Maj-Britt Boa og Eva Steen Christensen på Horsens Kunstmuseum

Når det velkendte tager en foruroligende drejning
Efter en mindre vandring gennem salene på Horsens Kunstmuseum finder jeg et udstillingsrum uden vinduer. Her er en scenografisk belysning, hvor rummets hjørner henligger i mørke mens to porcelænssenge er kraftigt oplyst af spotlights. Til min forundring opdager jeg, at det blanke sorte gulv er et bassin med vand, og at himlen er projiceret ovenpå gardinerne ved hjælp af en projektor, så skyerne bevæger sig som i virkeligheden.

Kort fortalt så er intet, som det synes at være i dette rum. Umiddelbart ligner det en rolig scene fra en hospitalsstue, men porcelænssengene er alt for skrøbelige, og gulvet er oversvømmet af vand. Det betyder, at en eventuel patient må føle sig som Alice i Eventyrland. ”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?” ville Ludvig Holberg sikkert spørge, for Maj-Britt Boa bevæger sig i grænselandet mellem liv og død, vågen eller sovende tilstand eller måske mellem denne og en mere meditativ, åndelig verden.

Kolonihavens nydelige, hvide stakit går amok
Er det en rutschebane? Er det Banedanmark i arbejde? Nej – det er et stakit! Med værket Fencing fra 2006 udfordrer Eva Steen Christensen grænserne mellem ude og inde, privat og offentligt, og ved at give værket en engelsk titel får det endnu en dobbelthed: Indhegning og fægtning.

Hvis man brygger videre på den tangent, så kan man spørge til, om det er spredt fægtning, fægtning med arme og ben eller gestikuleren i affekt? Under alle omstændigheder indtager hegnet rummet på imponerende vis og den nydelige danskhed, der normalt er over et fint hvidt stakit, er blevet fortrængt af et monster, der slynger sig højt over hovedet på beskueren.

Fælles for de to kunstnere
Begge kunstnere leger således med grænsen mellem det private og det offentlige – inde i haven eller ude på vejen, hjemme på værelset eller ude på hospitalet. Begge tager de udgangspunkt i noget velkendt og fordrejer det. Man kan spørge, om det er foruroligende eller smukt? Jeg synes, at det er begge dele, både visuelt og indholdsmæssigt. For når det velkendte bliver fremmedgjort, maner det til ransagelse både af begreberne og deres sammenhænge.