Når publikum skaber museumsinddragende oplevelser

Mens Louisianas konference Between the Discoursive and the Immersive viste at de ekspertdrevne institutioner har en tendens til at omslutte alt i diskurs, så viste Yayoi Kusama-udstillingen, hvordan det nogle gange er publikum, som omslutter museet og ikke omvendt.

Louisiana Museum for moderne kunst afholdt d. 3 og 4 december konferencen Between the Immersive and the Discursive. Her diskuterede man museernes praksis med populære totalomsluttende udstillinger over for mere forskningsbaserede eller diskursive udstillinger. Konferencen var arrangeret af Louisiana i samarbejde med Stejdelijk Museum og Århus Universitet, som et led i Louisianas tilknyttede ph.d. studerende, Irene Campolmis, forskningsprojekt.

Med navne som Mark Wigley (kurator for den kommende Istanbul Desingbiennale), Anselm Franke (kunstnerisk leder for Haus der Kultur Der Welt) og forfatteren Molly Nesbitt samt ca. 20 talere til, var det et ambitiøst program med interessante talere.

Midt imellem var mere to retninger
Konferencens beskæftigede sig med to retninger indenfor museernes arbejde: det øgede forskningssamarbejde mellem universiteterne og museerne og tendensen til at skabe spektakulære og omsluttende kunstbegivenheder, som ofte er publikumssucceser. Det var kun få der beskæftigede sig direkte med begge spørgsmålene, så titlen holdt ikke helt hvad den lovede, om at udforske et sted imellem de to retninger.

Til gengæld var der flere interessante tanker om de henholdsvise forskningsmæssige sider af museet og de omsluttende udstillingsoplevelser.

Forskning sænker tiden
Forskning bliver i tiltagende grad en del af museernes drift og praksis. Ifølge konferencearrangørerne er det en måde at få formidlet forskning ud til et publikum.

Både Emily Pringle fra TATE og Tone Hansen, leder for Henie Onstad i Oslo pegede på at forskning er en kærkommen strategi til at sænke tempoet i museernes høje udstillingsproduktion. Med andre ord er det en glædelig mulighed for at museerne kan opretholde positionen som vidensinstitution, frem for udstillingsfabrik.

Drevet af eksperter
Om noget blev det tydeligt at kunstinstitutioner i høj grad er drevet af eksperter. Kunstfagfolk prioriterer viden, diskurs og fordybelse over underholdning. Samtidig stræber de efter den nærmest spirituelt udenomsproglige kunstoplevelse, for bagefter at bruge utrolig meget tid på at tale om den.

Sådan kan man i virkeligheden se diskussionen om det diskursive over for det omsluttende: som et spørgsmål om eksperterne over for publikum. Og eftersom konferencen var lavet til og af eksperterne var ”det omsluttende” først og fremmest omsluttet af diskurs.

En museumsinddragende oplevelse
Hele præmissen for konferencen oplevede jeg kom fra et ekspertperspektiv og netop dette blev desværre kun overfladisk berørt.

En præsentation af Angela Bartholomew fra Vrije Universiteit af et formidlingsprojekt, med leg og rollespil, viste at publikum nød at deltage i legen, men at de desværre ikke fik den type viden ud af legen, som institutionen intenderede.

Det var imidlertid markant at institutionen ikke fandt ud af, hvad det så var publikum havde fået ud af projektet. Meget kunne tyde på at gennem en mere åben tilgang til forskningsresultater, målsætninger og former for viden ville åbne op for viden, som både kunsten, museer, forskere og publikum ville få glæde af.

Mette Houlberg Rung fra SMK præsenterede netop et projekt, hvor man studerede publikumsadfærden i en udstilling. Men her virkede det imidlertid som om, at man tog ideer fra nudging og markedsføringen til at analysere en adfærd, for i sidste ende at kunne installere den viden, man ønsker, frem for at skabe åbne oplevelseslandskaber, som publikum, selv kan gå på opdagelse i.

Maria Finders, som er tilknyttet verdens største kommende kunstinstitution, LUMA i Arles (Frankrig), gjorde opmærksom på dette ekspertvælde. Hun er med til at planlægge ombygningen af det 35.000 kvm. store fabrikskompleks. Hun nævnte hvad arkitekten Rem Kolhaas’ havde sagt: ”Så snart man råder over et rum, større end 5000 kvm., må man se det som et offentligt rum. Man er ikke længere leder over et sted, men nærmere en slags borgmester over en by.

Hvem omslutter hvad?
Louisianas aktuelle udstilling af Yayoi Kusama er et godt eksempel på ukontrolleret publikumsbrug. En af mediernes hovedhistorier har været i hvilken udstrækning publikum har distribueret IN INFINITY, som den hedder, gennem selfies. Den udbredte selfie-praksis blev flere steder problematiseret, men mest af alt forekommer den som et sjældent eksempel på at publikum, rent faktisk gør noget andet end det, de har fået besked på.

Læs Torben Sangilds klumme om selfie-kunst

Man får indtrykket af, at det ikke er værket, som omslutter publikum, men den anden vej rundt. Det er publikum som omslutter museet. Publikum har skabt et dominerende narrativ, om en temmelig publikumsinddragende udstilling, som ikke er museets eget. Hele udstillingens ekspertdrevne diskurs blev omsluttet af en syndflod af selfies i cyberspace.

Bedøvelse
Arkitekturkritikeren Mark Wigley forholdte sig imidlertid kritisk til forestillingen om det omsluttende værk. For ham er omsluttende værker ofte blot repræsentationer af at være omsluttet. Samtidig, mente han, at det kun er gennem repræsentationer, at vi rent faktisk kan forholde os til at være omsluttet. Den egentlige omslutning opleves som grænseløs, men i repræsentationen kan vi stadig fornemme grænserne for det som omslutter os.

Han fortsatte med at sige at vi imidlertid altid er omsluttet af en eller anden form for virkelighed – ikke mindst når vi går museum. Han pegede på at med den mængde data museerne indhenter fra publikum i dag, kan man spørge om vi ikke altid er omsluttet af museet – eller mere præcist, vores telefoner er det? Med telefonen som primær adgangsgiver til information om publikum, spurgte han til om det ikke efterhånden bare er en telefon, som går på museum, med et uhandy stykke menneskekød hængende på sig?

Wigley fortsatte sin dekonstruktive tirade og overvejede om omsluttende værker i virkeligheden blot var en form for bedøvelse. Deres rolle var måske mest af alt at dulme smerten ved den voldsomme virkelighed, som vi er omsluttet af. For som han siger: “så er det utænkeligt at man i dag kan slå op i avisen og derefter fortsætte sit liv som vanligt, uden en eller anden form for bedøvelse.”