Mellem det subsistensløse og guddommelige

Kunst i uderum er en krævende sag. At sætte en rampe i døren til den hvide kube og trille kunsten udenfor resulterer ofte i værker, der står alene under åben himmel og råber uden evne til at gå i dialog med den kontekst, de er placeret i.

Siden 2013 har Ordrupgaard dog vovet forsøget ved at invitere samtidskunstnere til at bidrage med værker til museets park. Ambition er, at værkerne skal forbinde parkens ydre natur med den franske impressionisme i museets indre, og fortolke og forvalte lysbrydninger og sanseindtryk på ny.

De gode intentioner om stedsspecifikke, dialogiske værker havde det svært med sidste års bidrag til Kunstpark Ordrupgaard. Ryan Ganders More really shiny things that don’t mean anything (2012) og Carsten Höllers Giant Triple Mushroom (2011) virkede fremmede med deres aggressive og maskulint erigerede form og attitude. Og de var fremmede. Ingen af værkerne var skabt til stedet og virkede måske netop derfor som individer af en invasiv art, sluppet ud af den hvide kube.

Det er derfor både konstruktivt og glædeligt, at de tre nye værker af Klara Kristalova (CZ), Simon Starling (UK) og Henry Krokatsis (UK) er vokset frem i en dialog med havens rum og med refleksioner over forbindelser til museets indre.

Cirkus nigra
Under nogle bøgetræer, lidt skjult inde i parkens ”skov”, finder man Klara Kristalovas værk After the Deluge (2015). En sortmalet cirkusvogn, der er åbnet op, så vi uforhindret kan kigge på de mærkværdige væsner i vognens mørke indre.

Lavet af keramik, fremstår de organiske og levende som fabeldyr og drømmefigurer, trukket frem af underbevidstheden og stillet til skue som et omvandrende 1900-tals cirkus med skæggede damer, eksotiske hottentotter og elefantmænd, der skal pirre fantasien en kort stund, inden de drager videre.

Her er børn med sorte blomsterhoveder og sommerfuglevinger, vågende ulve, en forstenet Tahiti-pige og blomster med kødfulde, hungrende gab, inspireret af parkens plante- og dyreliv og den store repræsentation af Gauguins eksotisme i museets samling.

Tærsklen til himlen
Som Kristalova har Simon Starling lavet et værk, hvor fantasien og det performative er i centrum. Værket Bridge (2015) er et stort maleri, der mimer bagvæggen af det japanske no-teater, installeret i en glasvitrine mellem parkens japanske træer.

No-teatret blev i 1300-1500-tallet opført af skuespillere med masker i haveanlæg foran en bagvæg, påmalet det karakteristiske stedsegrønne fyrretræ. Det knudrede træ er selve porten til åndernes verden, stedet, hvor himlen forbinder sig med mennesket og den kunstneriske skabelse.

Med Bridge bygger Starling bogstavelig talt bro til de franske impressionister og postimpressionister som Degas, Monet og Gauguin. Med dem blev japanismen en del af den strømning, hvor man drømte sig tilbage til oprindelighed og uskyld. Og med nye øjne på virkeligheden udviklede de kunsten fra at være imiterende til at få et nyt fantasifuldt, dekorativt og fladt billedsprog.

Foran den store glasvitrine træder vi ind i maskebærernes roller, og værkets flade form opløses i et nyt rum med vores kroppe. Det teatrale rum forkaster realismen og inviterer os til frit at bruge vores fantasi og få nye blikke på verden. Måske en invitation til at forbinde os med det, der er på den anden side af fyrretræsbroen eller til det, der er på værkets ’bagside’, hvor glasset er kulsort og dybt, og spejler skoven og ens krop helt rent og skarpt.

Vend din ryg til skoven og dit ansigt mod mig
Skabt med den japanske teknik Shou Sugi Ban, hvor træets struktur med årer og knaster skæres kontrastfyldt frem, fremstår Henry Krokatsis værk Confiteor (2015) som et himmelstræbende tredimensionelt træsnit på plænens horisontale felt, og balancerer fint mellem at stikke ud og passe ind i omgivelserne.

Det er primært Krokatsis’ håndværksmæssige tæft, der låner fra Japan. Selve arkitekturen på huset er snarere som en besynderlig blanding af gotisk kirke og den Mørke Kvinde for Magi Baba Yagas træhytte på kyllingeben, heksen fra de slaviske myter. En hytte, der som Confiteor ikke har nogen vinduer, og hvis døre man i følge myten fremkalder med ordene ”vend din ryg til skoven og dit ansigt mod mig”.

Confiteor har hele fire ansigter, fire døre, det kan vende mod én. Åbner man dem, ligner de skriftestole, man kan kravle op i. Confiteor er netop latin for ‘jeg bekender’, og det første ord i den katolske messes syndsbekendelse. To af skriftestolene er uden et gitter, man kan hviske ind i. Der er ingen mørk heksemutter eller hvid kirkefader, der lægger øre til og tillader den transformationsproces, som både magien og syndsforladelsen lover. Men i en af skriftestolene er et gotisk spejlglas med glas magen til det i et forhørslokale – du kan ikke se ud, men alle udenfor kan se dig.

Inspirationen kommer ifølge Krokatsis fra museets Hammershøi-malerier og deres fokus på ude og inde og geometriske døre og vinduer, der står som tærskler for transformation. Men med parringen af skriftestolen og forhørslokalet er forholdet mellem den frit givne og aftvungne information usikker. Og derfor er det også usikkert, hvilken transformation, der venter.

Installationen bevæger sig mellem det subsistensløse og guddommelige, som både Hammershøis kunst og naturen rummer.

Et nyt seværdigt kunstrum
Dialogen mellem samlingen og parkens natur er kommet langt bedre til orde med havens tre nye værker end tidligere år. Kurateringen forbinder sig endelig med projektets intention, friet for tidligere oplevelsesøkonomisk appel og manglende forbindelser til stedet og parkens rum.

Lader man både tanker og ben defilere rundt i parken, åbner den sig med dette års værker som et nyt og stærkt seværdigt kunstrum.