Nye udsmykninger af Tal R, Eva Koch og Randi & Katrine
Den 25. oktober indviede Nyt Psykiatrisk Center i Skejby tre integrerede kunstprojekter.
Den 25. oktober indviede Nyt Psykiatrisk Center i Skejby tre integrerede kunstprojekter.
Den 25. oktober indviede Nyt Psykiatrisk Center i Skejby tre integrerede kunstprojekter.
De nyindviede kunstprojekter af Tal R, Randi og Katrine og Eva Koch har været undervejs siden 2015 og er placeret i hhv. psykiatriens store velkomstområde, den retspsykiatriske afdeling og udearealerne ved børn- og ungepsykiatrien.
Om værkerne:
Tal R: JEG HAR VÆRET INDLAGT PÅ DEN LYSERØDE, 2015-2018
Tal R’s værk er et gesamtkunstwerk, der udfolder sig rumligt med vægmalerier og i form af siddeskulpturer og farvesat inventar. Hertil kommer store, rumintegrerede reoler, hvor Tal R har kurateret en salonophængning med over 200 værker fra Museum Ovataci. Det centrale greb i projektet er netop udvekslingen mellem Tal R’s eget univers og værker fra Museum Ovataci, som er skabt af psykiatriens brugere gennem tiden.
Randi & Katrine: HAVEN, 2018
I Børn- og ungepsykiatrien har kunstnerne Randi & Katrine bearbejdet et udendørs aktivitetsrum, der skal give børn i alderen 0-13 år med psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser mulighed for at lege og rekreere i et åbent, ikke-institutionelt miljø. Projektet tager afsæt i tre skulpturer: Bakkemanden, Vandtårnsmanden og Bålmanden – anderledes udformede lege-/aktivitetshuse, der kommunikerer med omgivelserne på nye måder.
Eva Koch: MIT HAV, 2018
Eva Koch har ladet sig inspirere af kigget mod Aarhus Bugten fra parken omkring det gamle hospital i Risskov. I Retspsykiatriens indre gårdrum bliver brugere mødt af et 22 meter langt videoværk med meditative billeder af de have, der omgiver Danmark og Grønland samt lyden af hav, som kan opleves i et trappetårn.
I forbindelse med flytningen af det psykiatriske hospital fra Risskov til Aarhus Universitetshospital i Skejby har man udviklet en ny kunststrategi, hvor man bl.a. har udpeget placeringer for ny, integreret kunst og planlagt, hvordan den eksisterende samling fra Museum Ovataci i Risskov skal disponeres. Det overordnede mål for kunststrategien er at bidrage til at skabe trygge og positivt stemte omgivelser for patienter, personale og pårørende.
Kunststrategien for Nyt Psykiatrisk Center er udviklet af et kunstudvalg sammensat af parter fra det gamle psykiatriske hospital i Risskov, projektafdelingen for det Nye Universitetshospital/Region Midt, arkitektfirmaet Arkitema og den kunstfaglige rådgivningsvirksomhed IN SITU.
Læs mere om kunstprojekterne her
Kilde: Region Midtjylland