Nyt liv til tandlægekunsten

Fyns kunstmuseum genopliver konkret kunsten fra det dansk-franske kunstnersamarbejde i efterkrigstiden.

Richard Mortensen: Sagone, 1960.

Fyns kunstmuseum genopliver konkret kunsten fra det dansk-franske kunstnersamarbejde i efterkrigstiden.

Den konkrete kunst bliver af mange forbundet med venteværelser og offentlige bygninger, hvor den sørger for, at væggene ikke bliver alt for hvide. Men den konkrete kunst var ikke lavet til pynt; den var en ny, back-to-basic og spraglet tilgang til kunsten, der var meget vildere og sjovere end de tandlægeklinikker, kontorer og korridorer, hvor man møder den i dag.

Frankrig tur/retur
Et håndtryk
viser resultaterne af det samarbejde, der begyndte mellem danske og franske avantgardekunstnere efter 2. Verdenskrig. Robert Jacobsen og Richard Mortensen tog til Paris, hvor de fik kontakt til Denise René og hendes galleri.

Richard Mortensen og Denise René ved Biennalen i Venedig 1960. Foto: Pressefoto.
Richard Mortensen og Denise René ved Biennalen i Venedig 1960. Foto: Pressefoto.
Det blev begyndelsen til et samarbejde, hvor franske malere som Jean Arp og Victor Vasarely tog til Danmark, hvor danskere og franskmændene skabte fællesværker og gruppeudstillinger.

Ind til kernen
Konkret kunst bliver også kaldt geometrisk abstraktion. Det er misvisende, fordi der netop ikke tale om abstraktioner, men om kunst, der sjældent henviser til noget uden for rammen eller soklen. De dansk-franske avantgardekunstnere ville ind til kernen af billedkunsten og skulpturen. De ville koncentrere sig om kunstværkets væsentligste virkemidler: formen, farven og kompositionen.

Kunstværkerne forestiller sjældent noget. De er ikke andet end skæve streger, kantede figurer og flade farveflader. Denne uforstilthed eller ærlighed bliver man mindet om på museet, når man står over for f.eks. Jean Dewasnes malerier eller Ib Geertens skulpturer.  

Skæve rum
Fyns Kunstmuseum har fået fat på en flig af den begejstring for det konkrete. Museets største rum er delt ind i skæve rum, så selv oversigtstegningen ligner et stykke konkret kunst. I de skæve rum hænger malerierne i forskellige højder. Skulpturer står på sokler, men det sædvanlige ovenlys er erstattet af skrå spotlys, der giver nyt liv til formerne i sten og jern.  

Fra udstillingen. Pressefoto.
Fra udstillingen. Pressefoto.
Victor Vasarely: Kassiopeia III, (1958). Foto: Fyns Kunstmuseum.
Victor Vasarely: Kassiopeia III, (1958). Foto: Fyns Kunstmuseum.


Forventede det værste

Denne anmelder havde ellers forventet det værste. Konkret kunst hænger ofte i lige rækker på en væg i et tomt lokale. Det er heldigvis anderledes på Fyns Kunstmuseum, hvor gæsterne fornemmer en smule af den livlighed og glæde, som drev det dansk-franske samarbejde.

Det giver god mening at lade halve og kvarte vægge gå ud af den gamle bygnings bærende vægge. Det er ganske effektivt, og museet kunne sagtens have lavet en udstilling, der var mere sprælsk og mere skæv.

Jean Arp og Richard Mortensen: Et håndtryk. Pressefoto.
Jean Arp og Richard Mortensen: Et håndtryk. Pressefoto.
Hjertestarter
Fyns Kunstmuseum er ikke kendt for sine egne udstillingsæstetiske formeksperimenter, men med Et håndtryk har museet lavet en hjertestarter af en udstilling, der minder meget lidt om offentlig forvaltning, hvor den konkrete kunst normalt hænger.

De danske og franske kunstnere mødes ikke kun i udstillingsrummet, men også i billedet. Et håndtryk henviser til et maleri af Richard Mortensen og Jean Arp, hvor to trekantede farveflader møder hinanden. Fra hver sin billedside kommer farvefladerne, indtil trekanternes spidser kun lige akkurat rører hinanden i midten af billedet.

Kunst i cirkulation
Udstillingen er også udtryk for et andet samarbejde. Et håndtryk er første konkrete udslag af et nyt samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og Fyns Kunstmuseum. Det er meningen, at flere værker i fremtiden skal cirkulere mellem de to museer, især fra hovedstadens store samling og ud i provinsen.   

Den nuværende udstilling er således kun en begyndelse. Den er ikke ret stor, men tager konkret kunsts sprælskhed ganske seriøst. Man kan håbe, at tandlægerne, kontornusserne og bureaukraterne lader sig inspirere.


Fakta

Udstilling

Et håndtryk – Dansk-fransk avantgardekunst 1945-1980

16 okt 2010 27 feb 2011

Robert Jacobsen, Richard Mortensen, Gunnar Aagaard Andersen, Paul Gadegaard, Ib Geertsen, Richard Winther, Bamse Kragh-Jacobsen, Albert Mertz, Preben Hornung, Jean Dewasne, Jean Deyrolle, Serge Poliakoff, Jean Arp, Robert Breer, Helge Ernst, Knud Nielsen, Victor Vasarely

Fyns Kunstmuseum Se kort og tider