Der findes mennesker, som ikke blot elsker kunst, men som vier deres liv til den. Erik Veistrup var et af disse sjældne mennesker. Med hans død har dansk kunstliv mistet en usædvanlig samler – en kender med et skarpt blik, en utrættelig opsøger af nye værker og en formidler, hvis største glæde var at lade andre få del i kunsten.
Erik Veistrup blev født på Frederiksberg den 27. april 1937 og arbejdede gennem sit liv som skolelærer. Ved siden af lærergerningen udviklede han fra omkring 1970 en livslang passion for dansk samtidskunst. Gennem mere end fem årtier opbyggede han en samling, som ikke blot voksede i omfang, men også i kunsthistorisk betydning.
Et blik for det væsentlige
Veistrup samlede med hjertet. Han lod sig ikke styre af tidens mode eller markedets bevægelser, men af værkets kunstneriske nødvendighed. Samlingen favnede maleri, grafik, skulptur og især keramik, og på tværs af medierne tegnede der sig en tydelig personlig præference. Han blev ved med at vende tilbage til det figurative og ekspressive billedsprog, til værker med stærk koloristisk energi, poetisk fortællekraft og ofte en underfundig humor. Det var kunst, der kunne overraske, bevæge og udfordre.
Læs også: Kunstsamler Erik Veistrup fylder 75 år
En lille del af Erik Veistrups samling. Foto: Ole Akhøj
Kunsten som livsrum
Hans parcelhus i Kastrup blev efterhånden et levende kabinet af dansk kunst. Her fandtes ingen skarp grænse mellem hjem og samling. Kunsten fyldte vægge, rum og reoler og blev en integreret del af hverdagen. For Veistrup var det ikke et spørgsmål om at eje kunst, men om at leve med den. Hvert værk indgik i en større samtale mellem kunstner, samler og beskuer.
Samleren på vej
Samlingen voksede gennem et livslangt opsøgende arbejde. Gallerier, censurerede udstillinger, kunstforeninger, atelierer og keramikværksteder blev hans naturlige jagtmarker. Han havde en bemærkelsesværdig evne til at opdage kvalitet tidligt og opbyggede gennem årene tætte relationer til kunstnere og kunsthåndværkere. Mange oplevede ham som en engageret samtalepartner, hvis interesse var oprigtig, vidende og fri for enhver form for spekulation.
Laura Guiseppis: The first shot. Foto: Galleri Lagune Ouest. Tilhører Erik Veistrup.
Fra privat passion til fælles kulturarv
Det afgørende ved Erik Veistrups virke var imidlertid, at samlingen aldrig var tænkt som et privat monument. Han betragtede sig snarere som midlertidig forvalter af værkerne. Kunsten skulle ikke gemmes væk; den skulle deles. Derfor donerede han gennem en årrække betydelige dele af sin samling til danske museer, heriblandt Kunsten i Aalborg, Vendsyssel Kunstmuseum, Trapholt og Museum Jorn.
Morten Løbner Espersen: Magic Mushrooms, 2012. Foto: Ole Akhøj.
Værk af Per Ahlmann i CLAY's samling. Foto: Ole Akhøj
Keramikken som livsværk
Ingen institution kom dog til at stå hans hjerte nærmere end CLAY Keramikmuseum Danmark. Keramikken havde en særlig plads i hans samlervirksomhed, og med en donation fra Bikubefonden køber museet 850 værker fra Erik Veistrup i 2005. Efterfølgende donere Veistrup ydeligere 200 værker til CLAY. Samlingen på mere end 1.000 værker har givet museet en af landets mest omfattende og betydningsfulde samlinger af dansk keramik fra det 20. århundrede. Samlingen vidner ikke blot om keramikkens kunstneriske udvikling, men også om Veistrups enestående blik for kvalitet, mangfoldighed og kunsthistoriske sammenhænge.
Læs også: Vejstrups Valg – en samler fylder 80
En samlers eftermæle
Erik Veistrup efterlader sig ikke blot en enestående samling, men også et eksempel til efterfølgelse. Han viste, at samleri kan være en kulturel handling – en måde at tage ansvar for kunsten på. Hans blik var personligt, hans engagement kompromisløst, og hans glæde ved kunsten smittede alle, der mødte ham.
De værker, han gennem et langt liv fandt, købte og værnede om, er nu blevet en del af vores fælles fortælling. Det er måske den smukkeste arv, en samler kan efterlade.
