Museerne er (stadig) for folk med lange uddannelser

Kulturministeriets landsdækkende brugerundersøgelse på de danske museer er netop udkommet over sommeren. Ikke overraskende bekræfter brugerundersøgelsen, på tiende år, hvad sociologen Pierre Bourdieu konkluderede for over 50 år siden: museerne er primært for folk med høj kulturel kapital. Hvad stiller vi op med det? Vi har spurgt professor på Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet, Birgit Eriksson, og direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh.

Kulturministeriet har siden 2009 udført landsdækkende brugerundersøgelser på de danske statsstøttede museer og kulturinstitutioner med det formål at indsamle viden om museets brugere. Brugerundersøgelserne blev oprindeligt lavet som en del af Kulturministeriets Formidlingsplan (2007-2013), der skulle være med til at sikre lige adgang til kultur for alle befolkningsgrupper i Danmark.

Sidste år supplerede man brugerundersøgelsen med en indgående undersøgelse af de såkaldte ikke-brugere, med særligt fokus på de kortuddannede ikke-brugere. Her konkluderer man ikke overraskende: ”At der er en klar sammenhæng mellem danskernes uddannelsesniveau og den hyppighed, hvormed de går på museum. Jo længere en uddannelse, des større sandsynlighed for at besøge museerne. Den langt overvejende del af museernes ikke-brugere udgøres derimod af borgere, der har en kort uddannelse bag sig.”

Læs også: Stor forskel på, hvem der bruger museerne

Og igen i år konkluderer man i brugerundersøgelsen at: ”Uddannelsesniveauet blandt brugerne på museerne er højere end i den danske befolkning: 73 % af brugerne har en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse mod gennemsnitligt 33 % af befolkningen. Tilsvarende er borgere med en grundskole- eller ungdomsuddannelse (inklusiv erhvervsuddannelser) underrepræsenterede på museerne.”

Er der brug for flere brugerundersøgelser?

Det er altså folk med lange videregående uddannelser, der igen og igen laver omfattende og ressourcekrævende undersøgelser for gang på gang at nå til den samme konklusion. Spørgsmålet er, om der er brug for flere brugerundersøgelser for at konkludere, at brugerundersøgelserne tilsyneladende ikke bidrager til at ændre disse forhold – og at ressourcerne måske var bedre brugt på at undersøge andre og nye tiltag?

Hertil skal måske tilføjes, at brugerundersøgelser på kunstinstitutioner ikke er noget nyt fænomen. Den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu, en af pionererne inden for brugerfokuserede undersøgelser, udgav i 1969 i samarbejde med sociologen Alain Darbel bogen The Love of Art (orig. titel: L’amour de l’art: les musées et leur public) på baggrund af store sociologiske undersøgelser af europæiske museumsbrugere. En af Bourdieus væsentlige pointer er, at uden viden om kunst, hvad enten det er historisk, filosofisk eller æstetisk, er det svært at værdsætte kunsten.

Resultaterne i virkeligheden

Jeg har taget en snak med professor på Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet Birgit Eriksson og direktør for SMK Mikkel Bogh om brugerundersøgelsens nedslående, men ikke overraskende resultat.

Mikkel Bogh kender alt til Bourdieu og hans brugerundersøgelser, lige såvel som til kulturministeriets brugerundersøgelser – og har det selvsagt tæt inde på livet i sin daglige gang på SMK:

”Jamen altså, resultatet kommer ikke som nogen overraskelse, det har jo været sådan i 100 år. Men det er ikke noget argument for, at det skal blive ved med at være sådan. Mange museer, inklusiv SMK, arbejder meget målrettet på at opnå større diversitet. Når man taler om diversitet, er der mange, der tænker på etnisk diversitet og BIPOC (Black, Indigenous, and People of Color red.), hvilket også er utrolig vigtigt. Men det, der efter min mening er det allervigtigste, det er den sociale, indkomstmæssige og uddannelsesmæssige diversitet. Men er også den langt mest udfordrende opgave, hvilket resultaterne fra brugerundersøgelsen netop også viser.”

Som Mikkel Bogh fremhæver, er det beklageligt, at det forholder sig sådan, men på ingen måde overraskende. Og som han pointerer, er det ikke noget museerne kan ændre på uden politisk opbakning:

”Vi har en bred samfundsmæssig opgave at løfte som museer, men det er ikke noget, vi kan gøre alene. Der er nogle strukturelle og kulturelle barrierer, som er større, end hvad det enkelte museum formår at ændre. Det er et komplekst problemfelt, som har at gøre med mange forhold i samfundet og kulturelle vaner i forskellige samfundsgrupper.”

Den samme kulturelle elite

Professor Birgit Eriksson fra Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet, medgiver, at der rundt omkring på forskellige museer bliver gjort en masse spændende tiltag, men mener overordnet set, at det fortsat primært er den samme kulturelle elite, museerne henvender sig til; dem som i forvejen har en viden og interesse i kunsten og museet. ”Museerne skal være mangfoldige, de skal være flerstemmige. De skal ikke henvende sig til alle på en gang, men i virkeligheden til færre på forskellige måder”, siger hun.

“Man skal i øget grad have en interesse i at lære sine ’communities’ at kende. Man skal tage ud og møde dem på deres hjemmebane, og hvis man synes, at det er svært, så får man en fornemmelse af den fremmedhed, som de har i deres møde med museet.”

Som Birgit Eriksson slår fast, kræver det en øget interesse og vilje til rent faktisk at koble museets udstillinger med de forskellige befolkningsgrupper, og tage deres interesser alvorligt og ikke bare se dem som ’ikke-brugere’. Og en reel nysgerrighed på hvordan man gør det.

Eriksson fremhæver i den sammenhæng, hvordan man kan lade sig inspirere af den amerikanske kunsthistoriker, museumschef og professor Nina Simon, der netop beskriver kunsten at gøre sig relevant – ikke for alle på en gang, men for forskellige befolkningsgrupper gennem forskellige formidlings- og udstillingstiltag. Simon foreslår blandt andet også, at man får nogle ambassadører for de forskellige grupper, man vil kommunikere til.

Brud med museets vante rammer

Også Mikkel Bogh nævner Nina Simon som inspiration i forhold til et mere differentieret og inkluderende museum. Mikkel Bogh fremhæver konkrete projekter og tiltag, SMK har gjort for at nå andre sociale grupper. Bl.a. SMK KOM, som er et mødested for folk, der er kommet til Danmark for nyligt af forskellige grunde og er ved at lære dansk. SMK KOM er egentlig udsprunget af et sprogskoleprojekt, hvor SMK i samarbejde med Københavns sprogskoler skabte et mødested, der med afsæt i kunsten skaber nye fællesskaber på tværs af nationer og kulturer. (Læs mere her).

Mikkel Bogh ser SMK KOM som et pilotprojekt for en måde at tænke og arbejde på, som museet gerne vil se brede sig til resten af museet. I et andet projekt, Kaffe & Guldkorn, hvor man forsøger at bryde ud af museets vante rammer, har museet sendt to medarbejdere rundt i landet for at gå i dialog med andre end de vante museumsgængere om museets daværende Guldalder-udstilling. Endelig har SMK åbnet en filial i Thy – SMK Thy, også som et forsøg på at få deres samlinger ud i landet på en anden måde og nå andre befolkningsgrupper.

Samfundets selvrefleksion

Birgit Eriksson har en temmelig slående pointe: ”Hvis vi går ud fra tanken om, at kunstens – og således også kunstmuseernes – rolle er at være samfundets selvrefleksion, så er det jo et problem, hvis den samfundsmæssige selvrefleksion kun kommer fra en lille kulturel elite”.

Hårdt sat op er museet gået fra at henvende sig til de hvide, midaldrende, veluddannede og velhavende til nu også at omfatte MeToo-feminister, folk med en anden religion end kristen, og folk, som er andet end heteroseksuelle. Men stadig hovedsagelig veluddannede. Tilbage står den diversitet, som Mikkel Bogh ser som den allervigtigste: den sociale, indkomstmæssige og uddannelsesmæssige diversitet. Hvad med den?

Risikovillighed

Det er en stor opgave at bryde med de sociale skel, ingen tvivl om det. Men bunder denne udviklings langsommelighed også i økonomi, spørger jeg Mikkel Bogh.

”Jeg indrømmer, at økonomi kan være en del af forklaringen bag, at man ikke tør satse hårdere, end man gør, på at nå et helt andet publikum og være et museum for folk, der ikke er vant til at komme på museum. Det kan komme til at koste dig dyrt. Og derfor tager man så små og forsigtige skridt ad gangen”, siger Mikkel Bogh og tilføjer, at man med for radikale tiltag vil kunne risikere at miste museets største brugergruppe – de højtuddannede. ”Jeg indrømmer, at vi er forsigtige og muligvis også for forsigtige.” Mikkel Bogh siger samtidig, at det som museum er vigtigt at være risikovillig og pointerer, at SMK ikke er et museum, der er bundlinjedrevet, men misionsdrevet.

Som Mikkel Bogh siger: ”Hvis vi for alvor skal nedbryde de socialt definerede barrierer for oplevelsen af kunst og kultur, så er vi nødt til at få folkeskolen meget mere på banen. Det korte af det lange er, at vi skal samarbejde med politikerne om det, der skal til, og især med kulturministeriet, for at få styrket det kulturelle Danmark”.