Når fortid, samtid og fremtid mødes

Tiden er noget mærkeligt noget. Det kan man få syn for i udstillingen iwillmedievalfutureyou5 på Kunsthal Aarhus, hvor fortid, nutid og fremtid blander sig med hinanden. Bedst fungerer de værker, der gør os opmærksomme på tiden som koncept, mens flere dystopiske fremtidsskildringer tenderer til at reducere forestillingen om tid til ‘mere af det samme’.

Udstillingen iwillmedievalfutureyou5 er ikke nem at træde ind i. Den er tung og tidskrævende, fyldt med lange videoværker. Skal man gennemse dem alle, er man tvunget til at tilbringe adskillige timer i udstillingsrummet. Men netop begrebet tid – herunder fortid, nutid og fremtid – er samtidig udstillingens hovedtema.

Udstillingsprojektet er kurateret af Jacob Fabricius, kunstnerisk leder af Kunsthal Aarhus, og er planlagt til at blive vist på 10 forskellige måder over de næste 100 år. Ligesom udstillingens kryptiske titel, der både peger bagud og fremad, er dette i sig selv en leg med tiden og ikke mindst den uvished, der kendetegner fremtiden. For vi kan reelt ikke vide, hvad der sker. Men der hviler noget interessant over konceptet. Tiden er en skildpadde. Den overlever os. Og derfor er den også uden for vor kontrol.

At se tiden an
Vi har for vane at se tiden som en ramme, og netop derfor bliver den ofte usynlig. Begivenheder udfolder sig i tid. Men hvor udfolder selve tiden sig henne? I Agnieszka Polskas video Future Days (2013) møder vi en række afdøde kunstnere, blandt andet Bas Jan Ader, alle spillet af skuespillere, som bærer masker. I dette fiktive dødsrige for kunstnere står tiden underligt stille. Samtidig strækkes den ud. Dialogen bygger på citater fra de kunstnere, der fremstilles. Tonen er monoton. Alle udtalelser virker underlige, men bevidst klichéprægede. Som noget man har hørt før og vil komme til at høre igen. Som noget uden for tid.

Andetsteds i udstillingen støder vi ind i Nathaniel Mellors’ videoinstallation Ourhouse (2015). Mellors værk består af 5 episoder, alle omhandlende den mystiske familie Maddox-Wilson, der har en besynderlig evne til at bevæge sig frem og tilbage i tid via et tidsrejsende toilet. Samtidig fungerer det britiske multikunstner-ikon Brian Catling i rollen som ‘Objektet’ som en konstant figur gennem alle episoder, hvori han bogstavelig talt ‘æder’ sig gennem familiens bogsamling. Og kaster den op igen. I værket er Catling et væsen, der slipper uden om tiden. Eller måske nærmere et mytisk væsen opstået før tiden. Han spiser ordene, der eksisterer i tid. Og derved spiser han også tiden. Han bliver historiens ikke-fortæller.

Det er svært at spå – især om fremtiden
Andre værker i udstillingen søger at give deres bud på, hvordan vores fremtid kommer til at se ud. Her er der et vist fokus på teknologier, såsom computerteknologier, computerspil og overvågningsteknologier. Sidstnævnte bliver derved også et link til Kunsthal Aarhus’ anden udstilling Watched!, og det er værd at se de to udstillinger sammen. På iwillmedievalfutureyou5 er dette måske bedst eksemplificeret ved Jakob S. Boeskovs mixed-media værk Face Jagger (2005).

Jeg er dog i tvivl om, hvorledes disse dystopiske fremtidsforestillinger passer ind her. Nadezhda Grishinas video No-go machine (2013) er eksempelvis en kommentar til den virkelighed, der omgiver vore dages ‘digitale liv’. Og derved også en spekulation over, hvor vi er på vej hen, når vi hengiver os til gamingkulturer etc. Samtidig piller værket ikke rigtigt ved noget. Det samme kan siges om førnævnte Agnieszka Polskas tekstilprint Glass of Petrol (2015) – et banner forestillende et champagneglas fyldt med benzin. Og øjensynligt en kommentar til vores skamløse forbrug af naturens ressourcer.

Men jeg har det svært med kunst, der kommenterer. Kunst der løfter pegefingeren. Ikke fordi vi ikke lever i en tid, hvor der er brug for kritiske kommentarer og løftede pegefingre. Men fordi sådanne værker i denne kontekst ender med at reducere forestillingen om tid til ‘mere af det samme’. Til kvantitativ forandring, ikke kvalitativ. Mere. Større. Hurtigere. Værre. Men stadig essentielt det samme.

At tænke tidslig forandring
Derfor foretrækker jeg også de værker på iwillmedievalfutureyou5, der på poetisk vis formår at tænke fremtiden anderledes. Samt de værker, der gør os opmærksomme på selve tidens gang. På hvad tid er som koncept.

Louise Hervé og Chloé Maillets video Waterway (2013) er af samme grund et af de værker, der sagde mig mest på udstillingen. Her blandes historiske fakta og mytisk fortælling. Her opstår der nye, mulige ‘fremtider’. Helt konkret i repræsentationen af ønsket om på ny at leve under vandet.

Her er indirekte referencer til Jules Vernes En Verdensomsejling Under Havet. Af havet er vi kommet. Til havet skal vi vende tilbage for at bygge en ny verden. Det er en anden opfattelse af tid. Cirkulær, men samtidig kvalitativt anderledes end fremskridts- og/eller dystopitankens logik. Naturligvis er det en fiktion. Men det åbner op for muligheden for at tænke fremtiden anderledes. Mere af det, tak. Mindre af ‘mere af det samme’.