Nyt APP-værk tæsker kunstner i white cube!

I et firkantet rum står en lille figur, der ligner et menneske, nærmere bestemt ligner den Jacob Tækker – det er faktisk ham; hans virtuelle selv. Og ved at vippe, dreje, ryste eller ‘tappe’ sin telefon manipulerer man den sagesløse figur rundt i det 3-dimensionelle rum. Men hvem manipulerer hvem?

Elementært
“Det er meget elementært. Det er en krop i en kasse. En digital krop og så en beskuer, der kan få noget til at ske ved at ryste og dreje telefonen. Og det er sådan set præmissen for værket,” forklarer Jacob Tækker.

Lille-Jacob
Når man bevæger telefonen, påvirker man ‘lille-Jacob’ i kassen. Han kan falde til en side, til en anden, hvis man vender telefonen på hovedet, kan han endda falde ‘ned på skærmen’, og hvis man kan få sig selv til det, kan man med fingeren ‘slå’ lille-Jacob over hele kroppen.

Hver gang figuren ‘slår sig’, udstøder telefonen ‘impact-lyde’, som man kender dem fra gamle kung-fu film. Han kan ta’ meget, og hver gang, han er nede, rejser han sig op igen – hvis han får lov.

Virtual performance
Værket Man In A Box lægger sig mellem genrer, hverken installation eller performance. Tækker kalder det selv en virtuel performance.

“Jeg havde en ide om at ville lave et kunstværk, der fungerer på en mobiltelefon og fungerer i det her rum, man normalt ikke forbinder med kunstværker,” siger Tækker og peger på sin Iphone.

En krop til rådighed
“Jeg sætter min digitale krop til rådighed, så man kan downloade mit digitale jeg til sin telefon og kaste rundt med det, som man har lyst. Når jeg omtaler værket, prøver jeg så mange gange som muligt at lave forbindelsen til mig, sådan at ‘manden i kassen’ bliver linket op på min person,” forklarer Tækker med et smil.

“Det er meningen, at det skal vække en eller anden form for sympati, at det ikke bare er en tilfældig person, der er inde i kassen, men en virkelig person, mig.”

Magten
Magtforholdet mellem værk og ‘beskuer’ er kommet mere og mere i fokus i samtidskunsten, og med kunstværker som Tækkers, der er afhængige af en ‘brugers’ aktivitet, undersøges den magtrelation yderligere.

“Som ‘beskuer’ føler man i Man In A Box, at man har magten, man står jo faktisk med kunstneren i sin hule hånd. Og man kan påvirke en, dog virtuel, krop, ganske som man har lyst. Men i virkeligheden er det jo faktisk mig, der påvirker beskuerens fysiske krop, fordi de vil påvirke min virtuelle krop.”

“Når man vil påvirke den virtuelle krop, bliver man nødt til at bruge sin egen krop.”

Venter på tæsk
“Her er den.” Tækker rækker mig sin Iphone, hvor der ganske rigtigt står en lille mand og venter. Venter på tæsk. Jeg tipper telefonen, den lille figur falder ned på gulvet. Han kæmper for at komme op, men jeg ryster telefonen, så han falder omkuld igen, og igen og igen. Til sidst bliver jeg træt af at tæve ham (og mig selv) rundt, og lille-Jacob rejser sig pænt op og venter.

Nej
“Kan den ‘tabe’ tøjet?” Spørger jeg, klar til at gribe telefonen igen. Men inden jeg overhovedet får talt færdig, svarer store-Jacob bestemt: “Nej.”