Max surrealisme!

Man skulle næsten tro, at der var for meget surrealisme på de danske museer for tiden, men Rasmus Kjærboe kaster håndtegn.

Dadaistisk-surreel kærlighedsforvikling. Parret (Parret i knipling), Max Ernst, 1923, Museum Boijmans van Beunigen, Rotterdam. Pressefoto.

Man skulle næsten tro, at der var for meget surrealisme på de danske museer for tiden, men Rasmus Kjærboe kaster håndtegn.

Det ligner mere end en tilfældighed, at Arken, Statens Museum for Kunst og Louisiana præsenterer hvert deres bud på en repremiere på den forslidte historie om surrealisterne, deres galskab, revolution og eksperimenter.

Det er dog en total mumificering af en (engang) sprællevende og provokerende kunstretning, når den kanoniseres og udstoppes med store blockbusterudstillinger.

Almindelig søndag på Louisiana
Historiens fremmarch har kuldslået surrealisternes revolutionerende projekt mere end en smule. Er Louisianas nyåbnede udstilling med Max Ernst andet og mere end en forkølet lektion i kunstens udvikling?

Populærtryk omformet til noget foruroligende  ... og mislykket for tredje gang, illustrationsforlæg til La femme 100 têtes, Max Ernst, 1929, Foto: Jacques Faujour, Centre Pompidou, Musée national d’art moderne/Centre de création industrielle
Populærtryk omformet til noget foruroligende … og mislykket for tredje gang, illustrationsforlæg til La femme 100 têtes, Max Ernst, 1929, Foto: Jacques Faujour, Centre Pompidou, Musée national d’art moderne/Centre de création industrielle
 Under vandet over jorden.  Napoleon i vildmarken, Max Ernst, 1941, The Museum of Modern Art, New York. Pressefoto
Under vandet over jorden. Napoleon i vildmarken, Max Ernst, 1941, The Museum of Modern Art, New York. Pressefoto

At dømme efter reaktionerne hos det almindelige søndagspublikum, sølvræve og småbørnsfamilier fra middelklassen med den kulturelle kapital i orden – så nej; ingen forargelse eller chok at spore. Men dette er ikke en anmeldelse af publikum. Og der er mere at komme efter end kaffe i cafeen.

Helt i orden billedstil
Og Ernsts billedverden holder stilen fint. En serie malerier af tomme landskaber med mærkelige figurer og hemmelighedsfulde horisonter fra 1920’erne og frem fryder mystisk. Smågroteske sammenklip og overmalinger af tryk fra 1800-tallets mest kulørte presse forbavser og udfordrer.

Uanset international anerkendelse og smagfuld ophængning, så er det flot. I ordets mest stringente forstand er der ingen mening i disse malerier og collager. Der er snarere en absurd og irrationel betydning i det velkendte, der omformes og genskabes på ny.

Selv når det antydningsvist bliver spirituelt, når farven og formerne bliver symbolladede, som i det meget senere En galakses fødsel, så er der noget, der stritter og ikke passer. Hvad er dybde, og hvad er grund? Hvordan er det overhovedet malet?

En organisk drømmeby eller ophobning af tilfældigheder? Hele byen,  Max Ernst, 1935-36, Kunsthaus Zürich. Pressefoto
En organisk drømmeby eller ophobning af tilfældigheder? Hele byen, Max Ernst, 1935-36, Kunsthaus Zürich. Pressefoto
Et kaos af former bag en tilsyneladende orden.  En galakses fødsel,   Max Ernst, 1969, Beyeler Collection, Basel. Pressefoto
Et kaos af former bag en tilsyneladende orden. En galakses fødsel, Max Ernst, 1969, Beyeler Collection, Basel. Pressefoto

Legende let
Kurver, bølger og amorfe former er gennemgående i kunstværkerne fra tiden efter Dada og den surrealistiske tid frem til midten af 30’erne. Ernst havde allerede gennemprøvet mange udtryk og leget psykoanalytiker og patient i sine malerier.

Underbevidstheden er en billedmaskine.  Den forestående pubertet ... (plejaderne), Max Ernst, 1921, Privateje, Courtesy Blondeau & Associés, Paris. Pressefoto
Underbevidstheden er en billedmaskine. Den forestående pubertet … (plejaderne), Max Ernst, 1921, Privateje, Courtesy Blondeau & Associés, Paris. Pressefoto
Efterhånden som værkerne viser færre menneskeformer og går i tættere dialog med naturen i bizarre frotteringer over træ, sten og blade, så bliver det hele mindre og mindre gammelkendt surrealisme. Louisianas udstilling vokser i intensitet efterhånden som naturens overflader og kunstnerens kalkulerede spontanitet går i samspil.

Det ligner en leg, når der gnubbes og maling skrabes bort for at afsløre skjulte underlag. Og det ligner den type drømme, man aldrig husker, fordi de ikke handler om noget konkret.

Bort med historien, ind med nerve!
Max Ernst var en fornyer af billedkunsten, som man kan læse i de fleste historiebøger om kunstens modernisme. Udstillingens første del beviser dette igennem mange meget fine værker, men det er dog den lidt senere eksplosion af former og teknikker, der i dag virker helt frisk.

Uden at ligne Fie Norsker og hendes medsøstre, så er parallellen alligevel slående. Der er en nerve i det fantastiske landskab og den voluminøse natur hos Max Ernst; en pensionsmoden kunstner med street cred. Eneste lille hjertesuk er udstillingens størrelse.

Genbesøg tilrådes!


Fakta

Udstilling

Max Ernst: Drøm og revolution

6 feb 2009 1 jun 2009

Max Ernst

Louisiana Museum of Modern Art Se kort og tider