Menneskets tilbagevenden til kunsten

Jean-Pierre Roy er født i LA. Han startede som såkaldt mappe-maler, dvs. han malede baggrundsscenarier til film og spil. Senere tog han til New York og uddannede sig som kunstmaler. Nu bidrager han til Gallery Morten Poulsens jubilæumsudstilling med amerikansk kunst, som markerer galleriets 15 års jubilæum. kunsten.nu har mødt Roy i hans atelier i New York.Der er noget uudgrundeligt over Roys motiver, hvor mænd – ofte selvportrætter – kæmper med hinanden eller med sig selv. Måske i et forsøg på at generobre virkeligheden og komme overens med den? Alt synes at kunne ske i hans malede universer – herunder nogle skalaforskydninger af dimensioner med kolosser, der som en slags Gulliver kæmper i størrelsesforholdet 12:1, eller som Goyas kolosser slæber af sted med store bygningsdele, hvis ikke de vandrer rundt imellem græssende køer. Eftersom hans science fiction-inspirerede malerier er så realistisk malet, tager man dem for gode varer og begynder uvilkårligt at fundere over meningen.

Mændene – for der optræder aldrig kvinder – bærer hyppigt hovedbeklædninger; skærme, masker eller hjelme, som afholder dem fra at interagere direkte i virkeligheden. Roys knivskarpe, fotorealistiske udtrykssprog bringer kunstnere som Mark Tansey og Walton Ford frem på den indre lystavle. Men samtidig peger hans minutiøse virkelighedsgengivelser og storladne, menneskeforladte landskaber tilbage på tidligere tiders kunst, især det romantiske landskabsmaleri.

En maler i topform
Overtegnede mødte maleren i hans atelier i Greenpoint, Brooklyn. Her arbejder han på et ‘loft’ med masser af plads. Når Jean-Pierre Roy ikke underviser i maleri på sin gamle læreanstalt, New York Academy, bruger han hele dagen i atelieret. Men inden han går i gang, maler han et selvportræt i miniformat. Der er hundredvis af små selvportrætter med mindre eller større variation, men de har samme format og står linet op ad væggen på nogle smalle hylder i tekøkkenet, hvor der også er reoler med en masse kunstbøger.

Hvordan var din vej til kunsten?

”Jeg startede i filmbranchen. Som barn i 1970’erne og 80’ernes Los Angeles spillede film en altoverskyggende rolle. I modsætning til New York, hvor der er et stort antal stærke museumsinstitutioner og flere gallericentre, og hvor man kan vandre lige ind fra gaden og se kunst, så kræver det en beslutning at se kunst i LA, hvor gallerierne ligger spredt. I New York kan ham, der arbejder i din lokale deli, sagtens være kunstner ved siden af, mens kunst var noget elitært i LA i min barndom. Derimod fyldte filmen det meste. Fyren, som rensede din swimmingpool, var i fuld gang med et filmmanuskript, naboen var filmskuespillerinde osv.”

Fra film til maleri
”Allerede som teenager opfattede jeg mig selv som kunstner, og jeg søgte så meget viden om kunsten som muligt. Dengang var popkunst og postkonceptualisme altdominerende, mens det repræsentative maleri var yt. Faktisk var popkunstneren Ed Ruscha den mest repræsentative kunstner dengang. Kunstscenen afviste allerede dengang det håndværksmæssige – dét, at man mestrede virkemidlerne og pressede sig selv til det yderste for at opnå en perfektion. Derfor søgte jeg over i filmbranchen, hvor disse dyder blev påskønnet. Men efter mange år havde jeg behov for at lave mine egne ting. Så flyttede jeg til New York og tog en mastergrad i malerkunst ved New York Academy.”

Du arbejder med repræsentation – det vil sige, at du gengiver virkelighedens ydre fremtoning ved hjælp af maleri – hvilket for mange kunstnere i dag, hvor andre medier og problemstillinger er oppe, kan virke lidt gammeldags. Hvorfor har du valgt dette udtrykssprog?

”Ja, det er i grunden en anakronistisk måde at arbejde på. Men der er ingen vej udenom for mit vedkommende. Jeg har altid lagt vægt på repræsentationen og på figurationen, og maleri er det kunstneriske medie, som ligger til mig. Men jeg er ikke nogen slave af virkeligheden. I stedet forsøger jeg at visualisere det, som ikke nødvendigvis er synligt for det blotte øje, som fx magnetiske kræfter. Sideløbende med at dyrke og udøve maleriet, studerer jeg nemlig naturvidenskab, og selv om jeg på ingen måde er forsker, så sørger jeg for at være opdateret inden for den nyeste naturvidenskabelige forskning.”

Nano-partikler
Jean-Pierre Roy demonstrerer nu, hvordan magnetisk væske eller ‘ferrofluid’ opfører sig. Det ligner tryllekunst, når han bevæger den lille beholder med den sorte væske, der synes levende og mest af alt ligner et søpindsvin. Reelt er der tale om nano-partikler af metal, som er opløst i olie. Derfor bevæger stoffet sig, når han nærmer sig med en større magnet. Det er mageløst.

”Det er en slags immateriel geometri, som er på spil her. ‘Piggene’ er helt parallelle. Denne form for ikke-visuel og ikke-spatial, tidslig geometri interesserer mig meget. Den dukker ofte op i mine malerier.”

Det er morsomt at tænke på, at mange af fortidens billedkunstnere sideløbende var naturvidenskabsmænd, og at du nu tager dette op i vores tid.

”Ja, rigtig mange billedkunstnere var polyhistorer, som studerede fænomenverdenen og det stof, som naturen var gjort af. Men hen mod slutningen af 1800-tallet udskilte de to praksisser sig fra hinanden – både hvad angik metode og terminologi – og bevægede sig i hver sin retning. Sidenhen er modsætningerne kun blevet større.”

James Turrell har sagt, at da han er en amerikansk kunstner, er han ikke interesseret i at skildre lys med andre midler end lyset selv. Heroverfor står du og insisterer på at male lys. Men dine motiver handler også om skærme og dermed om formidling af virkeligheden. Så rent tematisk eller motivisk tematiserer de vel vores medierede tid?

”Ja, mange af personerne bærer masker eller projektionsskærme. Dermed påpeger jeg, at vores sanser ikke giver os direkte adgang til virkeligheden.”

Empiriker med begge ben på jorden
Er vi på grund af den informationsteknologiske udvikling blevet dårligere til at tage virkeligheden ind med vore sanser?

”Nej, sådan har det været i århundreder. Vores sanseapparat – og her er synet og hørelsen dominerende – giver os naturligvis adgang til virkeligheden, men samtidig filtrerer det indtrykkene, og vi har derfor aldrig haft denne direkte adgang til den omgivende verden. I stedet opbygger vi ud fra vores erfaringer modeller af virkeligheden for at kunne navigere i den. Vi ville blive psykotiske, hvis ikke vi filtrerede indtrykkene og tog dem direkte ind.”

Hvordan holder du dig på sporet, når du maler?

”Det tager en krig at lave disse billeder. Undervejs forsøger jeg i visse faser at stille mig i beskuerens sted. Hvis jeg ved for meget om, hvad billederne handler om, mister jeg interessen under arbejdet. Der skal være noget, som jeg ikke selv forstår. Helst et hav af ukendte informationer, som jeg har lyst til at dykke ned i.”

”De mange værker, som handler om mennesker med skærme, er mit forsøg på at forene et optisk formsprog, der går 400 år tilbage i tiden, med nutidens problemstillinger. Jeg lægger mig i forlængelse af det flamske landskabsmaleri, især Joachim Patinir (1480-1524), som i øvrigt inspirerede Hieronymus Bosch til hans berømte, frit fabulerende, ikoniske malerier. Patinir, der var født 30 år efter Bosch, malede disse landskabsfantasier, som han frigjorde fra de religiøse allegorier, som fyldte stadig mindre i hans billeder. Senere romantiske malere som Caspar David Friedrich tog denne fantastiske landskabstradition op og førte den videre.”

Traditionens kilde
Denne tradition for landskabsmaleri holdt frem til 1930’erne. Her i USA blev den dyrket af Hudson River-skolen fra midten af 1850’erne. Men eleverne af 4. generation på Hudson River-skolen måtte søge nye græsgange i forbindelse med den abstrakte kunsts sejrsgang, så de søgte mod Hollywood og arbejdede som mappe-malere, dvs. de malede store scenarier til filmindustrien, inden dette arbejdet blev overladt til computerne.

Deres virtuose håndværk fik et hjem i filmbranchen, kan man sige. Og her begyndte jeg jo selv.”

Jean-Pierre Roy finder et billede frem af slutscenen af Spielbergs film Raiders of the Lost Ark med Indiana Jones. Denne ikoniske scene viser en uendelig stor lagerhal med stabler af papkasser. Her placeres Arken og forsvinder i mængden.

”Man optog selve seancen og lavede en dobbelteksponering, så det så ud som om manden, der kører arken ind på sin rullevogn, går rundt i en rigtig lagerhal. Sådan arbejdede vi dengang. Som 16-årig malede jeg scenerne til Batman vender tilbage. Det var uhyre spændende. I sådanne filmscenarier kan man spore malerkunsten helt tilbage til det flamske landskabsmaleri. Traditionen er gået videre fra generation til generation. Her fandt jeg min egen kreative kilde, som jeg har kunnet øse af siden,” slutter Jean-Pierre Roy.