Mester Munch med masser af patos

Når den ubestridte verdenskunst kommer til byen, er det i første omgang de små ting, der gør den store forskel – mørkmalede vægge, der forhindre genskin i glasset foran malerierne, en præcis lyssætning, der fjerner fokus fra alt andet end kunsten, en afdæmpet formidling der ikke maser sig på i forhold til det, der står i centrum, nemlig Munchs værker.

Sådan serverer ARoS Edvard Munchs malerier og grafik til den danske befolkning. Det er så vellykket, at man næsten overser, at udstillingens centrum på en måde står tom.

Angst uden skrig(et)
Det maleri vi kunne forvente hænge som fokuspunkt for en Munch-udstilling med titlen Angst/Anxiety er der ikke. Skriget, Munchs ikoniske angstmaleri, mangler.
Fraværet af det indlysende tiltrækker på forunderlig vis vores opmærksomhed. Hvad er der på den plads, hvor det forventede ikke er?

Skriget på tryk
I stedet for et af de fire originalmalerier af Skriget hænger der midt i udstillingen et grafisk blad, som Munch lod trykke med forbillede i maleriversionerne.

Undseeligt i forhold til originalerne, men genkendeligt som få billeder i kunsthistorien. Det kranieformede ansigt med de opspærrede øjne og den elipseformede skrigende mund, hænderne der holder på hver side af kraniet, og landskabet der bølger som chokbølger ud fra den skrigende figur.

Fraværet af originalerne skænker det grafiske tryk en betydning det under andre omstændigheder aldrig vil få. Men den undseelige stedfortræder er et glimrende valg. I det lille tryk koncentreres og problematiseres Munchs vigtigste kunstgreb, nemlig patos. I trykket af Skriget udforsker Munch – måske uforvarende – grænserne for denne patos, grænserne for hvordan og hvor langt, han kan bruge publikums følelser.

Munchs bemestring af følelsen
I den sort/hvide grafik forvandles Skriget til sin ikoniske essens. Alt overflødigt er skåret væk. Der er ikke, som på originalerne, farver til at bortlede vores opmærksomhed fra den skrigende mund (bortset fra lidt farvestrøg Munch selv har lagt på efter trykningen). Det lille format tvinger os helt tæt på. Billedet skaber et intimt rum omkring sig selv, og intimiteten er en væsentlig forudsætning for, at følelser kan udveksles.

Helt tæt på ser vi billedet mere intenst, end vi nogensinde har gjort på de hundreder af reproduktioner af Skriget, vi hver især igennem tiden har kastet vores blik på. Vi er overladt til billedets rå skildring af den eksistentielle angst – og Munch spiller mesterligt på og med vores følelser.

Mødet med Munch
For det vi ser, er det ikoniske skrig blottet for alt andet end desperat følelse – Følelse med stort F. Den, Følelsen, befinder sig et sted i rummet mellem os som ser på billedet, mennesket der skriger i billedet og det skrøbelige sind, der har skabt billedet i første omgang, nemlig Munchs.

Forudsætningen for, at det intime rum opstår, er, at vi foran billedet og Munch, der skaber billedet, tror og stoler på hinanden. Vi skal tro på følelsens ægthed, og han skal stole på vores evne til at komme i kontakt med følelsen.

Patos
Patos er i sin oprindelige betydning retorikerens redskab til, i behersket form, at spille på publikums følelser. Munchs mesterskab er hans evne til at beherske den visuelle patos. Det er det, der har gjort ham til en af kunsthistoriens store mestre.

Følelsen, der skabes i rummet mellem Munch, billedet og os foran billedet, holder os fast og tvinger os til at føle med de personer, der skildres på lærrederne og de grafiske blade. Det er følelsen der genererer mening, betydning, indhold i al Munchs kunst.

Det patetiske
Men patos er et dobbeltægget sværd. I dag er vi tilbøjelige til at bruge ordet om noget alt for højstemt, alt for følelsesfuldt, noget der bare er alt for meget. Den form for patos, det patetiske, virker lige modsat af retorikernes beherskede patos.

Konfronteret med det patetiske bliver vi ikke inddraget i følelsen. Vi får derimod øjnene op for hvor latterligt og tåbelig, den overvældende følelsesfuldhed også kan være.

Et skrig gennem naturen
Ser vi godt på det grafiske blad, kan vi forneden læse Munchs håndskrift, der har indprentet følgende sætning ”Ich fühlte das grosse Geschies durch die Natur”, en fortyskning af en tanke han i flere andre sammenhæng har formuleret på norsk for at forklare, hvad der fik ham til at male Skriget: ”… jeg følte det store skrig i naturen” og ”Et stort skrik gik gennem naturen”.

Forskellen mellem patos og det patetiske findes i den lille afstand fra det velkendte billede af Skriget til teksten, der forklarer billedet.
For med ordene skrevet på det grafiske ark spænder Munch den følelsesmæssige bue alt for hårdt, han overskrider den beherskede patos og træder ind i det patetiske.

Det højstemte følelsesfulde bliver pludseligt alt for meget, for billedets patos er i sig selv stærkt nok til at bære følelsen. Der er ingen grund til at skrive det sort på hvidt endnu engang – tværtimod.

De latterlige følelser
Med et er vi revet bort fra den knugende følelse, som blev skabt i vores intime samspil med billedet og Munch. Den højspændte følelsesmæssige udladning er pludseligt forvandlet til noget latterligt.

Det er som om, at Munch ikke selv honorerer den kontrakt, han har opstillet mellem ham selv, billedet og os der står og kikker, som om han ikke længer tror på, at vi der kikker på billedet har fanget pointen. Det er denne usikkerhed, der overlader scenen til det patetiske.

Ikke blot bliver figuren i billedet latterlig, jeg selv bliver patetisk og latterlig: Tænk at jeg lod mig forføre af billedet til at tro, at jeg ved at kikke på et billede kunne komme i kontakt med den eksistentielle angst.

Mesterlig fejl
Det tomme centrum i udstillingen kommer dermed til at tjene et formål, som originalversionen af Skriget aldrig ville kunne udfylde. Ved at gå for langt, ved at fejle doseringen af patos i det lille grafiske tryk udmåler Munch grænsen for det kunstgreb, der går gennem hele hans værk.

Og ved at få øjnene op for forskellen mellem patos og det patetiske, får vi mulighed for at træde ind i hans billeders intime følelsesfulde rum som kritiske gæster. Vi er ikke længere alene overladt til Munchs følelsesmæssige forførelse.

Selv når en mester fejler, fejler han mesterligt.