norton på bordet i et af Paradismalerierne. Eliot er i dette digt netop optaget af nuet som kanalen til en større forståelse for det enkelte menneskes placering i universet. Christiansens billeder må have taget oceaner af tid at male, men jeg tror, det er nuet, de tilstræber.