Mønsterbryderens genkomst

Slet ikke kedeligt
Med Jacob Boeskov som postmodernitetens darling i kobberstikssamlingen, kunne man let forestille sig, at Statens Museum for Kunst ville satse på hattedamer og pensionister med formiddagsrabatter med Nicolai Abildgaard.

Med en formodning om, at udstillingen var traditionelt opbygget som en kronologisk tour de force fra A-Z, tog jeg lige en ekstra indånding, inden jeg begav mig ind i Kroppen i oprør.

Med museumsgæsten i fokus, har SMK løftet Abildgaard op fra kunstkammeret og skabt en afslappet og let fordøjelig ´setting´ omkring udstillingen. De forskudte rumopdelinger, små kunstpauser og glødepærer, deler udstillingens fem temaer op i små bidder, der logisk guider én fra tema til tema.

Man går således fra det politiske rum ´Revolutionens krop´ til et smugkig ind i Abildgaards mere private gemakker:´Erotik, kærlighed og forløsning´. Med fokus på publikumsoplevelsen, kan man slå bagen i en nyindkøbt Philip Starck stol, før man begiver sig videre.

Den oversete provokatør
Når kulturradikale og politikere diskuterer, hvor vidt kunst skal provokere, er det ret sjovt at tænke på, at Nicolai Abildgaards billeder ganske enkelt ikke kunne andet i 1772.

Udstillingens fem temaer belyser meget godt, hvordan Abildgaard bruger kroppens udtryk som frisindets talerør for reformation og mod social uretfærdighed.

Abildgaard var forkæmper for den franske revolution i 1789, men han var også hofmaler og fik til opgave at udsmykke Riddersalen på Christiansborg. I Udstillingens tre overlevende malerier fra Riddersalen skildrer Abildgaard – i modsætning til andre hofmalere – kongen som en forhandler og en ligemand blandt folket. "Jeg er ikke nogen blyant", var Abildgaards bemærkning, da hoffet forsøgte at diktere ham.

Brud med traditionen
Abildgaard bevarede sin kunstneriske integritet ved at insistere på det politiske i sine portrætter og her bliver kroppen et symbol på oprøret i sindet og i tiden.

Abildgaard insisterede på det skæve og groteske. I hovedværket Den sårede filoktet fra 1775 vrider kroppen sig i smerte og frustration og sprænger rammerne for formatet. I billedet ligger også opgøret med det klassiske kropsideal, som Abildgaard og hans kollegaer eksperimenterede med i Rom.

I stedet for at gentage de store mestre, piller Abildgaard ikke blot kroppen men også traditionen fra hinanden. Tilbage hænger filokteten som et såret muskelbundt ude af proportioner.

Stilfuldt
Statens Museum for Kunst har forstået, at det ikke længere er nok kun at have store kunstnere på plakaten. Præsentationen er mindst lige så vigtig som indholdet. Folk vil informeres og underholdes.
Med et stærkt kuratorisk greb har museet skabt en integreret udstilling, der udover maleri også viser tegninger, grafik og møbelproduktion.

Man kan søge ekstra information om de kunstværker, man ønsker at vide mere om, i de små videofilm, i Abildgaards bogsamling eller på tidstavlerne på væggene. Informationen guider én i den retning, man ønsker.

Det viste sig, at den dybe indånding, jeg havde forberedt mig på, var overvurderet. Tilbage står en udstilling, der på fornemmeste vis, løfter traditionens spøgelse op fra graven og præsenterer Abildgaard i kunstnerens egen ånd – helt utraditionelt.