Normal kunst til almindelige mennesker

En helt normal udstilling på Overgaden i København er en rejse ind i det normales rige, hvilket i sig selv er unormalt i kunstens verden. Vi er vant til, at kunst og kunstudstillinger provokerer og udfordrer normen, men i dette tilfælde er det altså det stik modsatte, der er intentionen – eller hvad?

Det normale og kunsten under samme tag
Der er spørgsmål, der må melde sig, når man besøger en udstilling med en sådan titel; hvad er det for et normalitetsbegreb, der arbejdes med, og hvem er det normale publikum, som udstillingen synes at henvende sig til?

Disse spørgsmål står i nogen grad ubesvaret hen, men til gengæld præsenteres et kalejdoskopisk blik på normalitetsbegrebet, og en interessant undersøgelse af, hvad der kan ske, når man putter det normale og kunsten under samme tag.

Velkommen til en normal verden
Det første man mødes af i udstillingen er Forlaget * [asterisk]’s værk Bunkebo beboerblad (2007/2009), der mimer en klassisk opgang i et beboerkompleks, som de er flest. Værket imiterer noget for øjet så velkendt, at der går et øjeblik før det fæstner sig, og man forstår, at her er et værk, der inviterer indenfor i en normal verden.

Grå hverdag
Udstillingen bekræfter i den første del forestillingen om, hvad der anses for at være det ’normale’. Man mødes her af et sofaarrangement centreret omkring et tv. På et bord, ved siden af småkageanretningen, ligger et tv-program, der informerer om, hvad der lige nu og de kommende dage vises på tv-skærmen; forskellige videoværker af Jørgen Michaelsen, der som små hverdagsmanifester hylder den grå monotoni.

Hverdag med smil på læben
Den grå, kedelige og helt normale hverdag hyldes, dog ikke uden distance, en slet skjult sarkasme, der gør at man nyder hverdagsrummets trivialitet.

Anders Vistis værk Man-fre 9-16 (2006), der umiddelbart synes at være fem abstrakte værker, viser sig ved nærmere eftersyn at være aftryk af en bagdel. Værket refererer til en ensformig hverdag, vi alle kender til, men Vistis humoristiske vinkel giver gengivelsen en opløftende skævhed.

Et blik bag facaden
Som man bevæger sig videre igennem udstillingen, tager værkernes tematik fat i en anden hverdag, nemlig kunstnerens og kunstinstitutionens. Matias Faldbakkens videoværk One Of Us (2005) er placeret i udstillingslokalets baglokale. En væg er skubbet til side, og værket ses imellem et virvar af stiger og værktøj. Således afsløres en lille del af kunsthallens praktiske dagligdag, der normalvis er gemt væk bag de hvide vægge.

Hvad er normalt?
I sidste del af udstillingen mødes man blandt andet af Ulla Hvejsels Et folkeoplysningsunivers om almindelige mennesker (2004/2009), Claus Beck Nielsens gravsten og Albert Mertzs selvironiske digt Dansk fodformet revolution (1969).

Her synes værkerne at beskæftige sig mere refleksivt med, hvordan man som almindelig kunstner arbejder med og producerer normal kunst.

Ikke helt så normal
Udstillingen er ikke, som titlen antyder, dogmatisk og statisk, og er ikke helt så normal, som man skulle tro. For selvom Das Beckwerk rejser et monument over den almindelige mand Claus Beck Nielsen, kan man ikke påstå, at dette er et helt normalt værk.

Udstillingen sværmer om det normale som den røde tråd, der tematisk knytter værkerne sammen. Det er altså ikke igennem værkernes form og udtryk, det normale undersøges, men igennem et mere konceptuelt og refleksivt greb.

Flere af udstillingens værker er af en sådan karakter, at man kan spørge sig selv, om det er en udstilling af ”normale værker, der henvender sig til et alment publikum”, og først og fremmest hvem det almene publikum er?

Udstillingen har gennemgående en ironisk tilgang til sin titel, hvilket gør, at man ikke bliver meget klogere undervejs. Men selvom normalitetsbegrebet ikke står meget klarere efter besøget, har kalejdoskopet haft sin virkning og givet et nyt blik på hverdagen, det typiske, det almene, og ikke mindst på alt hvad der normalt opfattes som u-normalt.