Mod en ligeværdig relation med naturen

Kan man arbejde med naturen som kunstnerisk materiale uden at aflive den? Det tænker billedkunstner Rune Bosse meget over for tiden. I sin udstilling Stien eller tid imellem træer på Overgaden har han plantet en skov i kunstinstitutionen, men allermest drømmer han om at plante mennesket i naturen.

Der findes nogle ord, som Rune Bosse ikke kan glemme. Ord, som er de værste, men også de bedste, nogen nogensinde har sagt til ham:

“Hvis du er så glad for naturen, hvorfor lader du den så ikke bare være?”

Ordene faldt en tidlig morgen, på en bar, i en samtale med en dragqueen. Dét i sig selv gør dem mindeværdige. Men for en billedkunstner, der har naturen som sit kunstneriske udgangspunkt og materiale, er de måske endnu mere uudslettelige.

For de rummer et stort paradoks. Nemlig dét, at naturen ofte ‘omkommer’ i Rune Bosses værker, i hans forsøg på at vække en større forbundethed med naturen til live hos os modtagere.

En ny sti i skoven

Men måske er paradokset ved at opløse sig stille og roligt. I sin nye udstilling på Overgaden har Rune Bosse ikke blot installeret sine velkendte indsamlinger af organisk materiale – jordprøver, rødder, træudsnit og planter – han har tilmed skabt et lille stiforløb med levende skov, som, når udstillingen er slut, skal tilbage i naturen. Til et lille stykke skov ved Oremandsgaards Gods på Sydsjælland.

“Det optimale ville jo være, hvis jeg kunne tage alle de besøgende med ud i skoven i stedet,” fortæller han mig, da vi mødes i udstillingen. “Men her på Overgaden kan de måske øve sig. Øve sig på at se detaljerne i vores omverden, i et isoleret rum, hvor de er rammet ind.”

Det er det, Rune Bosse selv holder mest af. At være i skoven, undersøge den og prøve at forstå, hvordan det hele hænger sammen.

“Jeg kan blive helt ‘mindblowed’, når jeg finder ud af, hvordan et lille insekt bestøver noget andet og sætter en længere og kompleks proces i gang. Hvordan det hele er ét stort netværk, hvordan alting er forbundet,” fortæller han.

Siden han var helt lille, har naturen optaget ham, og i al den tid, han har arbejdet med kunst, har naturen været hans materiale. Håndplukket og moduleret i egne hænder.

Sidste år fik Rune Bosse så sin helt egen skov at arbejde i. Han har indgået et samarbejde med godsejeren på Oremandsgaards Gods, August Hage, om at måtte udfolde sig på to hektar i den selvsamme skov, som de to sammen har gået i skovbørnehave i.

Her, i dette nye udendørs atelier, har Rune Bosse tilbragt en stor del af sin tid lige siden. Han har registreret træerne, deres typer og organiske formsprog, og de sidste fem måneder har han brugt på at oprette et gammelt stisystem i skoven med bæk og bro, afrundet i en lille cirkel. En sti, der nu er gengivet 1:1 i udstillingen på Overgaden.

Med kunstoplevelsen som forbillede

Egentlig havde Rune Bosse besluttet sig for, at skoven på Sydsjælland skulle have så meget opmærksomhed, at han har takket nej til samtlige udstillinger. Undtagen denne her. Da Overgaden ringede og gav ham muligheden for at lave sin største soloudstilling til dato og tilmed den sidste, inden kunstinstitutionen skal gennemgå en større renovering, kunne han kun sige ja.

Så nu ligger der store afrevne vægplader på gulvet mellem jord og beplantninger, og elektriciteten er afbrudt. De næste måneder, mens lyset forsvinder om på den anden side af jorden, vil planter og træer vokse til i et større og større mørke.

“Mit benspænd har været, hvordan jeg kunne vie alt mit fokus til skoven, men samtidig skabe den her udstilling. Derfor faldt det meget naturligt at udstille et udsnit af skoven. For helt konkret at forbinde de to steder med hinanden,” fortæller han.

Men forbindelsen mellem skov og udstilling er langt fra den eneste. Man finder også en forbindelse i mellem skoven og Rune Bosses tidligere værkproduktion. I udstillingens første rum træder man direkte ind i et laboratorium, eller det der ligner Bosses eget atelier i Værløse.

På tre store arbejdsborde med værktøj og strittende arkitektlamper er planter, grene og skitser poetisk arrangeret. I loftet hænger mørke, bundtede trærødder, og på væggene tegninger af træer og værket Ur-Baum, som blev vist på Galleri Jacob Bjørn tidligere på året. Fra skrivebordet midt i rummet er der udsigt til en række gulnede, antikvariske bøger. Ikke bøger om kunst, men Goethes way of Science og en slidt udgave af Politikens Træer og buske.

Og sådan peger udstillingen på mange måder væk fra kunstinstitutionen og ud i naturen:

“Størstedelen af befolkningen føler sig totalt afskrækkede og fremmedgjorte, når de bliver præsenteret for samtidskunst. Det er i mine øjne institutionernes store udfordring. Det er blandt andet derfor, at jeg arbejder med at gøre mine værker sanselige og umiddelbare. De handler ikke om et koncept, som man skal have læst en bog for at forstå.”

“For mig handler kunst om den måde, man går til det på. Den måde man oplever på og gør sig åben overfor en anden verden. Ser nye sammenhænge og forsøger at følge en andens tanker. Tænk, hvis vi havde den samme tilgang til verden, når vi gik en tur i skoven eller på stranden.”

Et værk til fremtiden

Rune Bosses udstilling rummer altså både et ønske om at bringe en sensitivitet for naturen længere frem hos beskueren, men også et ønske om at bringe billedkunsten som sprog tættere på det naturlige. Tættere på en forståelse af, at det er okay ikke altid at forstå, men bare at være.

I det digt, som udgør udstillingens tekst – en type tekst Rune Bosse altid forfatter til sine udstillinger – skriver han:

hvordan ændrer vi os
til ikke bare at se
men at mærke sammenhænge?
vi vil jo ikke tilbage
selvom erindringen vækker viden
om den uundgåelige sammensmeltning

vi forsøger at forstå
stien
og at mærke tiden

måske ønsker den tilstedeværelse

Den tilstedeværelse har Rune Bosse tænkt sig at give endnu mere af. Skoven på Sydsjælland er hans store fremtidsprojekt. Et gesamtkunstwerk, stien en dag skal lede os igennem.

“Jeg er gået i gang med at hive og bøje og trække i træerne. Beskære nogle træer for at få lys til andre. Modsat en produktionsskov, hvor man gerne vil have flotte, lige træer, så forsøger jeg at forme dem og undersøge, hvad de forskellige træer kan. Men når du bøjer et træ, så går der årtier, før der sker noget. Noget af det, jeg udsætter dem for, vil ikke en gang være synligt i min egen levetid.”

Tiden imellem træer handler altså ikke kun om hans eller vores tid. Den handler i høj grad også om træernes interne tid. I mellemtiden vil Rune Bosse bruge noget af sin tid på at blive endnu klogere. I sidste måned begyndte han læse til skov- og naturtekniker.