Mytisk krigsmaleri genoplivet på MoMA

“Som verden ser ud i dag, er det absolut et passende tidspunkt at vise maleriet igen.”

Sådan siger popkunstneren James Rosenquist på en telefonlinje fra New York. Anledningen til samtalen over Atlanten er, at hans 25 meter lange maleri F-111 nu er installeret på MoMA.

Ophængningen mimer den oprindelige, som den tog sig ud i 1965, da maleriet blev udstillet for første gang – i Leo Castellis galleri på 77th Street, Manhattan. F-111 har frem til juli fået sit helt eget lokale på MoMA og dækker alle fire vægge i gallerirummet.

Atombombe-sky
Titlen F-111 (udtales F one eleven) tog James Rosenquist fra et krigsbombefly med samme navn. Og dette fly, der i 60’erne var den ypperste bombemaskine, er det centrale motiv på maleriet.

Vietnam-krigen eskalerede på det tidspunkt, og maleriet blev betragtet som en potent protest mod USAs engagement i det sydøstasiatiske land.

Allerede under sin tilblivelse gennem 1964 vækkede maleriet opsigt, og New Yorks kunstnere, gallerister og journalister besøgte flittigt Rosenquists værksted, bl.a. kunstnerens nære ven Robert Rauschenberg og popkunstnernes gallerist Leo Castelli, datidens mest magtfulde kunsthandler. Udstillingen hos Castelli i 1965 blev en sensation og er en af 1960’ernes mytiske begivenheder i New York.

I sin biografi, ”Leo and his Circle” fra 2010, udtaler Castelli:

”Dette billede havde sociale, politiske og anti-militaristiske implikationer. Gengivelsen af et 1:1-skala fly rundt i udstillingen var virkelig ekstraordinært”.

F-111 består af 23 paneler og er skabt til dimensionerne i Castelli Gallery, hvor det dækkede alle fire vægge. Ét sted er der et hul i maleriet, hvilket skyldes, at der i Castelli-galleriet var en radiator i netop det område. Foruden krigsflyet tæller de fotografibaserede motiver bl.a. et pluskindet barn under en hårtørrer, en atombombes champignon-sky og en portion tomatsauce-indsmurt spaghetti.

Krig og forbrugerisme
Efter Anden Verdenskrig advarede præsident Eisenhower mod det, han kaldte the military-industrial-complex, altså en gensidig og farlig afhængighed mellem krigsmaskinen og industrien, forklarer James Rosenquist.

“Hans ord var en af igangsætterne for maleriet. Jeg brød mig ikke om, at amerikanske skattepenge blev brugt til at bygge pompøse krigsfly, der kostede millioner af dollars. For de samme penge kunne man have bygget nye hospitaler og skoler. I 1964 var Vietnam-krigen endnu ikke eskaleret, men jeg holdt mig selvfølgelig orienteret om den og var bekymret. Men det er vigtigt for mig at understrege, at F-111-maleriet ikke bare er en protest mod Vietnam-krigen, men et resultat af de vanvittige tider, vi levede i dengang i 1960’erne. Maleriet omhandler den moderne verden og dens stigende hektiske og intime forhold mellem forbrugerismen, krigsmaskinen, reklameverdenen og medierne,” siger James Rosenquist.

Omslutter beskueren
F-111 tog med det samme verden med storm. Allerede i 1965 blev det udstillet i Sverige, på det progressive Moderna Museet i Stockholm, og i Italien, på det jødiske museum i Rom. I 1968 kunne man se det på The Metropolitan Museum i New York og i 1978 på biennalen i Venedig. Trods den store opmærksomhed formodede James Rosenquist, at han måtte sælge maleriet panel for panel, hvis altså nogen overhovedet ville købe det, fortæller han i telefonen. Men den notoriske storsamler Bob Skull købte hele collagen for 45.000 USD, lige da udstillingen åbnede hos Castelli.

Og i 1996 erhvervede MoMA F-111 for fem mio. USD. Værket blev vist, da MoMA genåbnede i 2004, men den aktuelle visning er den første, der genskaber den originale ophængning hen over fire vægge, hvilket er vigtigt for James Rosenquist. For en væsentlig pointe med F-111 er, at det omslutter beskueren og dermed eksperimenterer med fænomenet perifert syn, siger han.

“Både Jackson Pollock og Monet arbejdede med perifert syn. Altså de synsindtryk, der opstår i periferien af synsfeltet. F-111 er et forsøg på at sætte beskueren ind midt i maleriet, der er svøbt rundt om personen på alle fire vægge. Maleriet omslutter dig og udfordrer konstant grænserne af dit synsfelt.”

Et fantastisk værk
Men hvorfor sker det netop nu, at MoMA installerer F-111 alene i et rum, der mimer Castelli-galleriets dimensioner? Skyldes det, at amerikanske soldater endnu engang er engageret i opslidende, blodige krige langt væk fra deres hjemland?

“Måske har museet en pointe med at genophænge maleriet netop nu. Men på den anden side er museer noget af det mest a-politiske, der findes. Jeg tror egentlig, at de har taget det frem af én primær, enkel årsag: At det er en fantastisk værk! He-he.”

James Rosenquist var ikke med i allerforreste række, når det kom til hippiebevægelsen og politisk aktivisme. Han blev dog arresteret under en Vietnam-protest i Washington DC. Men Rosenquist brød sig ikke om, da en kunstkritiker, hvis navn han ikke vil nævne, afbrændte et amerikansk flag i Rosenquists’ forhave. Som mange andre kunstnere kommenterede James Rosenquist helst verden gennem sine billeder. Men spørger man ham, hvilken effekt hans protest-maleri har haft, er svaret afvisende:

“Det har ingen effekt haft! Det tror jeg ikke, i hvert fald. Altså, jeg var slet ikke på udkig efter en effekt. F-111 er en illustration af den vanvittige tid, det blev til i. That’s all!”

Flugt fra døden
Sådan glider James Rosenquist af på de fleste spørgsmål. Han er ikke meget for at sige noget endegyldigt eller forsimplet om sine malerier og foretrækker, at de lever videre som åbne udsagn. Lever videre gør også James Rosenquist; mens mange af de andre store popkunstnere, navnlig Roy Lichtenstein og Andy Warhol, er døde, er James Rosenquist stadig i fuld vigør og maler på livet løs. Han bor skiftevis i New York og på Floridas vestkyst og rejser meget.

“Ja, jeg er som en hund, der altid er på farten. Jeg sover i en ny seng hver nat, på den måde håber jeg, at Døden ikke kan finde mig! Jeg er nu ikke bange for døden, men siger som min skønne ven Bob Rauschenberg: ”…hvis bare den ikke var så forbandet endegyldig”.”