Må man grine af negerkunst?

En kold og klam aften i marts er der ikke meget afrikansk varme i luften over Den Hvide Kødby på Vesterbro. Det er da heller ikke hverken farverige turistbrochurer med lokkende sandstrande eller folklore, der er på spil i For Your Eyes Only, der samler en række kunstnere inden for afrikansk videokunst – alle fra lande syd for Sahara.

Udstillingen skildrer den globaliserede virkelighed, som disse kunstnere opererer i – flere af dem er da også uddannet, bor eller arbejder uden for Afrika.

Lys i mørket
For Your Eyes Only vises i vinduerne en række forskellige steder i Den Hvide Kødby. Det er et resultatet af et samarbejde mellem Råderum – office for contemporary art og Afrikas største kunstbegivenhed Dak’art, der er en biennale for samtidskunst baseret i Senegal.

Værkerne kan opleves udefra hele natten (undtagen Oilman af Samba Fall, som findes i Butchers Lab, Høkerboderne 10, der lukker klokken 21).

Ballet Humanité
For Your Eyes Only former sig som en tur hele vejen rundt i Den Hvide Kødby og første stop er Achilleká Komguems Précarité (2006), der med en enkelt kameraposition skildrer et gadekryds i en afrikansk by.

Gående, motorcykler, busser, biler og kæmpetrucks udfører en nænsom ballet uden nogen form for regulering. Alle er overladt til hinandens nåde, hvilket går forbløffende godt, selvom guderne skal vide, at det ikke er alle, der kører lige efter reglerne.

Herefter følger Komguems Together (2007), hvor en risskål danner centrum for fællesskabet. Man ser aldrig andet en arme og hænder, som former risen, deler tilbehør og så videre. Igen en fantastisk enkel, men poetisk og sanselig måde at skildre fællesskab og menneskelig interaktion på.

Når historien er uomgængelig
Med Penny Siopis’ Verwoerd Speaks (1999) samt Guy Wouetes Africa Best Deal 1 (2007) og Codes Noirs (2007) strammer det historisk-politiske element til.

Hos Siopis er det Sydafrikas brutale apartheidsystem, der sættes i forhold til erindringen om almindelige hverdagsminder. Legemliggjort med private filmoptagelser af alt fra børn, der leger, til indvielse af et nyt damplokomotiv. Det virker ganske knugende set i historieskriverens klare lys.

Men det tilføjer også en menneskelighed til dem, der voksede op i denne groteske parallelverden. Også Wouete sætter undertrykkelsen af Afrikas sorte befolkning i spil.

I Codes Noir bliver opremsningen af menneskerettighedserklæringen til en rytmisk manifestation, der bringer ordene til live, som de aldrig har været før.

Man må slå et par skæve
I værkerne Praying for Peace (2006) og Lu et Approuvé (2007) adresserer man ligeledes politik og undertrykkelse. Ingen af dem slipper dog særlig heldigt fra det.

I Lu et Approuvé lader Amadou Kane Su en kvinde læse et protestskrift om Afrika og globaliseringen op. Masser af sandheder, der ville gøre sig på en konference, men som i denne kontekst ikke sætter noget på spil.

Nkosikhona Ngcobos Praying for Peace minder mest om en halleluja-kampagne for fred og fordragelighed mellem alle folkeslag – hvilket der selvfølgelig godt kunne være brug for. Men igen gør ensidigheden budskabet utroværdigt, og med sit pop-gospel soundtrack kunne den fint sendes i en reklamepause i en Champions League kamp.

De vendes og drejes så det er en fryd. Endelig sætter Samba Fall med sin logo-lignende animation, Oilman (2008), en så kompleks problemstilling som udnyttelsen af Afrikas naturresourcer og verdens afhængighed af olie på enkel formel.

Kunst, der fordrer varmt tøj eller indre glød
Til slut en lille praktisk bemærkning: placeringen udendørs, samt de kølige københavnske nætter kan stille krav til beskuerens udstyr.

Hver især har værkerne en længde, som man godt kan udholde på en kold aften i marts, men skal man se dem alle, er en rigtig varm frakke eller en god promille nok nødvendig for at holde varmen.

Alternativt kan man jo indlægge et passende antal pit-stops på de lokale barer – her kan man få varmen, mens man arbejder på promillen.