Når drømme tager form

Da jeg træder ind i udstillingsrummet, bliver jeg mødt af et blødt og søvnigt gult skær. For vinduerne hænger værket Dreaming softens you and makes you unfit for daily work; collager lavet af dynebetræk.

Om udstillingen siger Heise: “Den kredser om imaginære billeder, som vi danner på forskellige måder – i form af drømme, men jeg er mest interesseret i dagdrømme eller de billeder, der konstant opstår og får verden til at hænge sammen.”

Noget på spil
De sidste søm bankes i væggen med lige dele sårbarhedhed og klarsyn, mens kunstneren fortæller om det arbejde og de tanker, der ligger til grund for udstillingen, som både rummer nye og gamle værker.

Bagerst i udstillingsrummet på Overgaden hersker der et mere dystert mørke, kun afbrudt af enkelte spots, som oplyser værkerne – man befinder sig nærmest i en lomme. Mørket er fremkaldt af to Mørkemaskiner; collager af sort rullegardinstof.

“På denne her udstilling er der ting, som også er lidt usikkert for mig at sætte op. Jeg kan godt lide at kaste tingene ud og se hvad der sker,” siger Heise, dagen før publikum får et kig ned i kunstnerens egne lommer.

I lommerne på Henriette Heise
For omkring 8 år siden gjorde en særlig passage i en avis et stort indtryk på Heise. Den har fulgt hende siden og blev starten på en langvarig fascination af lommer.

Passagen lød sådan her:
“There are pockets, she said; pockets of time where I can bear it. Watching television for a little while or a conversation. The rest of the time is madness.”

Stemmen tilhører en kvinde, der oplever en voldsom sorg. Det er følelser vi alle kender til, men hun er derude, hvor vi alle frygter at være, mener Heise, samtidig er det en tilbagemelding fra frontlinjen – der er små lommer af håb derude.

Lommen som et blufærdigt rum
Heise begynder også at tage billeder ned i lommer. Dog kun af vennernes, alt andet ville være for grænseoverskridende, for som hun siger: “lommen er på sin vis et meget sanseligt og intimt sted.”

“I starten er det bare en fascination, men det vokser. De begynder at betyde noget, men aldrig noget præcist. De kan ikke oversættes til talesprog, de fungerer mere som nogle forslag. Så begynder jeg at undersøge brugen af ordet ‘lomme’ i sproget.”

Labyrintiske konstruktioner
Sådan udvikler Heises kunstneriske undersøgelse sig og tager hende i nye retninger, hvor flere spor flettes ind og ud af hinanden i processen.

“Det er afsindigt svært at kortlægge de tankespring, der foregår en dag på værkstedet. Et eller andet sted er computeren tændt hele tiden. Måske sidder jeg med et linoleumssnit, men så skal jeg lige undersøge noget, eller jeg skal lige høre et stykke musik,” forklarer Heise.

Den nødvendige forvirring
På den måde er der hele tiden mange samtaler i gang i arbejdet frem mod en udstilling. Samtaler mellem forskellige medier og mellem Heises eget kunstneriske arbejde og andres.

“Der er en form for diffus fornemmelse af, hvor jeg vil hen, og på et tidspunkt opstår der et centralt billede for udstillingen. Tingene begynder at falde på plads, men der skal en masse forvirring og famlen til først,” siger Heise med et smil på læben.

Bloggen ruller
I 2007 gik Heise i gang med at lave en hjemmeside. Hun havde lyst til at bruge mediet kunstnerisk, og uden de store IT-færdigheder viste det sig, at blogs var vejen frem; de var nemme at betjene og at opdatere jævnligt.

Det greb om sig, og i dag har Heise 16 blogs – dog kun 6 offentlige, hvor af én netop hedder There are pockets, she said. Den består af små blæktegninger af lommer, som blev uploadet dagligt over en længere periode.

Afsender og modtager
“Internettet er en sjov offentlighed. Når man udstiller et sted som Overgaden, så er det for en begrænset offentlighed. Med mine blogs havde jeg det som om, jeg sad og sendte den ene flaskepost efter den anden afsted fra mit værksted,” siger Heise.

Hun ser ikke sig selv som en isoleret kunstner, men som en del af et felt: “Der er andre producenter, der inspirerer mig, og der finder hele tiden en samtale sted. Det synes jeg er vigtigt at pege på konstant.”

Flygtigheden tematiseres
Drømmene og billedernes stoflighed træder frem på udstillingen, men de bliver aldrig helt håndgribelige, og sådan skal det også være, ifølge Heise.

“Jeg giver nogle nøgler i form af titler, en vej ind i værkerne. For mig er mine værker jo superlogiske, men nok ikke lige til for andre.”