Maj-Britt Boa
I sine bestræbelser på at inddrage rummet forsøgte Maj-Britt Boa sig i 90’erne med det skulpturelle medie. Her skabte hun skulpturer, der – på trods af skulpturens i klassisk forstand afgrænsede udstrækning – gik i dialog med sine omgivelser og beskuere.
Skulpturen blev således en overgangsfase for Boa – fra maleri til installationskunst – men også til fotografi, hvor ønsket om at iscenesætte virkeligheden og inddrage det omgivne landskab har en central rolle.
En rød tråd i Boas arbejde har dog været til stede fra begyndelsen; hendes værker kredser om tid, eksistens, religion, identitet og om de forskydninger og sprækker, der kan give os et nyt blik på faste positioner.
Boas totaliscenesættelser involverer krop og sjæl, og det skaber rammerne for, at beskueren kan sætte sig selv i spil.
