
Tre dages seminar om lecture performance på Overgaden.
Lecture performancen er de senere år blevet et udbredt fænomen på den internationale kunstscene. Genren har rødder i 1960ernes performance- og konceptkunst og udspiller sig i spændingsfeltet mellem kunst og videnskab. Som en hybrid af forskning, forelæsning, billedkunst og performative fortælleteknikker adresserer lecture performancen væsentlige spørgsmål om kunstens status og potentiale i videnssamfundet samt om selve vidensproduktionens mekanismer og rammesætning.
Omdrejningspunktet for seminaret er en række eksempler på lecture performances af danske og internationale kunstnere, hvis bidrag dækker over et bredt spektrum af udtryksformer og undersøgelsesfelter af politisk, filosofisk, populærkulturel, juridisk og antropologisk karakter.
Seminaret byder desuden på samtaler og oplæg af førende forskere og teoretikere inden for feltet, som fra forskellige perspektiver vil belyse grundlæggende aspekter af lecture performancen.
Seminaret er åbent for alle og er en del af programmet First Floor, der gennem mindre projekter og længerevarende events præsenterer sider af samtidskunsten, som sjældent får plads i mere etablerede, institutionelle sammenhænge.
Fakta
Seminar
Lecture performance – mellem kunst og akademia
7 jun 2013 9 jun 2013
Overgaden - Institut for samtidskunst Se kort og tider
Fakta
Kunstnere: Florian Feigl (DE), Doug Fishbone (US), Chiara Fumai (IT), Ulla Hvejsel, Christina Marie Jespersen, Fay Nicolson (UK), Olof Olsson (SE), Sibylle Peters (DE), Katrine Gjerding & Viktor Tjerneld (SE)
Oplægsholdere: Gavin Butt (UK), Christian Eiming, Goldin+Senneby (SE), Lucia Rainer (IT/DE), Gertrud Sandqvist (SE), Cecilie Ullerup Schmidt, Laura Luise Schultz, Marianne Wagner (DE)