Maltfabrikken i Ebeltoft: Ildsjæle henter internationale kunstnere til byen

Igennem en årrække har entusiastiske lokale kræfter arbejdet på at genoplive og omdanne Ebeltofts gamle maltfabrik til et storstilet, multifunktionelt kulturcenter. Som led i processen har man startet residency-programmet MALT AIR for internationale kunstnere. Vi har mødt stedets projektleder og residency-programmets første prøvekaniner for at blive lidt klogere på, hvad der foregår ude på Djursland.

”My hump my hump my hump my lovely little lumps”.

Det er en mørk novemberaften på Kunsthal Aarhus og med hvidt pulver på sin mørke ansigtshud og en armprotese i hånden bevæger den unge tyske kunstner Nicholas Grafia sig forførende ud mod de fremmødte, mens hans kælent citerer popsangen My Hump af The Black Eye Peas.

I sin performance gestalter Grafia den ikoniske danser Josephine Baker, idet han legende let glider ind og ud mellem race, køn og tid fra 1920’er-cabaret i Paris til nutidig amerikansk slutshaming over mobilen.

Blandt de godt 25 tilstedeværende er den brasiliansk-canadiske kunstnerduo Chico Togni og Kadija de Paula samt projektlederen Vibeke Wang. De er med Nicolas Grafia på udflugt.

På udflugt fra deres faste base på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor Vibeke Wang til daglig leder og står i spidsen for MALT AIR, et fire måneder langt residency-program for internationale kunstnere. Chico Togni, Kadija de Paula og Nicholas Grafia har været det første kuld – ”prøvekaninerne”, som Grafia formulerer det – af denne nye kunst- og kultursatsning på Jyllands dryptud.

MALT AIR og de mange muligheder

At internationale kunstnerophold på Ebeltoft pludselig er en ting, skyldes en række faktorer: Dels økonomisk støtte fra Statens Kunstfond. Dels det skræddersyede program, samarbejdspartnerne Kunsthal Aarhus og Statens Værksteder for Kunst i København er med til at facilitere: Mentorer som Toke Lykkebjerg (leder fra Tranen), Birgitte Kirkhoff Eriksen, (direktør på Museet for Samtidskunst), Jacob Fabricius (direktør på Kunsthal Aarhus) og kunstneren Kasper Bonnén. Platforme til talks og udstillinger. Hjælp fra kunstanmelder Mathias Kryger til at netværke med de rigtige personer i det københavnske kunstmiljø – og meget mere.

Modsat andre steder betaler kunstnerne ikke for residensen. Flybilletten er betalt. De får 8.000 kr. om måneden til leveomkostninger og en bolig stillet til rådighed sammen med værksted og atelier.

Men at talentfulde internationale kunstnere pludselig residerer i hyggelige, brostensbelagte Ebeltoft med de 7500 indbyggere, de mange specialbutikker, Danmarks eneste museum for moderne international glaskunst og Fregatten Jylland skyldes dog ikke mindst én særlig faktor: Ebeltofts egne ildsjæle.

Klokken var fem minutter i 12 for Ebeltoft

Går man bare 9-10 år tilbage var den stolte gamle middelalderby i knæ. Det var den ikke mindst, fordi byens 150 år gamle produktionsvirksomhed og rødkalkede højborg med de kamtakkede gavle, Maltfabrikken, stod til at blive revet ned og lavet om til et indkøbscenter efter at have maltet sine sidste korn i 1997.

Vibeke Wang gengiver nulpunktet: Hvordan butikker stod tomme og at man kort sagt stod foran det afgørende valg, om byen skulle være for pensionister afbrudt af den årlige sommerturisme, eller om der skulle ske en byfornyelse?

”Anders Byriel, der er adm. direktør for tekstilvirksomheden Kvadrat i Ebeltoft, stod på pladsen foran fabrikken med megafon og gav opsangen ”klokken er fem minutter i 12 for Ebeltoft. Hvilken vej skal det gå?”, fortæller Vibeke Wang om det halve år, de havde til at samle 21 millioner kroner og bevare byens højtravende kulturarv.

Folkets stemme faldt på en byfornyelse centreret i den gamle Maltfabrik. Gennem crowdfunding og folkeaktier købt af de lokale blev ”Den ny Maltfabrik” sat i gang. Et projekt, der skulle drives frem af kultur og de mange stedbundne potentialer.

”Her smækker vi alt sammen på et meget lille areal”

”En kvinde kommenterede, at ”det må være, ligesom det var at emigrere til USA i gamle dage”. Der er muligheder herude. Det her er en vanvittig drøm, der er skabt nedefra af nødvendighed”, siger Vibeke Wang om forandringen i den syddjurske hovedstad med en placering en times kørsel fra Aarhus.

Det kunne lyde som jysk sælgerjargon. Men der er tale om oprigtig entusiasme, mens stedets projektleder gennem 6 år viser rundt i den gamle fabriksbygning i en kakofoni af lokalradio, trykluftsbor og gennemtrængende vind, der til sommer gerne skulle have lagt sig med åbningen af byens nye erhvervs- og kulturcentrum.
”Hele projektet er et sammensurium af forskellige funktioner, aktører og baggrunde. I København ville man måske koncentrere det hele om musik eller et bibliotek. Her smækker vi alt sammen på et meget lille areal. Der er en anden vilje til at lære hinandens felter at kende herude på landet. Vi er jo ikke så mange om pladsen”, forklarer Wang, der ved siden af projektlederstillingen også har sin egen praksis med grafisk design og illustrationer.

Med inspiration fra et netværk af kulturfabrikker rundt om i Europa kommer Maltfabrikken – hvis arkitektur og graffitispor fra årene i en tom limbotilværelse er forsøgt bevaret – fremover til at rumme et offentligt bibliotek, lokalarkiv og kontor- og atelierpladser. Lokale og internationale gæstekunstnere skal være med til at udfylde hver en kvadratmeter.

Bygningen med det gamle maltlager over for bliver en kulturel madpyramide med et lillesøsterbryghus til Ebeltoft Gårdbryggeri i bunden, restaurant med retter fra det populære madsted SMAG i midten og koncertsted i toppen. Wang afslører, at Jakob Vinkler fra Smag tilmed ønsker at lave et udstillingssted for samtidskunst, der skal fungere som kunstrum i både restaurant og have.

På matriklen rundt om Maltfabrikken finder man til sidst to nye bygninger, der allerede er taget i brug til kunstnerværksteder, workshops og altså opholds- og udviklingssted for internationale kunstnere. ”Kunstnerklyngen” kalder de den bolig fyldt med dansk design, hvor jeg første gang møder Chico Togni, Kadija de Paula og Nicholas Grafia for at høre om deres refugie i Ebeltoft.

Det lokale engagement

”Folk i Ebeltoft er interesserede i at holde gryden i kog på tværs af sæsonerne. Denne iver adskiller sig fra København og større tyske byer, hvor folk er anderledes forkælede,” forklarer tyske Nicholas Grafia med de amerikanske og filippinske rødder.

Grafia er en ung multikunstner, der i maleri, performancekunst og videoinstallationer især behandler race- og kønsidentiteter. En af grundene til, at han kom igennem nåleøjet blandt de næsten 500 ansøgende billedkunstnere fra 84 forskellige nationer, var motivationen om at komme i kontakt med de lokale og lave et kunstprojekt, der udforskede Ebeltofts homomiljø.

Grafia fandt et dansk/canadisk-par, men deres rejseaktivitet besværliggjorde projektet. Til gengæld har han tilpasset en af sine performances til filmformatet med hjælp fra instruktøren Pia Bovin og hendes studerende fra den nærliggende Europæiske Filmhøjskole.

Og så har Nicholas Grafia haft mange ”sjove og interessante samtaler med specielt ældre mennesker” i byen. Det samme er tilfældet med de to kunstnere, Grafia har boet og arbejdet tæt op ad gennem fire måneder.

Fordelene ved Ebeltoft frem for København og Aarhus

”Da vi kom i august, blev vi inviteret med til Street Food-festivalen Eat the World. Vi lavede grillet karton. Det skabte mange anderledes samtaler, man ikke plejer at få i et mere traditionelt kunstmiljø. Det var virkelig berigende”, fortæller Chico Togni smågrinende om sit og Kadija de Paulas tidlige møde med ebeltofterne. Kunstnerduoens performances, installationer og sociale events er funderet i mad og i degrowth-bevægelsens antikapitalisme, antiforbrug og fokus på bæredygtighed. De har for eksempel holdt en workshop på Det Danske Talentakademi i Holstebro, hvor de lærte 50 studerende at tilberede grød af restvarer og designe plakater og skilte med genbrugspap- og papir.

Togni og de Paula har på grund af den politiske situation i Brasilien set sig nødsaget til at flytte rundt de seneste tre år i residency-ophold i forskellige storbyer. De er trætte af at bo i store byer. De har konkluderet, at deres socioaktivistiske kunst bare fungerer bedre i mindre befolkede områder.

Nicholas Grafia har nydt godt af at opleve kunstmiljøet i København og Aarhus og rejser til New York, som MALT AIR imødekommer. Men han har også dannet sig klare refleksioner over fordelene ved at skabe kunst i mere intime og afsidesliggende rammer.

”En de store forskelle her, er, at folk kigger længere tid på tingene. De giver sig tid til at tænke over, hvad de ser. Performances og happenings i storbyer ender ofte med at falde hurtigt i glemslen som endnu et hurtigt afviklet event. Folk her prøver at engagere sig, mens der er en højere grad af Tinder-tilgang i storbyerne ”swipe til højre, swipe til venstre, næste”.

Kontakten, der strækker sig langt udover opholdet

I december kom den seneste kunstner, tyskeren Karolin Schwab, der som de mange bosiddende kunstnere på egnen vil lade sine installationer tage form af det bakkede og mangfoldige naturskabte landskab omkring Nationalpark Mols Bjerge.

Man kunne let få den tanke, at der i residency-programmet lå et krav om stedsspecificitet med kunstnerisk produktion i lokalmiljøet. Sådan forholder det sig imidlertid langtfra.

MALT AIR-programmet handler i sin essens om at researche og netværke. Det handler om at udveksle erfaringer med danske aktører og give inspiration til noget, der måske mangler på den hjemlige kunstscene.

I aftalen står der intet om produktion af stedsspecifikke værker – de er positive biprodukter motiveret af de fordelagtige rammer i Ebeltoft.
Det er en blanding af aftale og stedpåvirkning, der ligger til grund for Nicholas Grafias afsluttende performance den mørke novemberaften på Kunsthal Aarhus.

”Whatcha gonna do with all that junk. All that junk inside that trunk. I’m a get get get get you drunk. Get you love drunk off my hump”, synger Grafia og med armprotesen kærtegner han Chico Tognis og Kadija de Paulas former, mens Vibeke Wangs øjne signalerer stor begejstring.

Et par dage efter tager Nicholas Grafia hjem. Sammen med de to andre prøvekaniner, MALT AIR og Ebeltoft er fundamentet dog skabt til en ny og kunstnerisk frodig fremtid for den gamle Maltfabrik.

”Det, at vi er en anelse isolerede herude, har fået os til at finde sammen og skabe et fælles bånd”, konstaterer Chico Togni og følges op af sin nye kunstfælle Nicholas Grafia.

”På et ophold i en storby som København har man måske allerede flere kontakter. De bånd, vi binder her i Ebeltoft, er af en anden livslang kvalitet”.