Lukkede malerier

Lad det være sagt med det samme. Det er et nørdet projekt, Ian Mckeever viser på Horsens Kunstmuseum. Det er maleri, der handler om maleri, og derfor er udstillingen Twelve Standing and Three også et temmelig selvomsluttende og ‘lukket’ projekt.

Mckeever har i et radiointerview tilbage i 90’erne sagt, at “gode malerier ikke lukker dig indenfor”. Og det forekommer da også som om, det er spillet mellem invitation og afvisning, mellem fladhed og dybde, der er anledningen til værkerne på udstillingen i Horsens.

I udstillingens to værkserier er et gennemgående træk en række lodrette bånd, der dels blokerer adgangen til billederne dels åbner sprækker og mulighed for adgang til dybere lag. Og dermed er det også næsten sagt, at det kræver tid og fordybelse, før Mckeever giver noget fra sig.

Otte ud af tolv og tre
Udstillingen er iscenesat i to rum. I det ene hænger otte værker fra serien Twelve Standing i en stram ophængning med tre sorte, tre hvide og to røde malerier. De lodrette bånd er med til at forstærke Twelve Standings vertikale format og orientering, og det understreges ydermere af, at billederne er opdelt i tre (eller fem) zoner eller paneler.
I det tilstødende rum vises de tre horizontalt orienterede (og tredelte) værker fra serien Three. De lodrette bånd og opdelingen af paneler går igen, men modsvares af en række svævende ‘bobler’ samt de landskabelige horisontale formater.

Systemmaleri
Mckeever (f. 1946) har vedholdt interessen for det abstrakte maleri, siden han debuterede i 1968, og i dansk sammenhæng har han været ret synlig med udstillinger blandt andet på Brandts, på Kunstmuseet i Tønder og hos Susanne Ottesen. Han arbejder altid i serier med mange malerier på en gang, og ofte er der tale om lange arbejdsprocesser, hvor billedernes lagdelte struktur vokser frem, og først over lang tid – og med behørige pauser – finder den karakter, kunstneren ønsker.

Det er en slags system-maleri med serielle malerier i samme format, med samme ‘motiv’.
Billederne trækker på tresser-traditioner som post-painterly abstraction og minimalisme, men er også parret med træk fra det gestiske maleri. Umiddelbart virker billederne næsten monokrome, og umiddelbart er der ikke så meget at komme efter. Men giver man sig tiden, er værkerne ret subtile.

Forskellige grader af transparens
Mckeever maler både med olie og acryl, hvilket skaber forskellige stoflige glans- og dybdevirkninger, og billederne rummer på sine præmisser store og nuancerede spænd med forskellige grader af transparens.

Det rå lærred er synligt i visse områder. Der er partier, hvor filigranagtige ‘natur-strukturer’ er opstået på baggrund af stærkt fortyndede oliefarvestænk, mens billedfladen andre steder er helt lukket af mat, uigennemtrængelig acrylfarve, på hvilken der ovenpå igen kan optræde glansfulde oliemalings plamager.

Disse effekter kan opstå i et sort maleri, hvor der (næsten) kun er malet med rent sort.

Foran, på og bagved
Den mest mærkelige effekt, Mckeever får skabt, er en kompleks næsten tredimensionel virkning. Selve billedfladen er særdeles tilstedeværende og højpotenseret. Vi er ikke i tvivl: det her er maleri som maleri.
Men hvor mange andre malerier opererer med perspektiv- eller dybdevirkninger ind i billedet – bag fladen så at sige – skaber Mckeever samtidig fornemmelsen af, at der er billedelementer, der træder ud foran fladen. Mckeevers billeder pulserer mellem et foran, et på og et bag fladen. Man skal stå fysisk foran billederne for helt at få den virkning.

De subtile lagdelinger er så til konstante forhandlinger. Eksempelvis er midterpartiet i værket Twelve Standing II ikke entydigt mere åbent for dybdevirkninger end sidepanelerne – snarere tværtimod. Og det selvom midterfeltet er opbygget af laserende tynde malerlag i forhold til sidepanelernes mere uigennemtrængelige bånd.

På samme måde er kontrastvirkningen mellem de sorte og de hvide billeder, der er placeret overfor hinanden, ikke mere hård end, at forhandlingen om dybdevirkninger og adgang til billedrummet er den samme i begge tilfælde.  

Fysikken
Maleriernes fysiske tilsynekomst og deres formater er centrale. Twelve Standing serien er netop stående vertikale formater. At de er store og har fysisk virkning forstærker korrespondancen med den opretstående krop, du befinder dig i som betragter i udstillingsrummet. Denne korrespondance forskyder sig, når man kommer til Three-serien med de horisontale formater. Fordi værkernes repetitive og serielle karakter er udtalt, bliver fysik og formater afgørende for oplevelsen.

De ‘bobler’, som faktisk også gemmer sig i Twelve Standing-billederne i form af konturslørede plamager, er formuleret tydeligere i Three-serien med skarpere kanter og antydninger af rumskabende modelleringer. Det tredelte format giver mindelser om triptykoner (tredelte alterbilleder), men strækker også billedet i retning af et stort univers i cinemascope format, hvor boblerne svæver som kloder. Alt sammen holdes dog i stramt greb af de lodrette bånd, der – som drivende regn ned ad ruden – holder os på jorden og i den konkrete materialitet, Mckeever aldrig fornægter.

Inside the White Cube
Twelve Standing and Three er en White Cube-udstilling i højeste potens. Det rensede hvide udstillingsrum er skabt til udstillinger som denne og omvendt: Mckeever skal ses sådan et sted, der har distanceret sig grundigt fra verdensstøjen. Selv titelskilte er efter kunstnerens ønske fjernet fra rummet, så billederne kan stå rene uden forstyrrelser af nogen art.

Det er på en måde for hermetisk, og man kan tænke kritisk om denne lukken sig om sig selv. Historisk har The White Cube og White-Cube-kunsten fået sine hug for den ekskluderende ideologi, den retteligt kan tilskrives.

Omvendt peger Mckeever netop på, at det er i kraft af en ekstrem ‘selvoptagethed’, at disse malerier ‘virker’. Går man med på præmisserne og skarpsliber sine sanser, bliver det helt meditativt.