Nye og gamle bud på ‘virkeligheden’ udstilles i Skive

I to forskellige rum er udstillet henholdsvis nye og gamle realister, og museet ønsker derigennem at undersøge forskellige tiders virkelighedsopfattelser.

Go gammeldaws virkelighed
De gamle realister er bedst repræsenteret ved Hans Smidth. Jeg finder hans billeder mest vedkomne, og der er en kærlighed i motivet, som tiltaler mig.

Han tilhører den landlige del af socialrealismen fra den sidste del af 1800 tallet, og han malede hovedsageligt billeder fra det jyske hedelandskab. På trods af en tydelig inspiration af guldalderens romantiske søgen efter ’den danske folkesjæl’, har han en bredde som gør, at han adskiller sig fra den ældre tradition.

Man kan i hans billeder finde idyl, men også tragedie, humor og underfundighed.

Han har umiddelbart et ærligt ønske om at videregive, hvad han ser som en god og lys tilværelse. Til tider dog med elementer af noget ubehageligt – men så er det jo godt, at man har hinanden.

At se sig selv se
Hans Smidths billeder er dog ikke udelukkende billeder af livet på landet med romantiske undertoner. Han er ikke blind for sin egen tilstedeværelse.
På billedet ’malerens telt’, kan man se folk stimle sammen om hvad

der nok er Smidths eget telt. Han forholder sig her lidt underfundigt til sin egen tilstedeværelse. Han er godt klar over, at han er en udefrakommende person, der maler et udvalgt motiv. Altså at det er et repræsentativt udsnit af virkeligheden, og ikke Virkeligheden med stort V.

Åse og Franks tur til Kreta er ikke en pibe
Som repræsentanter for de nye realister er valgt blandt andet Allan Otte og Søren Lose. Begge herrer er relativt jordbundne i deres motivvalg.

Søren Lose viser os, hvad der på overfladen ligner almindelige feriefotos taget fra moster Åse og onkels Finns tur til Kreta i starten af 70erne, og Allan Ottes billeder forestiller scener af landligt forfald, fra hvad man andre stede i landet kalder Udkantsdanmark.

Begge kunstneres værker ligner umiddelbart gengivelser af virkeligheden på linje med det, realisterne forsøgte at gøre i slutningen af 1800 tallet.

Går man tættere på, viser det sig dog ikke at være tilfældet. Både Søren Lose og Allan Otte er godt klar over, at de ikke viser piben, men kun et billede af piben. Og hvorfor så holde sig til virkeligheden, når man nu alligevel aldrig kan vise den?

Find Holger
I Loses fotos kan man finde moster Åse flere gange i hvert billede, og Allan Ottes billeder er bygget op som collager, hvor hvert element nærmest har karakter af en puslespilsbrik.

Begge kunstnere fortæller os på hver deres måde, at virkeligheden er noget konstrueret, noget, som aldrig vil kunne gengives på et lærred eller ved hjælp af et fotografiapparat. Fotoet ses jo normalt som et sandhedsvidne, men når det kommer til stykket, så er der formodentligt ikke mange af de fotografier, vi ser i medierne, som ikke har været en tur omkring et billedbehandlingsprogram.

Lad mig være helt ærlig. Jeg er nok desværre en håbløs romantiker, som er til fals for idylliserede billeder af landlig idyl. Jeg køber deres fremstilling af en forgangen tid, som var nemmere og enklere end den nuværende.

At deres fremstilling formodentligt er en løgn, er jeg godt klar over, men synes alligevel godt om den, fordi det er sådan en sympatisk løgn. Billederne ser jo så kønne ud, så jeg lader mig gladelig narre.

Følelser vs Intellekt
Hvor Hans Smidth virker drevet af sin kærlighed til motivet, er Søren Lose og Allan Otte nok nærmere drevet af en intellektuel interesse i, hvorvidt man kan afbillede virkeligheden eller ej. De viser det grimme

og det lidt kitschede. Det lavkulturelle og det underlødige. Ikke at det er noget problem. Jeg mener på ingen måde, at man som kunstner behøver at nære kærlighed til, endsige respekt, for sit motiv. Med deres ironiske distance kommer de to herrer dog til at virke, som om de maler fra et elfenbenstårn og ikke fra virkeligheden.

Både Søren Lose og Allan Otte er dygtige kunstnere, og jeg er rigtigt glad for deres værker. I min optik bliver de dog overskygget af Hans Smidth. Smidth løber med mit hjerte, hvor de to ‘kun’ løber med min hjerne.

En helstøbt udstilling
Dette er dog også udstillingens styrke. En ren udstilling med Hans Smidth ville formodentligt have været for meget af det gode. Der skal jo både følelser og fornuft til at skabe et helt menneske. Sammenstillingen af de to typer virkelighedsopfattelse sætter begge i perspektiv og har sat mange og gode tanker i gang hos mig.

Hvorvidt udstillingen kan konkurrere med den virkelige virkelighed, altså den med sol, is og bar hud, vil jeg slet ikke gisne om, da det nok kommer an på, hvem man er.