Nysgerrigheden længe leve!
Evig undren og udforskning hyldes i årtiets første udstilling på V1 Gallery.
Evig undren og udforskning hyldes i årtiets første udstilling på V1 Gallery.
info
Vi befinder os i V1 galleriets største lokale. I midten af rummet slænger Rory McBeths sammenkrøllede autoværn sig hen over gulvet. Værkets industrielle karakter falder godt i med galleriets rå slagteriinteriør, faktisk så godt, at man let kan overse denne skulpturlignende karakter.
Jeg får at vide, at værket er fastgjort til gulvet, så gæster ikke flytter for meget rundt på det, hvis de går ind i det. Funktionen vendes på hovedet. En genstand, der i sin oprindelige funktion skulle øge sikkerheden, udgør nu en reel fare for de besøgende.
Et øjebliks uopmærksomhed
Værkets skulpturelle udtryk forstærkes af materialets bearbejdning, en bearbejdning, der dog ikke er skabt på traditionel vis, men med nysgerrighed for øjeblikkets kvaliteter. Jesper Elg forklarer:
”Det er en enormt flot skulptur, der er skabt af et øjebliks katastrofe. Og man overvejer selv, hvordan det er sket – er det en bilulykke, er folk kommet til skade? Man udfordres i sin grundholdning om, hvordan kunst bliver skabt. Værket her er skabt af tilfældet, af et øjebliks uopmærksomhed.”
Funktionen forsegles, nysgerrigheden fodres
Shane Bradfords to bidrag til denne udstilling er derimod skabt over en længere periode. Begge består af objekter (en bog og en stavknippe – fascismens symbol), der er blevet dyppet utallige gange i maling. Værkerne er fæstnet til væggen og fremstår som tredimensionale malerier.
Et tidligere værk af samme kunstner og af samme karakter, har inspireret til udstillingens titel. Den håndskrevne inskription, hvorfra titlen er taget, fandtes nemlig ifølge Bradford i et nu forseglet eksemplar af Jack Kerouacs bog fra 1957 On The Road.
”Her bliver man nysgerrig på en anden måde. Dels får værkerne en anden form, dels så får de en anden funktion. Man kan skimte titlen, men man kan ikke åbne bogen, da den er forseglet."
"Bogens funktion er taget fra den, men det gør den ikke mindre interessant. Der ligger hos galleriets kunstnere generelt en fascination i de dybere lag. Det har været udgangspunktet. De mentale rutiner man har, bliver sat på en slingrekurs”, tilføjer Jesper Elg.
Værkets dobbelthed
En taperulle ligger under en sokkel, så den står lidt på skrå. Soklen er malet hvid, og udover malingen, er der ikke andet på den end en malerrulle fæstnet på siden.
Graham Hudson arbejder her med basale materialer, der refererer til traditionelle medier som maleriet og skulpturen. De oprindeligt sekundære kunstmaterialer bliver her til det endelige kunstværk.
”Man begynder at overveje, hvad funktionen er. Er det et monument, eller er det det modsatte? Er det resterne fra noget, der på et tidspunkt havde en storhedstid? Der en dualitet i værket, som gør, at man får lyst til at søge videre. Det gælder generelt for værkerne her på galleriet, at man helst ikke skal være færdig med dem, når man har set dem en gang”, understreger Jesper Elg.
Hold nysgerrigheden igang
Nysgerrigheden er vigtig i alle slags kunstneriske undersøgelser, hvilket V1 ikke er bange for at understrege her ved starten af det nye år og det nye årti.
Jesper Elg er villig til at tage chancer.
”I udgangspunktet er de fleste kunstnere og mennesker generelt nysgerrige. Men der er mange, der rammer et punkt, hvor de holder op med at være nysgerrige."
"Folk finder frem til at ståsted, og så bevæger de sig ikke så meget derfra. Det bliver problematisk, når man producerer fra det samme ståsted igen igen. For mig bliver det kedeligt,” understreger Elg.
Galleriet som fortrop
Der er stadig ifølge Jesper Elg uendeligt mange uberejste veje, som vi ikke skal være bange for at betræde. Særligt gallerierne skal ikke ikke vælge den sikre rute, når det kommer til formidling af samtidskunst.
”Det er vigtigt at se tingene i nye sammenhænge. Man bliver nødt til at blive ved med at være nysgerrig. Set i lyset af, at flere og flere museer vælger at håndtere krisen på en sikker måde, så har gallerierne i højere grad et ansvar for at præsentere det sprudlende, det nye, det der går på tværs, det der er usikkert. Gallerierne har lige nu et ansvar for at være avantgarde”.
Fakta
Udstilling
To The Road Less Travelled – Wishing You Love And Happiness And Curiosity Forever
16 jan 2010 13 feb 2010
HuskMitNavn, Søren Behncke, Pica Pica, Jesper Dalgaard, Andrew Sendor, Benji Whalen, Michael Dumontier, Asger Carlsen, Shane bradford, Mike Mills, Troels Carlsen, Jes Brinch, Dearraindrop, Graham Hudson, Misha Hollenbach, Neil Farber, Michael Rytz, Mads Lynnerup, Lora Fosberg, Rory McBeth, Clayton Brothers, Michael Swaney, Brian Montuori, Johannes Hinriksson, Michelle Blade og Jakob Boeskov
V1 Gallery Se kort og tider