Monument for formgivningen

Flere hundreder mennesker så til, mens bronzestøbere hældte 1000 grader varm bronze i Køge Havn. For et halvt år siden startede A Kassens projekt Instant Sculpture, og nu er det fuldendt med en udstilling om processen og en både elegant og atypisk skulptur foran KØS.

I januar foregik det store bronzehæld, som kastede spandevis af bittesmå størknede bronzestykker af sig. I de følgende dage efter den offentlige begivenhed udvalgte A Kassen deres seks favoritter og kandidater til en stærkt forstørret bronzeskulptur til pladsen foran KØS. Publikum gav deres besyv med om, hvilken én der fortjente æren, og nu er altså sidste fase i udstillingen Instant Sculpture opsat på torvet.

Det er ikke første gang, de fire herrer i A Kassen bruger et element af chance i deres kunst som stimulus for kreativitet. Der er fællestræk med et af A Kassens tidligere værker, hvor de lavede afstøbninger af vandpytter. Med Instant Sculpture har de dog ikke kunne udvælge tilfældighederne på forhånd.

Kunstnergruppen A Kassen består af Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen, og de har arbejdet sammen, siden de mødtes på Kunstakademiet for 13 år siden. De er blevet kendt for at beskæftige sig med en ophøjelse af det hverdagslige – og det kan man også argumentere for sker her. Instant Sculpture er en afstøbning af vandet, af havet, af det uendelige. Som form er skulpturen en slags omrids – trods den blot er en enklave i havet. Bronzen er dér, hvor havet ikke er, men den befinder sig stadig på havets domæne. Den bliver en repræsentation af selve det formgivende.

Det håndgribeligt uvisse
Der er noget ritualistisk over handlingen, hvilket de mange tilskuere med deres blotte tilstedeværen bekræftede. Metoden, hvor man hælder flydende metaller i vand og betragter, hvordan de derefter udformer sig, kendes fra adskillige kulturer, fra Tyrkiet til Finland. Oftest i form af en rituel nytårstradition, der bruges til at spå om, hvad det nye år må bringe. Ligesom man ikke kan forudse fremtiden, kan man heller ikke forudse, hvordan det flydende metal vil udforme sig.

Processen er interessant. For det er selvfølgelig det konceptuelle, som værket beror på. Og det er paradoksalt, for metoden gør, at processen ikke findes. Den er øjeblikkelig: Eftersom formgivningen ikke stammer fra hånden, er der ingen start eller slutning. Det var ikke den tynde eller den tykke ende, der blev lavet først. Det hele opstod bare med et knips med fingrene. Et slag med tryllestaven.

Det modernistiske kunstnergeni er taget ud af ligningen. Instant Sculpture er ikke bare en parodi på den klassiske bronzeskulptur, men en manifestation af en helt anden natur. Ingen bestemmer, så ingen skal blive enige. Kun vandet i Køge Havn bestemmer.

Udvælgelse som formgivning
I tilfældigheden kan man både finde frihed og usikkerhed. Den er alt det, som vi ikke kan finde et mønster i. Men dette betyder ikke, at A Kassen er på sidelinjen i forhold til formgivning – det er hverken de eller publikum. Der var angiveligt to spandfulde potentielle skulpturer. Af mange tilfældigheder udvælges der et par stykker, som bliver til kunst i højere grad end de tusind andre.

Den bronzeskulptur, som nu indtager pladsen foran KØS, er sluppet gennem nøglehullet af flere årsager: Først og fremmest intuition – der findes få logiske argumenter for, at det netop skulle være den. A Kassen tilkendegiver dog, at simpelheden appellerede til dem, og i forlængelse af dette er der også et økonomisk aspekt, da nogle af de mere komplekse afstøbninger ville koste væsentligt mere at forstørre fra 1 centimeter til 2,5 meter.

Vejen fra at være én blandt mange bronzeminiaturer til at indtage en plads som gyldent monument er interessant at følge i udstillingen, og det er slående, hvordan forstørrelsen giver et nyt syn. Rammerne bidrager også hertil: Præsentationen i en kunstinstitution forstærker vores sanselighed og modtagelighed. Således kan de seks slutkandidater i Instant Sculpture give os frit spil til forestillingskraften som en Rorscharch-test uden systematik. Vi ser alle noget forskelligt, vores fantasi arbejder på højttryk med at finde mening i tingene.

Den frie association kan mærkes ved, at der har været masser af engagement fra publikum, og det er denne interesse, som skaber værket, eftersom A Kassen har valgt den endelige “vinder” på baggrund af publikums input.

A Kassen har en begrænset autoritet over publikum og fremstår nærmere ydmygt som initiativtagere til værket. Det er et demokratisk værk, fordi ingen kan insistere på en kunstnerintention. Det er vitterligt kun fantasien, som sætter grænser. Sådan kan man argumentere for, at det altid er, men i dette tilfælde er der er øjensynligt ligeværdighed i betydningsdannelsen.

Det åbne i formen
Indenfor på KØS findes 3D-printede, gipslignende versioner af de seks afstøbninger, der var i opløbet samt dokumentation af de forskellige stadier i processen i diverse afskygninger. Udstillingen påpeger paralleller med andre relevante kunstværker, og der er en passende mængde referencer til at fremhæve både de konceptuelle og formmæssige aspekter. Når man træder ind i rummet med de seks former i slutspurten, opdager man hurtigt, at de har træk fra forskellige kunstnere; én kunne være Jean Arp, én kunne være Constantin Brancusi, én kunne være Henry Moore og så videre. Der listes adskillige referencer i rummet, som dokumenterer projektet og processen. De er alle relevante – konceptuelt eller formmæssigt.

Nogle af modernisterne, Brancusi, Moore osv., udforskede for eksempel, hvor lidt der egentlig behøvedes for at skabe en repræsentation. Et ansigt kan blot være to prikker og en streg. Der skal ikke meget til, så danner vi forbindelsen. Det ligner noget, og det er ment til at ligne noget. Der er noget at forstå – I A Kassens værk er der ikke noget at forstå. I hvert fald ikke om selve formen. Der er ikke en ide om, hvad formen er, men en ide om, at formen er. For al dens sandhed er givet til dig. Den er, hvad den er. Ingen skal fortælle dig noget andet.

Jeg kunne lire alle mine associationer af, men det er sådan set omsonst. Mine associationer er ikke bedre end dine. Forløsningen kommer aldrig, fordi skulpturen ikke kan udtømmes. Det er derfor, vi stadig insisterer på åbenheden i kunst. Du kommer aldrig til bunds i det.