Ny kunsthal var befriende forvirrende

Førsteårseleverne ved Det Fynske Kunstakademi har lavet Odense Kunsthal – en firedages-event med egne værker og værker af en håndfuld etablerede kunstnere. Det er et lille oprør mod det fynske kunsthierarki og en befriende idé i en by, der er domineret af én kunstinstitution; men det bedste er, at den besøgende får udfordret sin egen hierarkisering.

Dårlig gruppeudstilling
Som gruppeudstilling er Odense Kunsthal for slingrende. Der er enorm forskel i kvaliteten, og der er ingen sammenhæng mellem bidragene. Derfor flakker man en anelse forvirret rundt fra værk til værk med en sponsoreret Somersby i hånden; på jagt efter forskelle mellem værkerne fra øverste del af kunstens hierarki og værker fra de mindre etablerede førsteårselever fra akademiet.

Uden for Brandts
Til daglig er Brandts centrum for al samtidskunst i Odense. I kunsthallen på første og anden sal i den gamle Brandts klædefabrik udstiller etablerede kunstnere, og oppe under taget arbejder og udstiller kunstakademiets elever. Først med Brandts Kunsthals nye direktør fik den sidste årgang fra øverste etage lov til at udstille deres afgangsværker i de hvide sale nedenunder.

Midlertidig kunsthal
Det er muligvis et mikroskopisk ryk i kunstens geledder, men med Odense Kunsthal vil førsteårseleverne rykke ved den sædvanlige rollefordeling i Odense. Siden begyndelsen af februar er tiden gået med planlægning og manifestskrivning på basisdemokratiske møder, og den midlertidige kunsthal har nu taget form i en gammel skibssmedje på Odense havn, langt fra cafélivet omkring Brandts.

Hel- og halvhjertede bidrag
I skibssmedjen finder man gode, underfundige og fascinerende værker, men også nogle halv- kvarthjertede værker. Førsteårseleverne stod for kunsthallens mest interessante bidrag, men også for nogle af de mere halvhjertede af slagsen, så lad os kort opholde os ved to forskellige værker i hver sin ende af skalaen.

Det mindre gode
På en af væggene hænger et spejl, og på en sokkel foran ligger et håndspejl, så man kan spejle sig i spejlet og ud i resten af udstillingen. Det er det; tilsyneladende er der ikke mere i det. Noget, man kan gøre på toilettet derhjemme, kan man nu gøre i Odense Kunsthal, og man tænker, om kunsthallen nu er vores alle sammen toilet. Flere refleksioner får man ikke ud af dén øvelse, så man bevæger sig hastigt videre.

Det rigtig gode
De fleste ferniseringsgæster står ved baren, hvor de gratis Somersby hurtigt langes over disken. På en lille træhylde tæt ved baren finder man et af kunsthallens mest interessante bidrag. Her ligger Sif Hedegårds fotoalbum med snapshot-billeder fra forskellige baggårde og bagudgange. Man flipper lystigt igennem plasticlommerne i det gamle, analoge fotoalbum.

Billederne fremstår som mugshots af baggårde. De er taget om natten, med skarp blitz og tilsyneladende hurtigt, som om fotografen var trængt ind ulovligt. Man forestiller sig, at Sif Hedegård har sneget sig over plankeværker for at komme ind i disse halvprivate rum.

Det er en anelse foruroligende at bladre i det gamle fotoalbum, og man føler at man gør noget forkert. Men som det meste, der er forbudt, er det også fascinerende.

God kunsthal
Der er flere gode bidrag, men bedst er rammen om det hele. Eller rettere; Odense Kunsthal er mest af alt glimrende som et strittende værk eller “fællesværk”, sådan som førsteårseleverne også selv beskriver kunsthallen i deres manifest. Muligvis flakker man rundt mellem nogle rigtig gode værker og nogle knap så gode, men denne forvirring er også den mest interessante; at efterprøve sine egne forestillinger om, hvad der skiller de blåstemplede kunstnere fra førsteårseleverne.

Glem oversigtsplanen
Kunsthallen har desværre lavet en oversigtsplan, så den besøgende hurtigt kan orientere sig. Det er ærgerligt, og det havde været sjovere med mere forvirring. Forhåbentlig vender Odense Kunsthal tilbage; gerne endnu mere vildledende.