Lovløshed og anarki i Holstebro
På udstillingen The Staging Area på Holstebro Kunstmuseum indtager anti-helten hovedrollen i kunstneren Peter Linde Busks absurde og højst interessante univers.
På udstillingen The Staging Area på Holstebro Kunstmuseum indtager anti-helten hovedrollen i kunstneren Peter Linde Busks absurde og højst interessante univers.
På Holstebro Kunstmuseum har kunstneren Peter Linde Busk i udstillingen The Staging Area kastet sig over værker i så forskellige medier som maleri på lærred og kobber over tegning, collage og grafik til keramiske skulpturer.
Den absurde (anti)helt
I Peter Linde Busks værker er figurerne umiddelbart genkendelige som figurer. Med krøllet streg træder stikkelserne frem iført uniformer, masker, hatte og adelige klæder. Linde Busk har en forkærlighed for anti-heroiske, absurde og lovløse figurer, som fx Don Quixote, Hamlet og Harlekin – arketyper som går igen i mange af værkerne.
Specielt harlekin-temaet synes at være et gennemgående emne – både det kendte rombemønster og den tragikomiske figur, som hos Linde Busk har fået et mere forvrænget, dystert, uhyggeligt og grotekst udtryk.
Dyster Cobra
Men Busks figurer trues af en allestedsnærværende abstraktion, som i form af klatter, udtværinger og plamager er på nippet til fuldkommen at overskygge figurerne, og får dem til at fremstå isoleret.
I denne balancering på knivsæggen mellem det abstrakte og det figurative trækker Linde Busk tråde til den tyske ekspressionisme med Der Blaue Reiter og Die Brücke samt til abstrakt ekspressionisme og Cobra.
Men hvor disse populært betragtes som synonym for farveorgier og spontanitet, er Linde Busks værker overvejende en mørkere og mere dyster fortolkning af Cobra-kunsten.
Når Linde Busk endelig griber til farvepaletten er det ofte i hans collager, som fx All My Joy to This are Folly, Naught so sweet as Melancholy med harlekinmønsterets karakteristiske farver eller værkerne There is no easy way down og The dam has broken, young man, and only ourselves can fuck up, som leder tankerne hen på Gustav Klimts stiliserede og dekorative mosaikker fra hans gyldne periode.
Fascinationen af outsideren og afvigeren
På tværs af medier, farver og teknikker fastholder Linde Busk den røde tråd med værker som gennemgående synes at være befolket af et tragikomisk persongalleri, hvor inspiration er hentet fra mytologien, verdenslitteraturen og teatret.
Det tema udfoldes allerede i udstillingstitlen The Staging Area, som frit oversat betyder opstillingsområde og betegner et midlertidigt opholds- eller transitsted. Her venter Linde Busks figurer, fanget i transit – i en tilstand af stilstand. En uvis venteposition før den reelle handling og dramaet udfolder sig. Titlen bidrager til det absurde og tragikomiske ved figurernes situation og bevirker, at værkerne er ladet med spænding og ubeslutsomhed. Busks blik på de skæve eksistenser er kærligt-indfølende, men også fuld af satire og tør humor.
På trods af de mange referencer til historien og myten formår Linde Busk at gøre figurerne levende og relevante som symbol på en arketypisk antihelt, der også vækker resonans i nutidig kultur og tendenser. Fupmageren, afvigeren, tricksteren, skælmen, bedrageren og narren – alle er de at finde i Busks værker, som symbol på eneren der agerer uden for samfundets normer.
Figurerne vækker en sær blanding af uro og morbid fascination, som indbegrebet af en romantisk frihedstanke på den ene side og lovløshed og anarki på den anden. Det er en udfordring at spejle os i deres komplekse natur, og netop deri består tiltrækningen.
Fra samling til udstilling
Med The Staging Area har kunstneren og museet skabt en uhyre interessant og sammenhængende udstilling, hvis fokus på den abstrakt ekspressive stil er uventet og forfriskende i en tid, hvor denne kunst ikke har haft den akademiske verdens største opmærksomhed.
Derfor kan det også anbefales at gå forbi museets faste samling og med friske øjne se på værker af Cobra-kunstnere som Henry Heerup og Ejler Bille.
Fakta
Udstilling
The Staging Area
12 jan 2013 28 apr 2013
Peter Linde Busk
Holstebro Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Peter Linde Busk (f. 1973) er uddannet på The Royal Academy of Arts (2006-2009) og Slade School of Fine Arts i London (2002-2006), Hunter College of Art i New York (2004) samt på kunstakademiet i Düsseldorf (2008). Han er i dag bosat i Berlin.
Peter Linde Busk har udstillet adskillige gange i både ind- og udland, men udstillingen på Holstebro Kunstmuseum er hans første soloudstilling på et dansk kunstmuseum.