Muserne er på spil

 Kunstindustrimuseet har for nylig skiftet navn til DesignMuseum Danmark, hvilket vel egentlig er forståeligt nok i betragtning af, at”kunstindustri” er et ord, der mere eller mindre er gået af brug. Desværre erdet nye navn bare lidt kedeligt og ligger desuden forvirrende nær Dansk Design Center.

Irritationen over navneskiftet skal dog ikke gå ud overudstillingen Peter Jensens Muser, derer en fin og humoristisk lille sag – omend næsten for lille. Jeg må dog begyndemed at fastslå, at selvom grænsen imellem haute couture og kunst er flydende,så vil udstillingen sandsynligvis appellere mere til de specifiktmodeinteresserede end til de generelt kunstinteresserede. 

 

Modens mange muser
Udstillingen tager udgangspunkt i stjernedesigneren Peter Jensens brug afmuser – forskellige kvinder der inspirerer designeren og fungerer som vigtigtkunstnerisk redskab i skabelsen af de kollektioner, som de lægger fornavn til.

Der er selvsagt intet nyt i at designere benytter sig af muser. Audrey Hepburnvar Hubert de Givenchys muse, og Amy Winehouse var Karl Lagerfelds mindrestuerene af slagsen. 

Skumleskøjteprinsesser og tanter på Grønland
Dét der gør udstillingen interessant og forfriskende er, at Peter Jensenpunkterer det lidt selvhøjtidelige i musebegrebet ved at have mildt sagtusædvanlige muser.

Hvem skulle f.eks. have troet at den falleredeskøjteprinsesse Tonya Harding, der er bedre kendt for sin rolle i etondskabsfuldt angreb på konkurrenten Nancy Kerrigan end for sine sportsligepræstationer, kunne inspirere til en kollektion? 

Det er ikke desto mindre tilfældet med kollektionen ”Tonya”SS 2005, der i øvrigt præsenterede de modige, farverige prints, der på mangemåder er Peter Jensens designsignatur i et spektakulært skøjteshow.

Andre afPeter Jensens muser inkluderer hans tante Jytte, der boede på Grønland,Mildred, som er en figur fra en stumfilm og kunstneren Cindy Sherman.

En, to mange
Udstillingen består af kun to rum, og har man læst om den på museetshjemmeside inden sit besøg, hvilket mange nok gør, kan det godt ske,at man bliver overrasket.

Heraf fremgår det nemlig, at udstillingen fokusererpå fem af muserne, men på selve udstillingen præsenteres man for ikke mindreend 15 muser, der til gengæld kun introduceres igennem enkelte looks.  

Opfindsomt tøj påtriste mannequiner
Udstillingen viser, ligesom det er tilfældet med så mange andremodeudstillinger, at tøj tager sig bedst ud på rigtige, levende mennesker. Manbør derfor tage sig tid i udstillingens første rum, der viser videooptagelserfra en række af Peter Jensens modeshows.

Selv den mest avant-gardistiskebeklædningsgenstand får noget støvet og forældet over sig i det øjeblik, denhænges på en mannequin. 

Man kan selvfølgelig argumentere for, at mannequinerne ernyttige, når man skal studere materialerne og de mange finurlige detaljer pånært hold og f.eks opdage at blomsterne, der pryder kjolen fra Jodie kollektionen, er lavet af balloner.Men i så fald foretrækker jeg de neutrale, hovedløse af slagsen.

Der er nogetuendeligt trist ved de matte foundation-farvede dukker med deres slidtepolyesterhår, som befolker denne udstilling.

En aktuel designer
Når det er sagt, kan jeg ikke udelukke, at det er et bevidst valg for atunderstøtte og fremhæve Peter Jensens bevidst kitschede æstetik, som det ogsåer et spørgsmål om smag, om man synes om eller ej.

Uanset hvad bør det ikke væremannequinerne, der er bestemmende for, om man besøger denne underholdendeudstilling om en vigtig profil på den danske og internationale modescene ligenu.