Mellem geometriens kraft og tilfældighedens autoritet

Gunnar Aagaard Andersens (1919-1982) position og vægt i den danske kunsthistorie er uomtvistelig. Fra 1950’erne og frem var han en vigtig drivkraft i udviklingen af en konkret kunst i Danmark bl.a. som medlem af Linien II og via hans stærke udenlandske forbindelser fx fra det parisiske Galerie Denise René og den internationale gruppe Le Groupe Espace.

Samtidig rummer hans kunstneriske produktion en eksperimenterende og afsøgende holdning, der på mange måder foregriber forhold, som først udfoldes senere i århundredet.

Overblik over et alsidigt virke
Derfor ville en retrospektiv udstillingen giver god mening. Ikke mindst hvis man ligeledes betænker, at Aagaard Andersen i sit virke med stor energi opsøgte nye medier og nye materialer, og endda bevægede ubesværet sig rundt mellem forskellige kunstarter.

Umiddelbart kunne Aagaard Andersen i brug virke retrospektiv. Samlet er eksempler på hans karakteristiske drivebilleder, rivebilleder, billeder med æselører, formeksperimenter i polyurethan og skulpturelle værker.

Hertil kommer hans mere ”skæve” produktion, der er præsenteret gennem flere værker.

Fra hans fascinerende grafiske arbejder og designs – her har tekstilfirmaet Kvadrat bakket udstillingen godt op – over hans møbeldesign til sjældnere arbejder som scenografi- og kostumerskitserne til balletten Døren (1961/63) og hans eksperimenter i forbindelse med farve-tv’ets indførelse i Danmarks Radio i 1960’erne.

Nedslag og hovedspor
Men udstillingens greb er et andet. Gennem nedslag og konkretisering af hovedspor er det lykkedes at skabe en udstillingen, der trænger langt ind i kunstnerens mentale kontrolrum.

En prioritering der både virker udstillingsmæssigt, og som gør os meget klogere på Aagaard Andersens kunst.

Udstillingen er inddelt i sale, der hver især er dedikeret til et aspekt ved kunstnerens produktion. Her er særligt salen med skitser imponerende og et stort fagligt plus.

Salen indfanger på smukkeste vis Aagaard Andersens store arbejdsiver og skitsens afgørende placering i hans arbejdsproces og kunstneriske tænkning. Og, så er skitserne et kunsthistorisk scoop, da de aldrig tidligere er vist – ligesom mange af værkerne i det hele taget er i privateje.

Det er en fascinerende udstillingsoplevelse på denne måde at dykke ned kunstnerens arbejdsproces og følge en bevægelse fra skitse til værk.

System og tilfældighed
Det hovedspor i Aagaard Andersens virke, der står tydeligst frem – og som måske kan betegnes som hans væsentligste kunstnerisk nyskabelse – er arbejdsprocessens essentielle betydning. Ikke blot fortæller salen med skitserne om hans faktiske arbejdsproces, men alle værker bærer så at sige spor af ”proces”.

Således er hans drivebilleder skabt ved, at malingen er påført lærredet, hvorefter det er vippet, tiltet og drejet for at få malingen til at drive. I værket Ord fra 1964/65 danner sprogets struktur ramme for polyurethanet. Disse er blot to eksempler på, hvorledes Aagaard Andersen lader geometrisk, systematisk eller teknisk spilleregel definerer værkprocessen.

Men samtidig er værkerne er totalt styret – malingen løber jo selv. I de bedste af Aagaard Andersens værker finder man en fastholdelse af en proces, der opnår sit liv ved et clash mellem den faste regel og den uomgængelige tilfældighed, der fødes af materialets iboende egenskaber. 

Nysgerrigheden fodres
Efter at have set udstillingen har man et indtryk af, at netop udvekslingen mellem en regelbundet systematik og en erkendelse af stoffets autoritet på sæt og vis er den mentale drivkraft, der grundlægger Aagaard Andersens kunstneriske alsidighed: uanset medie, materiale og kunstart evner han gennem denne udveksling at skabe dynamiske og virkningsfulde kompositioner.

Derfor går man fra Den Frie med lyst til at se mere. Det kunne unægteligt være interessant at se hans oeuvre udfoldet i stor (retrospektiv) skala, hvor man ligeledes kunne indkredse hans forbindelse til fx Fluxus-bevægelsen og den internationale modernismes projekt om at skabe en demokratisk kunst(-industri) til folket. 

En æstetisk oplevelse
Aagaard Andersen i brug er en glimrende udstilling – tæt på at være årets hidtil bedste. Eneste anke er, at udstillingen ikke er stærk på formidlingen. Man savner at blive taget lidt ved hånden.

Dog opløser dette savn til en vis grad sig selv, hvis man ser udstillingen som en æstetisk oplevelse, der anviser veje til en forståelse af Aagaard Andersen rige værk. Men det er en oplevelse, der kræver tid, og har man ikke den, så kan udstillingen nok virke (for) omfangsrig. I hvert fald er det en god ide at blive ført ind i tankegangen gennem det ledsagende udstillingshæfte.

Dette afsluttende pip ændrer absolut ikke ved, at udstillingen er et must-see – også selv om man ikke er inkarneret tilhænger af konkret kunst.