Livet med de døde

I den aktuelle udstilling Fraværets nærvær på Moesgaard Museum møder kunst, antropologi og arkæologi hinanden i fortællingen om, hvordan de afdøde lever videre i vores bevidsthed. Vi har talt med udstillingens to kuratorer, billedkunstner Ditte Lyngkær Pedersen og antropolog Ane Bonde Rolsted.

På Moesgaard Museum handler det i høj grad om døden. Det samme gør sig gældende i den aktuelle udstilling Fraværets nærvær, men her er det ikke de vanlige gravfund, der får lov at dominere. I stedet pryder fotografier, skulpturer og blåtryk det intime udstillingsrum med bidrag fra syv danske og cypriotiske kunstnere og etnografiske genstande såsom offerfigurer, en fletning og tåreflasker. Fraværets nærvær er et tværfagligt samarbejde mellem årets to europæiske kulturbyer, Aarhus i Danmark og Pafos på Cypern, og vi møder det danske kuratorteam bestående af billedkunstner Ditte Lyngkær Pedersen og antropolog Ane Bonde Rolsted dagen før udstillingsåbningen.

Jeg starter med at spørge de to kuratorer, hvilken fortælling udstillingens tværfaglige ramme skaber for værkerne, men forstår hurtigt, at det er værkerne og objekterne selv, som har dannet denne tværfaglige fortælling.

”Det har været en eksplorativ rejse ind i, hvad de forskellige ting kan på emnet. Derfor er det ikke så meget faglighederne som sådan, som indeholder den store fortælling, men de enkelte genstande, værker og ting, som har en fortælling,” fortæller Ane Bonde Rolsted.

Sorteringsarbejde
Udstillingen handler i særdeleshed om de kulturelle forskelle mellem Danmark og Cypern, og de er åbenlyst store – f.eks. de dominerende trossamfund i landene og Cyperns borgerkrigshistorie og interne stridigheder. Men i min samtale med kuratorerne hæfter jeg mig særligt ved én forskel: Der er langt flere ritualer til for at mindes de døde på Cypern end i Danmark.

Det er eksempelvis tydeligt i den cypriotiske kunstner Ergenc Korkmazels fotoserie A Black Cat Eats My Liver (2013), der detaljeret viser hans bedstefars begravelse – en ceremoni, der involverer mange praktiske elementer, blandt andet at liget vaskes og barberes, hvor familien selv står for flere af dem.

Men der er også universelle aspekter ved det at mindes de døde, og kuratorerne mener, at de har meget at gøre med materialitet – den måde hvorpå, vi forholder os til de dødes ting og bruger dem til at erindre. De fremhæver et videoværk af cypriotiske Yiannos Economou, der skildrer, hvordan han efterlades med en omfattende malerisamling, filmmateriale og fotografier fra sin afdøde far, som også var kunstner, og hvad stiller man lige op med det?

”Det er fuldstændig copy paste af de dilemmaer, som mange står med i dag. Vi har de her store, materielle samlinger af fotografier i familierne, men hvad gør man med familiefotografier, når det ikke er ens egne? Hvad kan vi bruge det til, og hvad har det af betydning for vores erindring?” spørger Ane Bonde Rolsted.

”Det er meget universelt – for er man nogensinde parat til det sorteringsarbejde, der opstår, når nogen går bort, og der er et liv, der stopper? Hvordan spiller filmen videre i de efterladte, og hvad vil det sige at sætte sig ned og redigere i en film om sine forældre?” tilføjer Ditte Lyngkær Pedersen.

Tingens stemning
Ditte Lyngkær Pedersen er selv bidragende kunstner på udstillingen, og hun fortæller, at arbejdet med værket Phantom of the Missing, der består af en lang række blåtryk af arvede genstande, fik sin begyndelse med en lampe, hun har arvet fra sin bedstemor.

”Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle stille den henne, men jeg ville gerne beholde den. Jeg tror, det er meget generelt, at man ikke nænner at smide det ud.”

I stedet for blot at udstille selve genstanden, begyndte hun at arbejde med blåtryk – eller cyanotopi, som er en fotografisk teknik, hvor man placerer et objekt på et stykke UV-lysfølsomt papir og eksponerer det i direkte sollys, hvorefter den blå farve fremkaldes i vand. Det blev en måde at komme længere ind i besjælingen af de dødes ting: ”Blåtryk er deciderede aftryk af tingene, men også en slags røntgenbillede, tingens DNA.”

Til projektet bruger Ditte Lyngkær Pedersen ikke kun genstande, som hun selv har arvet, men også venner og bekendtes arvestykker, ligesom hun har talt med slægtninge til forsvundne mennesker under borgerkrigen på Cypern om de genstande, der holder deres relationer i live.

Hvad tænker du, at kunsten kan trække frem som objektet ikke kan?

”Jeg synes, der opstår en abstraktion fra tingen til billedet, som peger på den stemning, der er omkring tingen. Så der er på den ene side de historier og fortællinger, som jeg sidder og fortæller dig, men så er der også det visuelle, som er åbent for stemning og fortolkning.”

Følelse af fællesskab
Fraværets nærvær stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi gør med vores relationer til mennesker, som ikke længere er fysisk tilstede.

Så hvad håber kuratorerne, at publikum tager med sig fra udstillingen?

”Jeg kunne godt tænke mig, at folk gik derfra med en følelse af fællesskab. En følelse af, at det er godt, hvis vi italesætter døden lidt mere, står mere sammen om det og konfronterer os selv med det. Og deler minderne, så det ikke skal være så ensom en oplevelse at miste,” siger Ditte Lyngkær Pedersen.