Ny Carlsbergfondets Kunstpriser 2021

2. marts 2021

Nina Beier og Kathrine Ærtebjerg er tildelt Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater. Direktør for Den Hirschsprungske Samling, Gertrud Oelsner, hædres med Carl Jacobsens Museumsmandslegat. Og museumsinspektør på Louisiana Kjeld Kjeldsen har fået Ny Carlsbergfondets Hæderslegat.

Billedkunstner Nina Beier er en af dem, der modtager en pris fra Ny Carlsbergfondet i år. Foto: Ny Carlsberg Fondet.

Nina Beier og Kathrine Ærtebjerg er tildelt Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater. Direktør for Den Hirschsprungske Samling, Gertrud Oelsner, hædres med Carl Jacobsens Museumsmandslegat. Og museumsinspektør på Louisiana Kjeld Kjeldsen har fået Ny Carlsbergfondets Hæderslegat.

Nina Beier og Kathrine Ærtebjerg er tildelt Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegater. Direktør for Den Hirschsprungske Samling, Gertrud Oelsner, hædres med Carl Jacobsens Museumsmandslegat. Og museumsinspektør på Louisiana Kjeld Kjeldsen har fået Ny Carlsbergfondets Hæderslegat.

Nina Beier: Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat på kr. 200.000
I begrundelsen fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse hedder det:

”I de seneste 15 år har Nina Beier markeret sig på den internationale scene. Hun er en af de danske samtidskunstnere, som har oplevet større berømmelse i udlandet, mens vi i Danmark har været lidt langsomme til at få øjnene op for hendes originalitet og høje kunstneriske niveau. Nina Beier hædres i dag for et virke, der udover højt internationalt format også udvikler skulpturen som kunstart. Hendes værker har en skarp sans for det underfundige, humoristiske og kritisk undersøgende, og hendes arbejde er en inspiration til at huske på, at kunst er noget andet, end alt det vi kender.”
SE FILM

Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg. Foto: Ny Carlsberg Fondet.

Kathrine Ærtebjerg: Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat på kr. 200.000
I begrundelsen fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse hedder det:

”Kathrine Ærtebjergs maleri har sin helt egen plads i dagens danske billedkunst. På hendes lærreder møder man umiddelbart figurer og genstande i noget, der ligner eventyruniverser. De er naive, sådan lidt børnetegningsagtige, holdt i stærke farvesammenstillinger. Dette er imidlertid blot et første lag, en slags ydre staffage. Går man tættere på, åbner værkerne en afgrund af noget grumt, noget makabert. De dukkelignende figurer på lærrederne ser ofte direkte på beskueren med indadvendt, insisterende alvor. Som om de ved noget om os, om verden, noget som vi både skal vide og alligevel ikke må vide, noget som ikke kan siges. Men som kan vises her, i disse kunstværker.”
SE FILM

Gertrud Oelsner
Gertrud Oelsner. Foto: Ny Carlsberg Fondet.

Gertrud Oelsner: Carl Jacobsens Museumsmandslegat på kr. 200.000
I begrundelsen fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse hedder det:

“I sin relativ korte tid som direktør for Den Hirschsprungske Samling er det lykkedes Gertrud Oelsner ikke bare at styrke museets faglige profil, men også at omsætte den til overbevisende publikumsrettede initiativer. Ikke mindst museets vedholdende arbejde med huller og blinde vinkler i såvel egen samling som i dansk kunsts historie er eksemplarisk. For få år siden kendte de færreste til Bertha Wegmann. Men gennem målrettede erhvervelser og et massivt forskningsfokus, som snart udmønter sig i både udstilling og publikation, har Den Hirschsprungske Samling med Oelsner ved roret formået at tilføje et væsentligt kapitel til vores fælles kunsthistorie.”
SE FILM

Kjeld Kjeldsen
Kjeld Kjeldsen. Foto: Ny Carlsberg Fondet.

Kjeld Kjeldsen: Ny Carlsbergfondets Hæderslegat på kr. 300.000

I begrundelsen fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse hedder det:
“Kjeld Kjeldsen er ikke bare Louisianas ekspert, han er Danmarks dygtigste formidler af arkitektur. I snart fem årtier har han med sin høje faglighed og enestående internationale netværk trukket arkitektur fra hele verden til Humlebæk med den ene øjenåbnende udstilling efter den anden. Visionært og kreativt har han samtidig fornyet selve udstillingsmediet med en tværæstetisk tilgang, der kobler arkitekturen med bl.a. billedkunst og design. Hans udstillinger tilgår altid verden og publikum med udgangspunkt i aktuelle og relevante spørgsmål og tendenser, som har vist betydningen af arkitektur i et samfundsmæssigt og globalt perspektiv. Kjeld Kjeldsen hædres for sit livslange arbejde med at formidle arkitekturen og dens verden, så den bliver både nærværende, relevant og sanselig.”
SE FILM

Kilde: Ny Carlsberg Fondet

Fakta

Om Ny Carlsbergfondets Kunstpriser Brygger Carl Jacobsen, Ny Carlsbergfondets stifter, har fødselsdag den 2. marts, og i den anledning uddeler fondet hvert år priser til dansk kunst. Med kunstpriserne anerkender fondet personer, der yder en særlig indsats i det danske kunst- og museumslandskab. Mere om årets prisvindere Gertrud Oelsner har siden 2016 været direktør for Den Hirschsprungske Samling. Hun er uddannet mag.art. i kunsthistorie i 2001 og opnåede ph.d.-graden i 2017. I perioden 2000-13 var hun ansat som museumsinspektør på Fuglsang Kunstmuseum. Gennem årene har Oelsner tilrettelagt en række udstillinger, særligt om dansk guldalderkunst. Hun er desuden en af landets fremmeste kendere af Vilhelm Hammershøi og var bl.a. medforfatter til den skelsættende bog ”Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede” fra 2018. På Den Hirschsprungske Samling har Oelsner særligt styrket sammenspillet mellem forskning og formidling, både når det gælder særudstillinger og museets samlingspræsentationer. Nina Beier er uddannet ved Royal Academy of Art i London. Efter en årrække med base i Berlin arbejder hun i dag primært fra København. Karakteristisk for Beiers praksis er hendes eksperimenterende og vedholdende sammenstilling af fundne objekter, der afstedkommer tankevækkende nye tematikker. Parykker, fuglebure, genbrugstøj og rodeotyre er blot nogle af de genstande, der har fundet vej til hendes værker, der med lige dele poesi, polemik og humor har bragt hende stor international anerkendelse med en lang række udstillinger verden over, bl.a. på Kunstverein in Hamburg, Centre Pompidou i Paris og Tate Modern i London. Kathrine Ærtebjerg er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og bor og arbejder i København. Kendetegnende for Ærtebjergs arbejde er hendes surrealistiske, figurative billedsprog, der på gådefuld og foruroligende vis trækker på eventyrets parallelverden. Om det er i maleri, akvarel, tegning eller skulptur synes hendes motivverden med hemmelighedsfulde pigeskikkelser, fantasivæsner og forunderlige landskaber at placere sig mellem drøm og virkelighed. Udover hyppige udstillinger er Ærtebjergs værker repræsenteret på en lang række danske museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS og Arken. Kjeld Kjeldsen har været tilknyttet Louisiana siden 1973 og i de seneste 35 år som museumsinspektør. Han er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus, hvor han også har undervist. På Louisiana satte han tidligt arkitekturen på dagsordenen, bl.a. med udstillingerne ”Alternativ Arkitektur” (1977) og ”Huset som billede” (1981). Siden er fulgt en imponerende række udstillinger, bl.a. om væsentlige arkitekter som Jørn Utzon, Renzo Piano, Frank Gehry og Jean Nouvel. I de senere år har udstillingerne i højere grad fokuseret på mindre kendte, men ikke desto mindre meget væsentlige arkitekter, også udenfor den vestlige kulturkreds. Ved siden af sit omfattende arbejde på museet i Humlebæk har Kjeldsen bl.a. tilrettelagt udstillinger om Jørn Utzon og den danske byplansforsker Jan Gehl til arkitekturbiennalen i Venedig.