Ny direktør på Kunsthal Aarhus: “Hvad har ingen gjort før?”

Diana Baldon er ny kunstfaglig direktør på Kunsthal Aarhus. Lige nu er hun i gang med at lære institutionen og byen at kende, og hun er især optaget af, hvilken rolle kunsthallen spiller i det institutionelle landskab. Kunsten.nu mødte hende til en snak, for at blive klogere på, hvem hun er og hvordan fremtiden tegner sig for kunsthallen under hendes ledelse.Det er en direktør med internationalt udsyn og mange års erfaring, der er landet på Kunsthal Aarhus. Den italienske kurator og kunsthistoriker Diana Baldon, der gennem flere år har været bosat i København, har kurateret samtidskunst til en lang række internationale udstillingssteder og biennaler, og hun har tidligere stået i spidsen for Index i Stockholm, Kunsthal Malmö og senest Fondazione Modena Arti Visive i Italien.

Og da jeg spørger om hun vil fremhæve nogle projekter hun tidligere har beskæftiget sig med og er særligt stolt af, er der tydeligvis en del at vælge mellem:

“Det er svært at fremhæve noget frem for andet. Alle mine projekter har været meget forskellige, og de har været skabt specifikt til de institutioner, de har været tilknyttet, med udgangspunkt i emner, jeg har fundet vigtige”, indleder hun.

“Det handlede om at skabe reaktioner hos beskueren”

Hun nævner dog blandt andet en eksperimenterende gruppeudstilling på Index i Stockholm, der med inspiration fra 1960’ernes avantgarde forsøgte at udfordre forholdet mellem kunstner og publikum gennem instruktioner, der skulle “fortolkes” af beskueren.

Hun fremhæver også hendes første udstilling som leder af Malmö Kunsthal med den tyske filmskaber, teaterinstruktør og politiske provokatør Christoph Schlingensief, der desværre døde alt for tidligt.

LÆS OGSÅ: Provokatøren Schlingensief som tænketank

Idéen med udstillingen byggede på den Bertolt Brecht-inspirerede tanke, at kunst ikke bare skal være et “spejl til virkeligheden”, men derimod en “hammer til at forme den”, og udstillingen tog sig ud som en slags tænketank over samtidens og Malmøs multikulturelle samfund:

“Schlingensief var ekstremt provokerende i sine politiske synspunkter, og han forsøgte altid at skabe en reaktion hos publikum. Det var interessant at introducere hans kunst til den “ikke-konfronterende kultur”, der på mange måder præger Skandinavien”, forklarer hun og fortsætter:

“Vi ønskede at få publikum til at ‘se sig selv se’ og konfrontere dem med ureflekterede, ofte negative sider af sig selv. Det handlede om at skabe reaktioner hos beskueren”, siger hun.

Den politisk engagerede kunst fylder altså en del hos Diana Baldon, og tidligere har hun i akademiske sammenhænge også haft fokus på netop det politiske i nyere europæisk kunst.

Kunsthallens rolle i kulturlandskabet

I forbindelse med Schlingensief-udstillingen involverede Diana Baldon en lokal teatergruppe fra Malmö, som også fokuserede på at skabe reaktioner hos publikum gennem en lang række events på kunsthallen.

Diana Baldon virker generelt interesseret i at samarbejde med lokale aktører, og lige nu er hun i fuld gang med at lære Kunsthal Aarhus’ rolle i det lokale og nationale kulturlandskab at kende:

“På Kunsthal Aarhus er der tradition for at samarbejde med uddannelsesinstitutioner som universitetet og Det Jyske Kunstakademi, og det er jeg stor tilhænger af, men jeg vil også gerne tænke videre end det”, siger hun, og fortsætter:

“Lige nu skal jeg bruge noget tid på at lande i byen og undersøge, hvad der findes i forvejen. Der er mange spændende aktører i Aarhus, og jeg synes Kunsthallen har en interessant stemme i den sammenhæng”, fortæller hun.

“Som jeg oplever det, er der generelt mange kunstinstitutioner i Danmark, så lige nu er jeg optaget af, at spørge: hvad savner vi i det institutionelle landskab, hvad er interessant, og hvad har ingen gjort endnu?”

Respekt for Kunsthal Aarhus’ eksisterende profil

Det skal dog understreges, at Baldon tilgår rollen som kunstfaglig direktør med en vis ydmyghed og respekt for institutionens historie og eksisterende profil:

“Lige nu er det meget lettere for mig at sige, hvad der skal bevares, end hvad der skal laves om. Jeg har masser ambitioner for Kunsthallens fremtid, men jeg kan ikke komme så meget nærmere ind på dem nu”, forklarer hun.

“Jeg tror, jeg er blevet valgt til posten, blandt andet fordi jeg har international erfaring, så kunsthallens internationale udsyn skal selvfølgelig fortsætte. Nysgerrigheden på feltet mellem kunst og forskning kommer også til at fortsætte”.

Som en mus ved siden af en dinosaur

Ledsaget af en pegende gestikulation, der retter vores fælles opmærksomhed mod Kunsthal Aarhus’ tætte naboer hos ARoS, fortæller Diana Baldon også, at hun er nysgerrig på rollefordelingen mellem byens store kunstmuseum og den langt mindre kunsthal:

“Det er som at se en dinosaur ved siden af en lille mus”, griner hun, og fortsætter:

“Mit indtryk er, at Kunsthallen og ARoS appellerer til helt forskellige publikumsgrupper, og jeg er ret nysgerrig på at finde ud af, hvorfor der er så stor forskel”, siger hun.

“Det handler ikke om at man nødvendigvis skal forstå alt”

Forholdet mellem institution og publikum er generelt et tema, der optager Diana Baldon, og hun er interesseret i at spørge, hvad en kunsthal skal kunne:

“Hvilken funktion har vi? Ikke bare som kunstinstitution, men som offentlig institution i det hele taget”, spørger hun.

I løbet af sine år som underviser på Acadamy of Fine Arts Vienna fra 2007 til 2011 oplevede Diana Baldon en kunstscene, der både kunne adressere aktuelle problemstillinger på et højt kunstnerisk og intellektuelt niveau, samtidig med at udstillingerne stadig appellerede til et forholdsvist bredt publikum:

“Jeg er meget betaget af kulturen i Wien. Kvaliteten på udstillinger er generelt meget høj, meget intellektuel, men samtidig meget åben for forskellige grupper”, forklarer hun.

Også i Italien har den nytiltrådte kunstneriske direktør oplevet en inspirerende publikumskultur:

“I Italien er der en anden kultur for at se på kunst. En taxachauffør går med glæde ind og ser en udstilling, selvom han ikke nødvendigvis forstår det, men han er ligeglad. Folk behøver ikke forstå det på et akademisk plan for at værdsætte idéen og ritualet om at tage på museum”, siger hun.

Den usynlige kontrakt mellem institution og publikum

Da jeg spørger ind til, hvordan vi får folk til at værdsætte kunstneriske oplevelser i Aarhus og i Danmark og minder Baldon om, at der hos danskerne synes at herske en generel skepsis overfor alt, der fremstår belærende og elitært, forklarer hun at, det ikke handler om, at folk skal lære alt om kunst:

“Hvis du vil have folk til at værdsætte kunst, er du nødt til at lære dem det. Ikke på en didaktisk måde, men man skal lære folk at værdsætte dét, at lære noget om kunst. Det bygger på den usynlige kontrakt mellem institution og publikum, der er baseret på, at begge parter yder en indsats, og det kan være svært at opbygge den tillid”, siger hun og fortsætter:

“Når vi går på andre former for museer og for eksempel ser en udstilling om mytologi, så forstår vi jo heller ikke alt om guderne, men vi værdsætter, at nogle forsøger at lære os noget om dem”, forklarer hun.

“Det handler ikke altid om, hvad du kigger på, eller om du forstår det hele. Pointen er selve ritualet ved at tage derhen og opleve en følelse af, at det er godt for dig”, siger hun, og afslutter med at forklare, at forandring i vores forhold til kunst jo heller ikke kun er noget, som kan udvikles i forholdet mellem institutioner og publikum, men derimod også rummer et politisk aspekt:

“Det er også et politisk problem. Du kan gøre så meget du vil på institutionerne, men der skal ske noget i alle lag, hvis noget skal forandres”, siger hun, og knytter en sidste kommentar til kulturens nedprioriterede rolle under corona-nedlukningen:

“Se bare under sidste års nedlukning, hvor museerne og kulturinstitutionerne var noget af det sidste, der åbnede op. Det sender jo – også fra politisk side – et signal om, at kunst og kultur ikke rigtig betyder noget, og det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt”, siger hun.