Nuet som kunstoplevelse

“Time isn’t precious at all, because it is an illusion. What you perceive as precious is not time but the one point that is out of time: the Now,” skrev Eckhart Tolle i selvrealiserings-bestselleren The Power of Now: A Guide to Spiritual Enlightenment i 1997. Med den syvende version af den realtidsbaserede kunstfestival Sequences i Reykjavik er tiden heller ikke pointen, men det element, der forbinder en række nutidige kunstpraksisser, der udspiller sig over og i tid: performance, lydkunst, videokunst, installationer og offentlige interventioner.

Ligesom i citatet er den væsentligste pointe i festivalens værker af 26 islandske og internationale kunstnere nuet som en tilstand. Afsøgningen af det grundlæggende og nærmest utopiske behov for at forstå – også sanseligt – vores tilstedeværelse i verden.

Kunsten er i sig selv en tilstand, man kan træde ind i, en parallelverden, hvis fornemmeste opgave er at få os til at se klarere og dybere, når vi vender tilbage derfra. Årets Sequences VII, der løber indtil 19. april, formår at skærpe denne reflekterede retur.

Infrastrukturer og eksperimenter
Dette års kurator, italienske Alfredo Cramerotti, har lagt to temaer for værkerne, der vises på en række steder, der primært er kendetegnet ved at være tomme, forladte, måske blot glemte eller uvante rum.

Det ene er Plumbing (rørlægning) og D-I-Y (Do-It-Yourself)-kulturen, der dels peger på infrastrukturen, som forbinder os og danner griddet for vores tilværelse, og dels en nutids-kultur, hvor disse kunstformer særligt eksisterer og udvikler sine praksisser gennem både kropslige, processuelle, eksperimenterende og sociale praksisser, hvor normbruddet og krydsbefrugtningen er en fundamental drivkraft.

Forbindelser til nuet
Med tidsbaserede kunstpraksisser aktiverer kunsten et oplevelsesrum, hvor den udspiller sig som en sekvens i nuet, vi involveres mere eller mindre konkret i.

I disse sekvenser kan man lidt forenklet sige, at der er to tilgange til dette nu: en konstruktiv tilgang, der forsøger at skabe sådanne øjeblikke af nærvær, og en dekonstruktiv tilgang, der understreger illusionen, smadrer nuet for vores fødder, sætter en stor fed streg under umuligheden i at forstå den menneskelige eksistens i ‘den store sammenhæng’.

Festivalen rummer rigtig gode værker i begge lejre, og man vender hverken slukøret eller blåøjet tilbage til livet – snarere udfordret og inspireret på krop og tanke.

Illusion og nærvær
På den mere dekonstruktive side finder vi festivalens æreskunstner Carolee Schneemann, der kontinuerligt og kropsligt har udfordret kroppens kulturelle rolle og de magter, den er underlagt som menneske og kvinde.

I Kling&Bang Galleri udpeger hendes udstilling netop denne distance, hvor dokumentationer fra hendes kropsligt udfordrende performanceværker Eye Body fra 1963 og Up to and Including Her Limits fra 1973-76 suppleres af den ekstremt voldelige og traumatiserende videoinstallation More Wrong Things fra 2000.

Spændet mellem at være kæmpende krop i en ekstremt uhåndterlig og destruktiv verden og den manglende forbindelse mellem de to positioner står naglet i ens indre her.

På en helt anden måde får lettiske Kris Lemsalus værk Wisdom & Eggs (2015) leget med det menneskelige nærvær i hendes performance-installation, hvor en ‘Amazonas’ kano med fire tilsyneladende ens væsener fra en udefinerbar stamme er placeret midt i indgangen til udstillingen i Loftsson (et tidligere supermarked).

Det er super enkelt, men den ekstreme effekt og mistro, der løber gennem børn og voksne i mødet med værket, er virkelig nærværende. Tredje skikkelse i kanoen forstyrrer roen i illusionen, imens det stivnede nærvær får det til at rumle i forsøget på at få det til at falde på plads – hvis man altså kigger.

Danske Anne Haaning opererer som et par andre kunstnere under festivalen i det virtuelle rum, hvor oplevelser af virkeligheden og nuet udfolder sig – den store samtidsillusion kunne man mene.

KhoiSan Medicine excerpt from Anne Haaning on Vimeo.

I hendes værk KhoiSan Medicine fra 2014 springer hun som en anden teenager mellem adskillelige ‘virkeligheder’, tider og virtuelle fortællinger i et mix af manipulationer, gifs, videnskabelige tutorials fra nettet, 3D-renderinger og pludselige, absurdt morsomme og så med ét hypersanselige, intime sekvenser, der efterlader en både lidt foruroliget, over-sanseligt eksponeret og mistroisk på menneskehedens digitale vegne.

Sanselige impulser
En lang række værker i festivalen bevæger os via sanseapparatet nærmere en position, hvor krop og et sanseligt nærvær udspiller sig i et nu. Både som sfæriske lydkompositioner sendt ud live på lokale radiofrekvenser hos Raul Keller (LET) som visuelt zappende videofeedback hos Ragnar Helgi Ólafsson, hvor to gamle, nedlukkede, underjordiske offentlige toiletter forbindes og opleves i realtid som en form for moderniseret hulelignelse med kunsten som en sanselig rørlægger mellem tomheden og erindringen i et rum.

Sanseligt går det dog op i en højere enhed med Finnbogi Péturssons meditative og exceptionelt installerede lydværk Tesla Tune, hvor jævnstrømmens 50Hz sendes ud som rullende lydimpulser i meterlange paprør i varierende længde (og dermed tone) i de forladte lokaler i supermarkedet Loftsson. Ud over at omsætte en fundamental resurse til pulserende vellyd for sanseapparatet er selve nu-oplevelsen ved at bevæge sig gennem værket helt vild. Ja, man skal nok være der, før dette sanselige nærværsøjeblik kan realiseres.

Aktionens kreative nærvær
Til sidst bør nævnes et par af de performative værker under festivalen, hvor nuet administreres kunstnerisk i meget direkte handlingsbaserede henvendelser.

På Hotel Holt i Reykjavík har to islandske kunstnere indtaget lokalerne, og imens Una Margrét Árnadóttir viser to absurde video-performances i døgndrift, hvor hun dels kæler med et hav, der spinner som en kat og dels kæmper for at realisere et google humørikon (en krabbe med klaprende kløer), så leverer Styrmir Örn Gudmundsson en forunderlig performance, hvor historiefortælling, en række skulpturer, en autobiografi, Leo Tolstoy og en pludselig kontrakt med døden smelter sammen i en 30 minutters, helt særlig kunstoplevelse.

I fællesskab med Styrmir må vi komme overens med eksistensen, lægens diagnoser, blikkenslageren Lloyd og giftige gaspartikler. Det er deeeeeep, helt mærkværdigt smukt i momenter og prætentiøst med den helt rette dosis humor, hvilket gør, at man praktisk talt føler sig både udfordret, ydmyg og uhåndterligt medfølende bagefter.

En kritisk forbindelse
Der ligger i det hele taget en idé om en forbundethed (eller mangel på samme) i festivalens kunstneriske agenda. For mig selv er et dansegulv i en natklub (findes i øvrigt i rigt mål i Reykjavík) en ret direkte vej til en følelse af både kropsligt nærvær og en markant følelse af at være forbundet i én stor organisme. Men som dette antyder, er det nogle ret subjektive triggers, der kan få sådanne forbindelser til at udfolde sig for én. På den anden side er der nogle forbindelser, som tydeligvis ligger iturevet eller fortrængt i kulturen og samfundet. Det kan dreje sig om forbindelsen til os selv som krop, forbruger, magtfaktor, politisk subjekt og især som et individ, der er styret af kræfter, vi ikke selv har magt over.

“Hvor ligger magten egentlig? Vi skaber redskaber, der siden skaber os, og det er her frygten ligger i hele science fiction-genren for eksempel,” som den islandske kunstner Ragnar Helgi Ólafsson påpegede under søndagens paneldiskussion under Sequences VII.

“I den kritiske indsigt,” kunne man vælge at svare, og kunsten formår under tiden at få os til at søge andre svar, kigge igen, mere sanseligt, mere indsigtsfuldt.