Lee Miller og livets surrealisme

Udstillingen Lee Miller og det surrealistiske blik viser amerikanskfødte Lee Millers (1907-1977) vidtspændende karriere; en lille smule foran kameraet, men i langt højere grad bag det. På Øregaard Museum har man valgt at lade billederne tale for sig selv, imens tekstformidlingen er meget begrænset. Det er givetvis et klogt valg, da Millers biografi er så sensationel, at den let kan blive distraherende for oplevelsen af værkerne.

Desuden er det meget få af Millers billeder, der kalder på yderligere forklaring, og det er ikke nødvendigt at henvise til hendes spektakulære liv for at se, at der her er tale om en usædvanlig kunstner, der både har et suverænt øje for den rene skønhed og som samtidig ikke viger tilbage fra selv de mest morbide og chokerende motiver.

Surrealist på egne præmisser
Det der først og fremmest gør Miller interessant som kunstner og samtidig adskiller hende fra sine surrealistiske kollegaer, er den evne hun besad til at få øje på det absurde i det ordinære. Godt nok rummer udstillingen klassiske eksempler på surrealistisk fotografi i form af dobbelteksponeringer, bizarre objekter og manipulationer, men de er relativt få i forhold til mængden af fotografier, som demonstrerer Millers evne til at se det uvirkelige i virkeligheden.

Mytestof
Når det er sagt, er Lee Millers livshistorie umulig helt at ignorere. Den kan let konkurrere med de fleste knaldromaner og har samme tiltrækningskraft på læseren, som den smukke, mystiske og ikke mindst kunstnerisk begavede Lee Miller havde på nogle af sin tids mest indflydelsesrige mandlige kunstnerkolleger for ikke at sige mænd generelt.

Af og til kan man næsten betvivle rigtigheden af nogle af de hændelser,  som kunstnerens søn, Anthony Penrose, der har skrevet et biografisk essay til udstillingskataloget, lægger for dagen. Som f.eks da Miller besvimede i armene på ingen ringere end den legendariske magasinforlægger Condé Nast, efter at han i sidste øjeblik havde reddet hende fra at blive påkørt af en lastbil. Eller da hun ved sit første møde med den surrealistiske kunstner Man Ray kækt introducerede sig som hans nye elev, og til hans indvending om at han ikke tog elever blot svarede: ”det gør du nu”.

Et celebert slæng
Til gengæld kan man ikke betvivle, at Miller har færdedes i inderkredsen af sin tids kunstneriske avantgarde, dertil findes der for mange fotografiske vidnesbyrd, som primært er resultatet af Millers egen finger på udløseren. Iblandt de kunstnere, som flokkedes omkring Miller, og som hun har fanget med sit kamera, finder man blandt andre Dalì, Picasso, Joan Miro, Joseph Cornell, Max Ernst og Dorothea Tanning.

Og selv om der er tale om billeder af kunstnerens venner, er det de færreste af Lee Millers portrætter som ikke også udgør en undersøgelse af surrealismen. Den surrealistiske kunstner Joseph Cornells ansigt i profil er blevet en galionsfigur på et af hans egne objekter, og i portrættet af en anden surrealistisk muse og kunstner, Nusch Élouard, siddende i en bil, afskærer bildøren kvindens hoved, så det giver indtryk af at svæve frit uden forbindelse til en krop. Dette billede viser desuden med sin filmiske stil frem imod nyere fotografi, eksempelvis Cindy Shermans iscenesættelser af klassiske Hollywood filmøjeblikke.

På begge sider af kameraet
Det dramatiske møde med Condé Nast blev afgørende for Lee Millers fremtidige liv og karriere, og for at det skulle blive hendes skæbne at fotografere nogle af sin tids vigtigste personer og begivenheder, samtidig med at hun selv blev fotograferet af nogle af tidens dygtigste fotografer, heriblandt Edward Steichen. Som ejer af Vogue satte Nast gang i Millers karriere som én af tidens mest eftertragtede fotomodeller og lagde dermed også kimen til Millers fremtidige arbejde for magasinet som modefotograf og krigskorrespondent.

Et enestående partnerskab
Hvis Condé Nast og Vogue således kom til at definere Lee Millers kommercielle og fotojournalistiske karriere, kom Man Ray i høj grad til at definere hendes artistiske. Igennem ham blev hun indlemmet i kredsen af surrealistiske kunstnere i Paris, og selvom der officielt var tale om et lærer/elev-forhold gik inspirationen begge veje.

En af de opdagelser inden for fotografiet, som de to gjorde i løbet af deres intense samarbejde, var den teknik der kaldes solarisering, hvorved der dannes en mørk kontur omkring den portrætterede. Kroppen som surreelt objekt og skulpturel form var en anden interesse, de to kunstnere delte.

Sjælens spejl
Hvor meget Lee Miller end inspirerede Man Ray, imens de arbejdede sammen, så kom hun til at inspirere ham endnu mere ved at forlade ham. Han bearbejdede hjertesorgen ved at skabe nogle af sine i dag kendteste værker. Han ændrede også sit tidligere værk object to be destroyed, 1923(i dag kendt som indestructible object), bestående af en metronom påklistret et fotografi af et øje, ved at udskifte det oprindelige øje med et fotografi af Lee Millers øje. En større version af dette fotografi (1932), som Man Ray forærede Lee Miller i afskedsgave, er også med på udstillingen på Øregaard Museum.

Øjne var i det hele taget et yndet motiv for surrealisterne, og Miller havde selv blik for det på sin egen måde, som det fremgår af fotografiet Sibius Øjne, 1938, hvor Miller har fanget ligheden med to par øjne i nogle tagvinduer i en bygning i den rumænske by Sibiu.

Den surrealistiske ørken
Efter en periode med eget fotostudie i New York giftede Lee Miller sig med den Egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey og flyttede med ham til Egypten. Selvom hun hurtigt kom til at kede sig i sin nye privilegerede high society-tilværelse og savnede den europæiske kunstscene, viser hendes produktion fra perioden, at hun kunstnerisk set havde gavn af den ro livet i Egypten gav hende til at udvikle sit eget unikke billedsprog.

En anden faktor var, at hun ikke havde sit eget mørkekammer og derfor ikke kunne efterbehandle sine billeder. I stedet perfektionerede hun sin evne til at udsøge det surrealistiske i omgivelserne og indfri det fotografiske medies iboende surrealisme ved at isolere udsnit af virkeligheden fra overraskende vinkler. Dertil kom, at ørkenlandskabet i sig selv var af en surrealistisk karakter, der inspirerede hende.

I et af sine mest kendte værker, Portrait of Space, 1937, der viser udsigten til ørkenlandskabet igennem et flænget net, leger Miller med vores visuelle forventninger og skaber en interessant dynamik imellem dybde og flade.I et andet billede, Cloud Factory, 1939,der er taget på en nedlagt bomuldsfabrik, har den krøllede hvide bomuld trængt sig ud igennem huller i de mørnede sække og mimer lammeskyerne på himlen over dem.

På frontlinjen
Lee Miller overførte sin sans for livets surrealisme til sine billeder af krigens groteske gru, da hun nogle år senere havde forladt Eloui Bey for kunstneren Roland Penrose og var udsendt som krigskorrespondent og pressefotograf for Vogue under 2. Verdenskrig – dengang Vogue ikke blot var reklamer og modereportager.

Her opsummerede hun essensen af surrealismen i et komisk billede af kollegaen David E. Sherman iklædt hjelm og gasmaske stående bag sit kamera i skyggen af en stor paraply. Han tog til gengæld et sensationsskabende billede af Miller siddende i Hitlers badekar. Men hun gik også helt tæt på krigens meningsløse vold og destruktion, og som en soldat med kameraet som både våben og skjold skildrede hun den nådesløst fra alle vinkler.

En fremsynet kunstner
Miller har længe stået i skyggen af de mandlige surrealister, måske fordi hun var en kvinde, og måske fordi hendes karriere spændte så bredt og var så infiltreret i hendes personlige liv. Men med flere nylige udstillinger af hendes værker, og senest denne på Øregaard Museum, er vejen banet for en større plads i kunsthistorien for en kunstner, hvis værker på mange måder virker mere fremsynede end hendes samtidige surrealistiske kollegers.