Muhammed på ARoS

Ikke et ord om Profeten
Angst, arrogance, indignation, skepsis, ydmyghed, forundring og råhed er blot nogle af de karakterer, man kan påføre de 43 Muhammed’er, der fremstår nøgternt, skarpt og præcist i Nicky Bonnes store serie af fotografier, som vises nu på ARoS Århus Kunstmuseum. Et fællestræk er, at baggrundene på fotografierne fremstår sorte og neutrale, og derved lader figurerne optræde fuldstændigt på egne præmisser i kraft af deres individuelle udtryk. Det tilsyneladende eneste fællestræk ved personerne er, at de alle hedder Mohammed, Mohamed, Muhammad, Mohamad eller Muhamed – sammenfattet i stavemåden Muhammed, som samtidigt udgør projektets titel. Pudsigt nok er netop denne stavemåde ikke repræsenteret blandt de udstillede.

Hvis man går efter en sensationseffekt i kølvandet på sidste års Muhammed-krise, der som bekendt var affødt af de i Jyllandsposten viste satiriske tegninger af Profeten, kan man god glemme alt om dét. Der ligger ingen referencer til denne begivenhed skjult i disse portrætter.

Kontraster
Tværtimod er udvælgelsen af de gengivne personer tilsyneladende foretaget efter et tilfældighedsprincip. De fremstilles ud fra en mangfoldighed af alder, social status og oprindelig nationalitet i en ikke nøjere skematiseret form. Akkurat denne kendsgerning skaber en række interessante kontraster, der eksakt forstærkes af det neutrale rum, hvori figurerne optræder. Det er netop disse modsætninger, der skaber spændingsfeltet i udstillingens overordnede kompleksitet.

Det er i udpræget grad en udstilling, der åbenbarer forskellene på danskere ”med anden etnisk baggrund”, end det er en udstilling, der egentligt sammenfatter disse. Der er langt fra 10-årige Mohammad Hashemi, som har afghanske rødder og er afbilledet i sin fodbolddragt, til Mohamad Kassem, oprindeligt syrer, der i sin egenskab af oberstløjtnant i Den palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO er blevet skudt 16 gange og invalideret af en mortergranat. Han fremstår arret og med et stærkt, vedholdende blik, der fastholder beskueren og næsten tvinger denne til at forholde sig til den maltrakterede, nøgne overkrop.

Had og kærlighed
Nicky Bonne påpeger, at udstillingen skal fortolkes af den enkelte beskuer, uden at der foreligger en egentlig litterær agenda. Hvert portræt kan iagttages ud fra den enkeltes behov for at skabe associationer i forhold til det sete. Bogværket, der er udgivet som supplement til udstillingen, giver kun i kortfattet form et billede af, hvem personerne bag portrætterne er; men det belyser dog alligevel 43 personer med et tilsvarende antal sår på de sarte sjæle og lignende ar på de fragile legemer. Nogle har lagt størstedelen af et dramatisk og voldsomt liv bag sig, nogle har det foran sig og andre må forholde sig til, at de er midtvejs i forløbet. Nogle har fundet kærligheden og andre har den til gode; men de fleste har oplevet et ætsende og ødelæggende had.

Hadet kommer f.eks. til udtryk i en oplevelse, som Mohamed Ibrahim havde i sin tidlige ungdom i Palæstina. Han fortæller, at en lastbil standser foran ham på et torv. På ladet ligger en dynge brændte lig. Chaufføren springer ud og råber til folk, at de skal komme og se, hvordan døde kristne ser ud. Oplevelsen efterlader unge Mohamed dybt rystet over, at mennesker er i stand til at behandle hinanden så forfærdeligt. Modsat fremstilles kærligheden i lyset af arrangerede ægteskaber og afbrudte forbindelser forårsaget af forhold, der bl.a. tager udgangspunkt i stærkt religiøse og patriarkalske familienormer.

Skarphed
De 43 fotografier fremstår alle i formatet 120 x 95 cm. Der er benyttet udstyr, der sikrer optimal skarphed, hvilket er med til at give den visuelle oplevelse af udstillingen en insisterende styrke. Bogværket er dog en ikke uvæsentlig del af en helhed, som efterlader et indtryk af et koncept, der er skabt af den klassiske, indre nødvendighed.

Nicky Bonne (født 1975) er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole som fotojournalist. Han er siden 2000 blevet hædret for sin stil og sine portrætter. Bonne har altså rod i reportagen og det dokumentarbaserede fotografi, hvilket man godt kan aflæse ud af den aktuelle udstilling. Sådan bør man også iagttage udstillingen på ARoS. Som 43 portrætter, der hver især dokumenterer et livsforløb – eller en skæbne, hvis man vel at mærke tror på en sådan.