Igen i år er det med en stor portion stolthed, at Niels Wessel Bagges kunstfond uddeler 11 hæderslegater til toneangivende kunstnere i Danmark. Ligesom de forgangne år sker uddelingerne i anerkendelse af kunstnernes kunstneriske fortjeneste, men med fokus på at tilgodese både yngre talenter og ældre mere etablerede kunstnere i branchen.
Det er med stor glæde, at Niels Wessel Bagges Kunstfond uddeler hæderslegater à 100.000 kroner til 11 nøje udvalgte danske kunstnere.
Niels Wessel Bagges hæderslegat er et af Danmarks største kunstlegater, der udbetales som et uansøgt éngangsbeløb. Legatet har været uddelt hvert år siden 1994. Over hundrede væsentlige kunstnere har tidligere modtaget legatet, og i år kan kunstfonden føje endnu 11 kunstnere til rækken. Dette års legatmodtagere er:
Anna Stahn, Martin Brandt Hansen, Cecilie Nørgaard, Rebekka Hilmer Heltoft, Freja Sofie Kirk, Tinne Zenner, Frederik Næblerød, Javier Tapia, Berit Heggenhougen-Jensen, Jytte Rex og Aase Eg.
Hæder på tværs af generationer
Legatmodtagerne spænder aldersmæssigt og arbejdsmæssigt vidt. Frederik Næblerød og Jytte Rex er blandt årets legatmodtagere, som dermed begge hyldes med den fornemme anerkendelse. Begge udviser stor glæde og ydmyghed ved modtagelsen af hæderslegatet.
Frederik Næblerød er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. Med sine værker, der spænder mellem alt fra maleri, keramik, tegning og store installationer, har han markeret sig som en kompromisløs og udforskende kunstner. Frederik Næblerød udtaler:
"Når man står alene i atelieret mange timer dag og nat, er det en stor anerkendelse at få omverdenens øjne på værkerne, og jeg er meget taknemmelig for legatet. Sommetider kan det føles som at gå på tynd is, når man skaber kunst. Man udtrykker sig uden at vide, hvordan det bliver modtaget. Derfor er legatet et stort skulderklap og en bekræftelse på, at jeg bevæger mig i den rigtige retning."
82-årige Jytte Rex er billedkunstner, fotograf, forfatter og filminstruktør. Hun er uddannet maler på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1963-67 og har en lang, kunstnerisk karriere bag sig, hvor hun gennem tiden har beskæftiget sig med de mange lag af billeder. Særligt fotografiet er et af de medier, der har stået helt centralt i Jytte Rex’ arbejde med kunsten, og hun udtaler:
”Det er en stor glæde og anerkendelse at modtage Niels Wessel Bagges Kunstfond-legat for mit mangeårige arbejde med billedkunst. Jeg oplever dette fokus som en særlig glædelig opmærksomhed, der rummer nye adgange til min videre rejse gennem de mange lag på lag af billeder, som er en stadig tilbagevendende proces i mit arbejde - en rejse der på vejen hele tiden åbner døre til nye billeder. Hjertelig tak for legatet.”
Fakta
Niels Wessel Bagges Kunstfond er etableret af kunstsamler og mæcen August Niels Wessel Bagge (1908-1990) med det formål at støtte danske kunstnere gennem årlige legatuddelinger, finansieret af afkastet fra hans formue.
Kunstfonden råder desuden over en stor samling af kunst og kunsthåndværk, der i dag er placeret på Louisiana Museum for Moderne Kunst, Aros, Det Kgl. Bibliotek, Søllerød Museum og Grimmerhus, som rummer CLAY Keramikmuseum Danmark.
Niels Wessel Bagges Kunstfonds bestyrelse består af direktør Nina Wedell-Wedellsborg (forkvinde), advokat Christian Alsøe, produktchef Juri Krasilnikoff og billedkunstner Lulu Refn.
Kilde: HAVE Kommunikation