Midtjyske kunstnere: Noelia Mora Solvez

Af
31. juli 2023

Portræt af billedkunstner Noelia Mora Solvez.

Noelia Mora Solvez: I Want to be a mumma, 2016, videostill.

Portræt af billedkunstner Noelia Mora Solvez.

Af
31. juli 2023

I denne portrætserie præsenterer vi en række midtjyske kunstnere. Portrætterne er produceret af Aarhus Billedkunstcenter i et mediesamarbejde med kunsten.nu.

Noelia Mora Solvez (f. 1975) er billedkunstner og har en baggrund som professionel danser. Hun arbejder primært med video og performer ofte selv i sine værker.

Hendes arbejde er præget af et kritisk blik på samfundets strukturer: På patriarkatet, vores kønsforståelse, præstationskulturen, kulturelle bias og dikotomien mellem kultur og natur. Undersøgelser af disse emner danner grundlag for Noelias videoinstallationer.

Pt. arbejder Noelia på et projekt til Kunstcentret Silkeborg Bad i 2025 sammen med designer Jeppe Worning og filmfotograf Christoffer Brekne. I projektets fremtidsscenarie, hvor vi kun har vores egen dna tilbage, vil man blive præsenteret for insekter skabt af menneskelige kropsdele samt historier om, hvordan disse insekter skal fungere i en menneskeskabt verden.

”Jeg leger med den idé, at HVIS vi om 100 år er løbet tør for biodiverst genetisk materiale, vil vi så arbejde på en sådan latterlig løsning, som at skabe insekter og andre skabninger af vores eget genetiske materiale?”, fortæller Noelia om projektet.

Noelia er opvokset i Catalonien i en tid, hvor landet efter diktatoren Francos død var ved at genlære, hvad demokrati er. Som 15-årig fik hun sin første kontrakt med et balletkompagni og rejste i 11 år rundt i hele verden for at danse. Efter Noelia flyttede til Danmark, begyndte hun at opleve en større frihed og ro, og hun begyndte at eksperimentere med performancekunst.

Hun startede senere på Århus Kunstakademis 4-årigeuddannelse, hvorfra hun tog afgang i 2018. Noelia sidder i Aarhus Billedkunstråd og i Skanderborg Kunstråd. Derudover er hun lige nu i gang med at etablere et residency på den ejendom, hvor hun bor med sin familie lidt udenfor Skanderborg.

Noelia Mora Solvez: Natura Viva, 2020, videostill.
Noelia Mora Solvez: Natura Viva, 2023, i samarbejde med Christoffer Brekne og Jeppe Worning, tegning, video og lyd. Foto: Christoffer Brekne.
Noelia Mora Solvez: performance Cows on Grass, 2019. Foto: Christoffer Brekne.
Noelia Mora Solvez: Worm, 2022. Foto: Mika Rinta Porkkunen.
Noelia Mora Solvez, Christoffer Brekne og Jeppe Worning: Installations detalje Natura Micra, 2023. Video, lyd og papir. Foto: Christoffer Brekne.