Når en moderne kvinde lægger make-up

Det kan være svært at skrive om Tine Louise Kortermands meget farverige, humoristiske og tværmediale værker, når man blot har sort tekst på hvid baggrund at gøre godt med.

Måske derfor har Kortermand valgt at udgive sine ‘best of’ Kunsten tæt på hverdagslivet i en kombineret bog- og dvd-udgivelse i samarbejde med forlaget Nordic Performance Art. Her præsenteres Kortermand med tekst og film-high ligths fra de seneste 12 år af hendes karriere.

Grundigt formidlingsprojekt
Bogen og dvd’en afspejler Kortermands tværmediale praksis, idet de to dele med fordel kan læses sammen.

Dvd’en indeholder optagelser fra og baggrundsinformationer om Kortermands perfomances, mens bogen er en flot og dramatisk opsat blanding af farverige fotos fra Kortermands tegneserieagtige univers og performancerelaterede tekster.

Man har bl.a. mulighed for at fordybe sig i sangtekster og dagbogsbidder fra projekterne.

Kortermand suppleres desuden af en formidlende tekst af Trine Ross, og der skabes samlet et fint overblik over Kortermands værk indtil nu.

Med bogens instruktion “listen to track …” opfordres man til at lytte – eller se – Kortermands performances, samtidig med man læser om dem.

Kvindens hverdagsliv
Hverdagslivet er, som det antydes i titlen, det helt store tema i bogen, idet det er det, der både behandles kunstnerisk og tematisk, og som der interveneres i. Det synes imidlertid nødvendigt med en lille tilføjelse med feminint fortegn: Det er primært kvindens hverdagsliv og erfaringer, der bringes i spil med relation til temaer som moderskab, natur og frihed.

Selv i arbejdet med almene temaer som natur, boligformer og kreativitet i ‘programerklæringen’ for Kortermands ‘parti’ ved navn Liste G i Grass Keeps Growing er indgangsvinklen kvindelig.

Mænd optræder som tilskuere eller biroller til de kvindeligt centrerede fortællinger eller som udglattende sidehistorier, hvor der slås bro mellem de maskuline og feminine roller og livssituationer. Her fortælles eksempelvis om en pige, der gennem opvæksten har sin far som rollemodel – eller en mand ringer ind til et moderne Orakel i Delphi for at få råd en af en kvindelig Pythia.

Mild feminisme
Den feminine vinkel er imidlertid hverken fordømmende, offerfikseret eller ekskluderende.

Kortermands værker bevæger sig på en skala fra det farverige og sjove og til det poetiske og alvorlige. 

De fremstår dog altid imødekommende og nærmest venlige og milde – og som hovedregel serveres pointen med humor og et stærkt visuelt udtryk.

Eksempelvis legemliggøres i Moderne kvinde mange kvinders kamp med at nå både børn og karriere i en kvinde, der forsøger at lægge make-up, samtidig med hun fremsiger et digt om sin livssituation og hopper på trampolin.

Resultatet er en klovneagtig maske, der hverken ligner en supermor eller tjekket karrierekvinde.

Hertil spørger et klogt barn i publikum med H.C. Andersen’sk indsigt: “Mor, hvad laver hun?”

Humoristiske stereotyper og kvindelige knallertbisser
I stedet for at gribe til offerroller eller kageruller trækker Kortermand på manderoller og kvindelige stereotyper med en let ironisk, men ikke bidsk distance.

Her optræder hun som en Tarzans Jane med ‘skindkostume’ komplet med blondeunderkjole og opsat tresserhår -eller som fri og fornøjet knallertbølle.

I Knallertsange, hvor Kortermand i samarbejde med Vivi Christensen rejste rundt på små Puk-knallerter og sang skillingsviseinspirerede sange for og om dem, de mødte, bruges æstetikken således til at skabe overraskelse og møder.

Her tager gulddragter, bøllepositurer og ‘knallertgashåndtags-akkompangement’ til sangen i Kortermands uhøjtidelige kapow-æstetik således brodden af en uvant situation for publikum.

Kapow?
Kortermands æstetiske fortælleform vækker på den måde både lettelse, genkendelse og latter, og det føles befriende ikke at få at vide, hvad man skal tænke, når der skabes comic relief over hverdagens genvordigheder.

På den anden side er det relevant at gå skridtet videre og undersøge, hvorfor moderne kvinder i Kortermands optik er så fortravlede, at de hoppende må gøre flere ting på een gang – og hvad man mon kan gøre ved det. Denne overbygning er det op til beskueren selv at komme med.

På samme måde kan stereotyperne og kostumerne også siges at lægge en vis distance ind mellem beskuer, kunstner og tematik.

Det har været diskuteret, hvor meget nærvær og intimitet, man kan forvente af performancekunsten, og hvor tæt man egentlig kommer på kunstneren selv.

Kortermands teatrale anvendelse af forklædninger gør det tydeligt, at det ikke hendes fortælling, vi først og fremmest skal opleve.

I stedet gør hun sig via figurerne til eksempel på noget fælles, men risikerer dermed også via den meget imødekommende og tegneserieagtige æstetik at blive fejet af som kun ‘blot til lyst’.  

Milde kvinder, hvor har de magt
Modsat har Kortermands portrætfilm om en af de helt store danske poinerer indenfor den elektroniske musik Else Marie Pade langt større gennemslagskraft.

Man møder Pade i en flot auditiv ramme af hverdagens (kvindelige) lyde som æggepiskeri og opvask suppleret med Pades egen musik. Denne æstetisk mere afdæmpede fortælleform giver plads til – og stor respekt for – Pades beretning om sit liv og arbejde. Hun sad som medlem af modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig fængslet, hvilket på forunderligvis via medfangers finansiering senere muliggjorde hendes musikstudier. Kortermand får via dette personlige møde fortalt en stærk kvindehistorie, der ikke kan affejes.

På samme måde lægger Kortermands æstetiske fortælleform også en smuk og stærk ramme om de mere alvorlige og personlige historier om eksempelvis familieforhold, tvivl og ensomhed, som hun bl.a. har indsamlet til projektet Nordisk Nüshu.

Her skabes en langt mere poetisk og markant oplevelse, når musik, sang, visualitet og performance smelter sammen til en totaloplevelse, der vækker alvorlige følelser og på en anden måde brænder sig fast i hukommelsen.

Disse historier kan man måske sætte den daglige mascarakamp lidt i relief.