Mere klaphat og hockeygarn, tak!

Den lille forskel
Som undertitlen ‘An investigation of inherited fashions of painting‘ siger, byder udstillingen op til en vurdering af nationale særpræg og kunsthistoriske traditioners betydning for maleriet i nutidens Danmark og Sverige. Er de anderledes på den anden side af bro og sund?

Et godt spørgsmål, som udstillingens arrangører, kunstnerne EvaMarie Lindahl og Ditte Ejlerskov, i katalogets tekster heller ikke kan blive enige om.

På den ene side tages der afstand fra den nationale kanonisering og ’trend-skoling’, der gør svensk kunst til ’narrativ, figurativ og psykologisk fængslende’ i birkeskovens skygger, mens dansk kunst præges af formalisme og abstraktion i arven fra COBRA.

Men på den anden side siges det, at ”forskellen i attitude og visuel indstilling er skræmmende tydelig”. Så er det nationale altså vigtigt alligevel?

Mere nutid end tradition
Som optakt til udstillingen er der anlagt en stor tidslinie i to dele, der viser karakteristiske highlights fra dansk og svensk kunsts historie. Så har vi vakt kanon til live og er klar til at se nutiden, der tegnes af 14 ganske unge malere.

De viser, at det figurative maleri lever og har det godt på begge sider af Øresundsbron. Det er nu ingen hemmelighed – det kan man gå ind på ethvert galleri fra Herning til Haparanda for at se for tiden. Så der er mere contemporary end inherited fashion over det.

Hvor er refleksionen over temaet?
Men hvor er refleksionen over temaet med den lille forskel på blå-gult og rød-hvidt?

Kunstnerne viser værker fra deres produktion, som de nu ser ud. Det peger i mange retninger og forholder sig absolut ikke til temaet eller andre samlende forhold.

Resultatet er en usammenhængende følelse, der skader oplevelsen af de enkelte værker. Tænk hvis kunstnerne faktisk havde forholdt sig til det dansk-svenske tema. Det ville jeg gerne have set!

Undersøgelse af pigtråd og rejsefeber
Det kunne være interessant, da flere af kunstnerne arbejder med kulturhistoriske tematikker på en ganske interessant måde.

EvaMarie Lindahls pertentlige tegninger af pigtrådstyper kombinerer det nøgternt systematiske med urovækkende associationer i fin udførelse.

Johan Furåkers serie af billeder om en mystisk persons rejsefeber i det 19. århundredes Europa er også fascinerende, men som de ses i udstillingen, forvirrer de, med deres interne historie, ved siden af de mere umiddelbare malerier.

For tidstypiske og for underlige værker
Til dem hører Elizabeth Thuns store billeder af spraydåser og affald, malet i en yderst tidstypisk løs stil. Ligesom Mie Olise Kjærgaards store, smørede billeder af skibe sammensmeltet med luftballoner virker de for let grebne ud af de sidste års maleri-bølge.

I den mere absurde ende er Sören Hüttels ret uforståelige installation (hvad laver den i Painterly Delight?) og Mattias Nordéus underlige træfigurer (han har dog ifølge katalogets fotos ægte svensker-hockeyhår!).

For meget skole-udstilling
Det er ligesom med fodboldklubben Brøndby IF på det sidste: halvdelen er svenskere og spillet hænger ikke sammen! Det havde altså klædt Painterly Delight, hvis den havde taget sit tema alvorligt eller fundet noget andet som omdrejningspunkt.

Det er en spændende gruppe unge kunstnere, men hvad, der har fået dem til at mødes her med hver deres ting, er simpelthen for uklart.
Det ligner for meget en malerskoles afgangsudstilling – også i katalogets opbygning med rodede tekster og elev-agtige præsentationer af de enkelte kunstnere med fotos og cv.