Malene Ratcliffe og Lotte Juul Petersen

At købe og bruge kroppe
Kristoffer: Kan I kort fortælle om projektet og grundideen bag Trading and Using Bodies?

Malene: Som udgangspunkt er det et forsøg på at vende holdningen til hele feltet omkring trafficking: Det er ikke bare kvinderne og miljøet omkring dem, der har problemer, men derimod er det et reelt samfundsproblem, som vedrører os alle sammen. De voldsomme brud på menneskerettighederne, den globale økonomi, der gemmer sig bagved de prostituerede og den stiltiende accept, som samfundet udviser, danner tilsammen en helhed, som samfundet er nødt til at reagere på. Derfor har vi også indgået et samarbejde med Birgitte Kofod Olsen, national leder ved Institut for Menneskerettigheder, der kæmper for juridiske rettigheder på området.
Vi håber således at komme bredt ind på emnet. De tre satellitter er et billede herpå: Dels er ” Trading and Using Bodies” repræsenteret her på Overgaden, men ligeledes har ”Husk Mit Navn” lavet en plakat, der er sat op mange steder i byrummet, og sidst har vi arrangeret screeninger i Air Play Street Gallery, som fungerede som optakt til debataftenen på Overgaden tirsdag den 20. marts.

Kristoffer: Hvorfor er det vigtigt at fortælle disse historier?

Lotte: Vi har valgt nogle værker, der efter vores mening formår at gå bag om de enkelte historier og skæbner og enten dokumenterer økonomien omkring fænomenet eller simpelthen interagerer med dette miljø. Det er nogle modige værker, som i stedet for at forsøge at nå en sandhed om den enkelte kvinde, belyser den globale markedslogik, der ligger til grund for problemet.
Det er derfor også nogle åbne værker, som eksempelvis Tadej Pogacars spil, som blev præsenteret i forbindelse med Air Play Street Gallery og på debataftenen. På alternativ vis interagerer spillet med beskueren og kræver denne indblandet i en større økonomi omkring fænomenet trafficking. Som i mange af videoerne var vandringen, som kroppene tvinges ud i, her helt central. De prostituerede har ingen chance, når de bliver fjernet fra deres hjemland, sprog, familie og kultur. De bliver dybt afhængige af hele det system, der på det groveste udnytter dem. Og det er dette system, der må belyses mere end den enkelte skæbne, hvis man ønsker at ændre på grusomhederne. Vi må give dem meget bedre muligheder for at sige fra. På nuværende tidspunkt ryger de i fængsel eller bliver udvist, hvis de ønsker at gå til politiet. De er jo illegale indvandrere. Denne kriminalisering er dybt problematisk, for den fanger kvinderne i deres frygtelige situation.

Kristoffer: Er der ikke en fare for, at kunstnerne – og kuratorerne – kommer til at tale på de prostitueredes vegne? Gælder det ikke om at lade dem komme til orde, i stedet for at repræsentere dem?

Malene: Det er sjovt du spørger, for det er netop en af de ting, som har været oppe at vende omkring debatten vedrørende ”Human Trading”. Nogle har kritiseret os for at vælge paneldeltagere uden at tilgodese den prostituerede. Der var jo ingen i panelet. Man kunne således rejse en kritik af, at vi taler på deres vegne. Men dette aspekt har helt sikkert været med i vores overvejelser. Dels synes vi ikke, at enkelte personer skulle virke som repræsentanter for hele den globale økonomi, hverken os eller den enkelte prostituerede. Vi ønsker netop at italesætte systemet bag og ikke de enkelte personer, for herved at afsløre hvilken kompleks global økonomisk mekanisme, der ligger bag den enkelte prostituerede.

Kristoffer: Alt dette lyder jo enormt spændende, men er det ikke politikernes arbejde at tage sig af den kritiske situation? Hvad kan kunsten at bidrage med i en sådan debat?

Lotte: Kunsten har netop en mulighed for at henvende sig om det fælles til det enkelte menneske på et mere personligt niveau. Ved at betragte problemet som et fælles samfundsproblem, der vedrører os alle, kan kunsten stille spørgsmålstegn ved gængse opfattelser af problematikken.
Ja, og kunsten kan jo netop organisere tænkningen på nye måder og således skride ind i andre dimensioner. Vi opfatter absolut ikke kunsten som en autonom og afgrænset størrelse, der står udenfor resten af samfundet. Kunsten findes jo i virkeligheden – og er jo virkelig. Derfor skal den da også tage virkelige problemstillinger op til debat og gennem ytringsfriheden udfordre opfattelsesnormen.

Kristoffer: Kan I fortælle lidt om jeres visuelle udtryk? Der er ikke mange vilde visuelle indtryk, men derimod synes den visuelle side at være nedtonet og renset for glamour.

Malene: Vi benytter os jo primært af videoværker. Vi har valgt at nøjes med én video om dagen herude på Overgaden. Det er et voldsomt emne, og vi ønsker derfor en enkel oplevelse, man kan fordybe sig i frem for mange visuelle indtryk. Ved fx udstillingen Sexwork, som fornylig blev vist i Berlin, var der efter vores mening for mange visuelle indtryk, som forvirrede – den udstilling handlede jo også mere bredt om sex, mens vi ønskede at fokusere på den globale bagside af den glamourøse verden. Det er jo på ingen måde en glamourøs dagligdag, de omtalte kvinder lever. Så det visuelle indskrives i samme etiske diskurs som den indholdsmæssige side: Vi ønskede at det blev et udtryk for indholdet.

Kristoffer: Hvorfor har I indgået samarbejde med Institut for Menneskerettigheder?

Lotte: Vi har allerede været inde på, at kunsten kan blande sig – eller ligefrem er en del af – andre sfærer end sin egen. En af grundtankerne med projektet var jo netop at skabe en tværfaglig platform, hvor kunsten og menneskerettighederne behandlede emnet sammen. Dette har imidlertid også været en af de store udfordringer ved projektet. Vi har ofte været i en position, hvor vi blev nødt til at forsvare kunsten som mere end blot et middel til at kommunikere deres ideer ud; kunsten er ikke et reklamebureau, som pynter idealer og gør dem spiselige.
Men det har også været frugtbart. Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, var en stærk samarbejdspartner, når det gjaldt om at sætte fokus på området. Vi var enige om, at samfundet må og skal tage dette problem mere seriøst. Regeringens ønske om, at 20% i 2020 ved, hvad trafficking er, og hvorledes man skal reagere på det, er simpelthen for uambitiøst.

Malene: Det er derfor også vigtigt for os at følge op på projektet. Vi føler, at det først lige er begyndt. Emner som mandens rettigheder, samfundets ansvar og den globale økonomi er nødvendige at diskutere fortløbende – og her har medierne et ansvar. Der er en kedelig tendens til at sige: Det er en gammel historie uden nyhedsværdi. Men hvis ikke engang 20 % ved, hvad trafficking er, er det altså nødvendigt at tage ansvaret seriøst.